Arkæologer: Vi har fundet "porten til Helvede"
Italienere har fundet en grotte, der angiveligt blev æret som porten til dødsriget.
Los Angeles
En ”indgang til dødsriget” er tilsyneladende dukket op i ruinerne i det sydvestlige Tyrkiet.
Det hævder i hvert fald italienske arkæologer, som er i færd med at grave i ruinerne ved Pamukkale, som ligger ca. 50 kilometer nordøst for byen Denizli.
Varme kilder
Det er Francesco D'Andria, professor i klassisk arkæologi og hans forskerhold fra universitetet i Salento, Italien, der har annonceret det opsigtsvækkende fund på en pressekonference i Istanbul.
Pamukkale, som er berømt for sin forekomst af kildekalk, varme kilder samt oldtidsbyen Hierapolis, står opført på Unesco’s liste over verdens kultur- og naturarv.
Fra to århundreder f. Kr. blev egnens varme kilder brugt som spa-område, hvor folk kom for at lindre deres lidelser, og mange trak sig angiveligt tilbage for at dø i området.
Det vidner de store begravelsespladser, som er fyldt med sarkofager, om.
Dødbringende dampe
Hulen, som altså skulle være kendt som Plutons Port, blev angiveligt fejret som indgangen til underverdenen i græsk-romersk mytologi og tradition, lyder meldingen.
Pluton (eller Pluto) er i græsk mytologi et tilnavn til Hades, underverdenens gud.
Omdiskuterede myter og kilder har angivet, at underverdenen blandt andet blev holdt i agt og ære af indbyggere i den græsk-romerske by Hierapolis, og indgangen blev beskrevet som fyldt med svovlholdige og dødbringende dampe.
Ligheder med pilgrimssted
Det samme var tilsyneladende tilfældet ved kystsletten nord for Napoli i Italien.
Gennem mange århundreder var dette område ligeledes et af den græsk-romerske kulturs vigtigste områder, idet De Flegræiske Marker for de gamle grækere og romere også var kendt som Hades’ Port, indgangen til dødsriget på grund af de mange svovlholdige kilder og lavastrømme.
Romerne spredte krig og konflikt
Arkæologerne har i Pamukkale også fundet rester af et tempel, en vandbassin og en række trin over grotten.
”Pilgrimme og folk kunne se de hellige ritualer fra disse trin, men de kunne ikke komme i nærheden af åbningen. Kun præster kunne står foran indgangsporten,” siger Francesco D'Andria til de internationale nyhedsbureauer.
Digital genopbygning
Hades dyrkedes ikke udelukkende som en dødsgud, men spillede også en vigtig rolle i agerbrugsreligionens opfattelse af død, begravelse, frugtbarhed og ny grokraft som en cyklus.
Pilgrimsstedet i det nuværende Pamukkale blev angiveligt destrueret af kristne i det sjette århundrede e. Kr., og jordskælv i området kan have fuldendt destruktionen.
D'Andria og hans hold arbejder nu på en digital genopbygning af området.