Sexudstilling giver kunstnerflugt
Flere kunstnere har hevet deres værker hjem fra kunstcenter, der viser sex
Er det kunst at to mennesker dyrker sex? Og hvis ikke, bliver det så til kunst, hvis det udstilles på et kunstmuseum?
De spørgsmål har den seneste uges tid fyldt meget i det danske mediebillede, da Kunstcentrum i Silkeborg løftede sløret for udstillingen ”Blottet for skam”, hvor man blandt andet kan opleve folk i fuld gang med at dyrke lagengymnastik.
Flere af de kunstnere, der i øjeblikket udstiller på kunstcentret har imidlertid allerede svaret på spørgsmålene: Nej og nej.
Popsmart arrangement
Derfor har en del kunstnere ifølge MetroXpress valgt at tage deres kunstværker ned fra museets vægge, fordi de ikke mener, ”Blottet for skam”, som løber af stablen torsdag, hører hjemme på et seriøst kunstmuseum.
”Mit navn skal ikke sættes i forbindelse med den slags. Jeg vil gerne arbejde seriøst med min kunst, og så gider man ikke trækkes ned af noget, der ikke har en pind at gøre med den kunst, man selv udøver. Det er et popsmart arrangement,” siger en anonym kunstner til MetroXpress.
Spørgsmål om overlevelse
Projektleder på Kunstcentrum Anne Poulsen tager dog kunstnerflugten med sindsro. For mens nogle kunstnere forlader stedet, får centret henvendelse fra mange andre.
Samtidig skal den store opmærksomhed være med til at få centrets økonomi på ret kurs igen, og derfor er hun langt fra ked af opmærksomheden omkring torsdagens sexkunst.
”Det er bare et spørgsmål om overlevelse. Hvis tingene ikke kan betale sig, så duer det ikke – det er jo sådan, landet ligger,” siger hun.