Fortsæt til indhold
Kultur

Danskere står bag engelsk hit

Et af øjeblikkets største hits i England bærer et markant dansk fingeraftryk.

Af NIELS PEDERSEN

Sangen "Superstar", som synges af den engelske sangerinde Jamelia, er skrevet og produceret i København af Remee, Cutfather & Joe, og den smittende popsang er i denne uge nummer seks på den engelske hitliste.

"Superstar" har tidligere været et hit herhjemme i en version med Popstars-deltageren, Christine Milton, men hun var ikke med i pakken, da de danske producere i sommer solgte sangen videre til Jamelia.

"Superstar"-succesen er endnu et bevis på, at Cutfather & Joes produktioner er blandt dansk musiks mest efterspurgte eksportvarer.

Mich "Cutfather" Hansen og Joe Belmaati har de seneste år specialiseret sig i at producere hits for især engelske popkunstnere og har været med til at sikre bl.a. Blue, Another Level, Mark Morrison, All Saints og Shola Ama flotte hitlisteplaceringer.

Nyt Blue-album

Danskerne har netop været med til at færdiggøre et nyt Blue-album, som udkommer 3. november.

Den aktuelle engelske hitliste viser, at det i det hele taget er gode tider for dansk musik i England.

Nyhed som nummer 38 er i denne uge producerne Morjac og sangen "'Stars".

Morjac består af Jacob Johansen og Morten Lambertsen med rødder i Århusgruppen King Kane. "Stars" er allerede et etableret klubhit og udkommer om kort tid også i USA.

Årets mest populære danske sang i England er stadig Junior Seniors "Move Your Feet", der er den 10. mest solgte single i 2003.

niels.pedersen@jp.dk