Hvordan kan mennesker midt i jordens ondeste hul dog være så flinke?
Når en skør olding i en skraldebunke vinker smilende til dig med sin armstump, er det svært ikke at blive lykkelig. Men hvor stor optimist har man lov at være, når man vil skildre gode menneskers trøstesløse hjem?
»Du promenerer,« sagde en mand til mig på congofransk, og det virkede mærkeligt – omgivelserne taget i betragtning.
At promenere giver fornemme associationer, og jeg gik gennem skidt og skrald i halvanden time langs flodbredden i den lille by Mbandaka. Men jeg nikkede høfligt og svarede: »Ja, jeg promenerer. Godmorgen!« og slentrede videre, ind og ud…