Historien om tvillingerne, der trodsede "Dødsenglen fra Auschwitz"

Nazilægen Josef Mengele med tilnavnet ”Dødsenglen fra Auschwitz” blev aldrig pågrebet. Manden, der forestod medicinske forsøg i kz-lejren Auschwitz, omkom ved en strand i Brasilien i en alder af 67 år. Det var en hurtigere og mindre pinefuld død end den, som han lod overgå 3.000 tvillinger, der blev udsat for hans grusomme lemlæstelser og indgreb. Ca. 160 overlevede.

Affinity Konars nye, usentimentale roman nummer to, ”Mischling”, forestiller sig tilværelsen, som den formede sig for børnene i Auschwitz, og måden, hvorpå de formåede at skabe sig en tilværelse efter krigen.

Romanen vedkender sig at stå i gæld til ”Flammernes børn”, den skelsættende faglitterære bog om emnet af Lucette Matalon Lagnado og Sheila Cohn Dekel, især fortællingen om de rumænske tvillinger Eva og Miriam Mozes. Kvinderne stiftede en støtteorganisation for andre overlevende fra ”den zoologiske have”, som Mengeles særlige afsnit blev kaldt. Det var oprindeligt en hestestald.

Pearl og Stasha, der er de kvindelige hovedpersoner i Affinity Konars bog, er 12-årige enæggede tvillinger med lyst hår, hvilket for Josef Mengele er bevis på, at de er ”mischlinge” i henhold til de ariske racelove (en ”mischling” er i henhold til Nürnberglovene en person af såvel arisk som jødisk herkomst, red.).

Forfatter går sine egne veje

Mange af beskrivelserne af lejren – fra kreaturvognenes ankomst til krematoriet – er næppe en nyhed for nogen, der har været i Auschwitz, set ”Schindlers liste” eller læst nogle af de vægtige erindringer om emnet, såsom Primo Levis ”Hvis dette er et menneske”. Men Affinity Konar fører os hurtigt fra de velkendte omgivelser til ”den zoologiske haves” bizarre verden med fokus på den særlige forbindelse mellem tvillingerne.

Skiftevis, kapitel for kapitel, fortæller pigerne om deres diametralt forskellige måder at tackle rædslerne på. Den mere ekstroverte Stasha bliver opsat på at få hævn og samtidig bevare sin menneskelighed.

»Den ene halvdel af mig er godt klar over, at et mørke af den slags burde gøre det umuligt at eksistere, men den anden halvdel af mig bevarede håbet. Ingen kunne tappe mig for det eller skære det ud af mig. Ingen kunne brænde det væk fra min krop eller punktere det med en nål,« forsikrer hun, mens hun allierer sig med andre i lejren.

Efterhånden som Stasha bliver modigere, trækker Pearl sig og fører omhyggeligt protokol over sygdomme og dødsfald blandt de andre børn – en måde at aflægge vidnesbyrd på.

Affinity Konar afslører Mengeles uhyrligheder gradvist og kun glimtvist. Stasha ser de tusindvis af menneskeøjne, der er sat op med nåle på væggen i hans kontor. De er et led i hans yndlingsprojekt: at ændre øjets farve til den foretrukne ariske blå.

Men det bliver meget, meget værre, før det bliver bedre, da tvillingerne bliver adskilt, og Pearl underkastes stedse værre pinsler, mens Stasha udgør en kontrolgruppe. Forsøgene gik bl.a. ud på at undersøge, om den ene tvilling ville føle smerte, hvis den anden gjorde.

Romanens anden halvdel udspiller sig, efter at lejren er blevet befriet. Affinity Konar skaber en sindrig handling ud fra det kaos, som eksisterer efter krigen. Tempoet er hurtigere, og det frigør hende fra besværet med at lade børnene berette nok så lyrisk om deres egne lidelser.

»Det var, som om mine celler genkendte lyden af (Mengeles) stemme – jeg kunne føle dem sprede sig og folde sig ud i deres udødelighed, som blomster, der viser deres taknemmelighed for en ustadig kilde til lys,« siger Stasha, mens Mengele giver hende en indsprøjtning med dræbende bakterier. Det vil variere lidt, i hvilket omfang den enkelte læser tror på, at en 12-årig, selv en fremmelig en af slagsen, kan tænke sådan, når vedkommende bliver udsultet og tortureret.

Affinity Konar forklarer betydningen af titlen på bogen ”Mischling”:

Det moralske dilemma, der ligger i at tilføre Holocaust fiktive elementer, har været genstand for diskussion blandt fagfolk, siden den tyske filosof Theodor Adorno erklærede, at »det er barbarisk at skrive digte efter Auschwitz«. Er det sådan, at handling og fri fantasi, den lingvistiske kolorit, berøver de faktiske ofre deres mere autentiske stemme?

Eller er det mon sådan, at fiktion »kan føre fortællingen derhen, hvor vidnesbyrd fra overlevende ikke kan føre den hen?«, som Anna Richardson fra University of Manchester spørger i sit essay ”The Ethical Limitations of Holocaust Literary Representation”.

Cynthia Ozick, der står bag Holocaust-beretningen ”Sjalet”, fortrød senere, at hun skrev den.

»Jeg tror, at man bedst kommer til at forstå Holocaust ved hjælp af de skriftlige kilder, der stadig kommer til.«

Sensationslysten eller voyeuristisk? Nej ...

Affinity Konar er opmærksom på risikoen for at komme til at fremstå sensationslysten eller voyeuristisk ved at dvæle for længe i rædselskabinetter. Den jødiske læge Miri, der blev tvunget til at bistå Mengele, sagde efter befrielsen:

»Jeg kan kun fortælle om nogle af uhyrlighederne. De er alt for talrige og forskelligartede, så groteske – jeg har ikke ord for dem.«

Og dog har ”Mischling” til formål at sætte ord på. Læsernes reaktion på romanen vil afhænge af, hvordan de har det med at aflægge besøg i ”den zoologiske have” med Affinity Konar som guide i stedet for at lære om grusomhederne i et mere dokumentaragtigt format – eller gennem en af de overlevende, f.eks. nobelpristageren Imre Kertész, hvis roman ”De skæbneløse” tager afsæt i hans egne oplevelser i kz-lejren Buchenwald.

Jeg siger ikke, at kun overlevende må beskæftige sig med emnet, om end de selvfølgelig har en fordel. Jim Shepards roman ”The Book of Aron”, som er blevet til på baggrund af grundig research om ghettoen i Warszawa, når forbløffende højder i henseende til empati og indsigt. Hvad Affinity Konar angår, skal det retfærdigvis siges, at det er Jim Shepards 11. roman, ikke hans anden.

Virkelighed og fantasi behøver selvsagt ikke at være modsætninger. ”Mischling” får måske nogle læsere, der ikke er velbevandrede i emnet, til at opsøge ”Flammernes børn”, hvis forfattere har givet denne roman deres opbakning. Det er mirakuløst og bevægende, at der overhovedet er overlevende blandt ofrene, og Affinity Konar har gjort klogt i at stille skarpt på selve børnene og ikke den ubegribeligt sadistiske Mengele i de blanke, sorte støvler.