Dobbeltliv: Den pæne mand, der blev afsløret som iskold, afstumpet og bestialsk seriemorder

Han vidste, at han skulle dø, men det påvirkede ham tilsyneladende ikke det fjerneste.

Herman Webster Mudgett.

Vel vidende, at hans liv sang på allersidste vers sov han - der blev kendt og berygtet under navnet Henry Howard Holmes eller blot H.H. Holmes - roligt og tungt natten til torsdag den 7. maj 1896 der på den hårde briks i sin trange celle i Moyamensing Prison i Philadelphia i USA.

Så tungt, at vagten - George Weaver - kl. 06:00 om morgenen måtte ruske hårdt i ham to gange, inden han søvndrukken satte sig op og gned sine øjne.

Lige så uberørt af virkeligheden omkring ham, som han havde været i det meste af sit liv, tog han lidt senere i cellen imod to præster og sin advokat.

Omgivet af duften fra den serverede morgenmad - æg, ristet brød og kaffe - talte de fire sammen i omkring to timer inden han iførte sig nypresset jakkesæt, vest, skinnende hvid skjorte og blankpudsede sko.

Stadig totalt uberørt af situationen blev han herefter ført ud af cellen og ned ad gangen.

Døren til rummet, hvor galgen var konstrueret, blev åbnet, og uden at fortrække en mine lod han sig føre hen til galgen, hvor hans bøddel stod klar.

H.H. Holmes blev dømt til døden ved hængning for mordet på sin nære samarbejdspartner Benjamin F. Peitzel.

Men det var kun toppen af isbjerget.

I virkeligheden havde han med iskoldt blod myrdet mange, mange flere.

Selv tilstod han 27 drab, politiet mente, at han med sikkerhed havde begået ni drab, han blev dømt til døden for et enkelt drab, men der er meget der tyder på, at antallet af hans ofre kan ligge i nærheden af 200 mænd, kvinder og børn.

H.H. Holmes opfattes som USAs første kendte seriemorder, men hans navn og ugerninger er ikke blevet stående så stærkt i historien, som berygtede seriemordere som for eksempel Bostonkvæleren, Zodiac, Jack the Ripper og Ted Bundy.

Faktisk er der adskillige, der hælder til den teori, at H.H. Holmes i virkeligheden var identisk med Jack the Ripper, som i 1888 med sine bestialske mord på prostituerede spredte skræk og rædsel i Londons White Chapell-kvarter.

Læs meget mere om H.H. Holmes baggrund, hans afstumpede og samvittighedsløse drab, de interessante sammenfald mellem H.H. Holmes og Jack the Ripper samt hans allersidste minutter senere i denne artikel.

For at få en fornemmelse af, hvilken djævel, der gemte sig under H.H. Holmes’s pæne facade, er det nødvendigt at vende blikket mod begyndelsen - mod hans opvækst.

Herman Webster Mudgett blev torsdag den 16. maj 1861 født ind i en familie, der var stærkt troende og tilhørte Metodist-kirken. På begge sider var familien direkte efterkommere af de første engelske bosættere i Gilmanton i New Hampshire.

Han havde ikke en ubetinget tryg opvækst, idet faren var både alkoholiker og voldelig over for resten af familien. Men på trods af dette klarede drengen sig så fint i skolen, at han blev udsat for ekstrem mobning af sine klassekammerater og var generelt meget ensom og isoleret.

Der fortælles om en episode, hvor en flok drenge tvang ham ind i en lægekonsultation, hvor de bandt ham fast til et skelet eller et lig, og efterlod ham der, indtil lægen langt senere dukkede op og befriede ham. Ifølge nogle forskere kan blandt andet den episode have ført til hans besættelse af døden, som også gav sig udslag i, at han som barn yndede at dræbe og dissekere dyr.

Han blev første gang gift som 18-årig og blev samme år optaget på Vermont-universitetet i Burlington, men forlod i utilfredshed med undervisningen universitetet allerede året efter. I 1880 fik han en søn og to år efter indledte han et nyt studie på University of Michigans Department of Medicine and Surgery, hvor han i juni 1884 bestod sin afsluttende eksamen.

Allerede som studerende udførte han de første af de mange forsikringssvindelnumre, der blev en væsentlig bestanddel af hans liv og som var uløseligt knyttet sammen med det store antal mord, han i årenes løb fik på sin samvittighed.

På universitetets laboratorium stjal han lig, som han skamferede til ukendelighed for siden over for myndighederne at hævde, at de var blevet dræbt ved en ulykke. Samtidig præsenterede han myndighederne for falske forsikringspolicer og krævede pengene udbetalt, hvilket lykkedes i adskillige tilfælde.

Ægteskabet fungerede ikke, og han forlod kone og barn. I de næste par år flyttede han rundt i USA, hvor han dels bestred nogle småjobs og dels levede af udbyttet fra diverse svindelnumre. I to tilfælde blev han løst knyttet sammen med små drenges pludselige forsvinding, men han nægtede ethvert kendskab og flyttede hurtigt videre.

Han besluttede at flytte til Chicago, og for ikke at blive indhentet af sin fortid, tog han i den forbindelse navneforandring til Henry Howard Holmes og præsenterede sig oftest som H.H. Holmes.

Skønt han ikke var skilt fra sin første kone, giftede han sig igen i Minneapolis. Parret fik en datter, men heller ikke dette ægteskab fungerede, hvorfor han, der for det meste opholdt sig i Chicago, giftede sig igen i 1894. Da han heller ikke denne gang var blevet skilt, gjorde han sig reelt skyldig i bigami.

Men allerede inden han blev gift for tredje gang, havde han fuld gang i sine bizarre seriemord i Chicago.

Dette i et stort hotel, som han selv havde ladet opføre på adressen West 63rd Street for at danne de perfekte rammer for sine mange mord.

The World Fair Hotel, kaldte han det med reference til World’s Columbian Exposition, der blev afviklet i Chicago i 1893, og bygningen blev på grund af dens betydelige størrelse i folkemunde døbt ”The Castle”.

Da hans mange mord - oftest begået i den meget specielle bygning, der faktisk var indrettet direkte til formålet - blev afsløret, blev den store bygning kendt og berygtet under et helt andet navn:

”The Murder Castle”.

I august 1886 kom H.H. Holmes tilfældigvis forbi et lille apotek, der i Chicago-bydelen Englewood blev drevet af Elizabeth S. Holton. Hun søgte en medarbejder, Holmes opsøgte hende og fik jobbet.

Da indehaverens mand pludselig døde, tilbød Holmes at købe apoteket. Det gik hun med til, og han finansierede købet ved at belåne apoteket til op over skorstenen. Elisabeth S. Holton forsvandt derefter sporløst og blev ikke set siden.

Stadig takket været værdien af apoteket og med indtægter fra diverse lyssky affærer købte H.H. Holmes en tom grund over for apoteket, hvor han siden lod hotellet opføre.

Og det var i sandhed en bygning langt ud over det sædvanlige. Dette på grund af størrelsen - bygningen rummede 60 værelser - men først og fremmest på grund af indretningen og hotellets egentlige formål.

Det mest normale ved det hotel var faktisk stueetagen, hvor han indrettede sit eget apotek og lejede resten ud til andre forretninger.

Udover at rumme hans kontor blev bygningens øvrige to etager indrettet med masser af mørke rum med døre, der kun kunne åbnes udefra, blinde gange, trapper, der ikke førte nogle steder hen og andre mærkværdigheder. Det meste af kælderen var indrettet med diverse faciliteter - ovne, syrebade og lignende - som han anvendte, når han skulle af med diverse ligrester.

Arbejdere, der var knyttet til byggeriet blev konstant udskiftet. Angiveligt fordi de var inkompetente, men årsagen var, at H.H. Holmes ikke ønskede, at nogen skulle kende den specielle indretning i detaljer.

I forbindelse med byggeriet mødte han tømreren Benjamin Pitezel, der havde en dybt kriminel fortid. De gik så godt i spænd, at Pitezel blev hans fortrolige og medsammensvorne i de forsikringssvindelnumre, der ofte førte til drab.

Da hotellet stod færdigt, begyndte H.H. Holmes at udse sig sine ofre især blandt hotellets kvindelige ansatte. Som en betingelse for ansættelse krævede han således ofte, at de tegnede en pæn livsforsikring. Han lovede at betale præmien mod, at han også blev indsat som begunstiget i tilfælde af den forsikredes død.

Se video om nogle af Holmes’ ofre:

Herefter slog han dem ihjel i nogle af de særlige rum, som han i hotellet havde indrettet til formålet. Nogle af rummene var deciderede gaskamre, andre rum var indrettet med en galge i hvilken han hængte sine ofre. Hotellet rummede blandt andet også et totalt lukket, lydtæt og afsides beliggende loftrum, i hvilket han spærrede sine ofre inde og lod dem dø af sult og tørst.

Når ofrene var døde, sendte han de fleste lig ned i kælderen via en skakt eller en særlig elevator. Her fjernede han kødet fra mange lig for siden at sælge skeletterne til forsknings- og undervisningsformål. I kælderen havde han opbygget et sindrigt og meget effektivt system til at skille sig af med alle menneskelige rester.

Men det var ikke kun blandt hotellets kvindelige ansatte, at han fandt sine ofre.

Hver eneste gang han fik færten af let tjente penge - enten via forsikringssvindel eller simpelt tyveri af f.eks. kostbare smykker, slog han til.

I andre tilfælde myrdede han af andre grunde, og blandt hans mange ofre var således også hans elskerinde Julia Smythe. Da hun, der boede på hotellet med sin datter, meddelte, at hun var gravid, forlangte Holmes, at hun skulle have foretaget en abort, som han selv ville udføre. Men i stedet for at udføre aborten slog han både mor og barn ihjel.

I forbindelse med drabet på elskerinden og dennes datter allierede Holmes sig med en Charles Chapell, da ligene skulle bortskaffes. Chapell blev siden involveret i flere lignende opgaver, og da Holmes senere blev stillet for retten, var Chapell et af anklageyndighedens vigtigste vidner.

I 1893 forlod Holmes i nogle måneder Chicago og rejste igen rundt i USA, hvor han med uformindsket kraft fortsatte sine svindelnumre og undervejs formentlig også sin morderiske virksomhed.

Samme år blev han arresteret i Texas mistænkt for svindel med hestevæddeløb, men han blev løsladt mod kaution efter nogle få dage, og der blev formentlig aldrig rejst sigtelse mod ham.

Men i fængslet fandt et møde sted, der på mange måder blev begyndelsen til enden for H.H. Holmes.

Allerede inden han blev sat fast, havde han i samarbejde med Pitezel besluttet at fingere sin egen død i et forsøg på at få en større forsikringssum udbetalt. Den plan afslørede han over for togrøveren Marion Hedgepeth, der afsonede en dom på 25 år. Han bad Hedgepeth anbefale en advokat, der ville medvirke i svindlen.

Det var han med på mod, at han fik en del af forsikringssummen. Han satte H.H. Holmes i kontakt med advokaten Jepta Howe, der var villig til at medvirke. Men i sidste ende fik forsikringsselskabet mistanke om, at der var noget galt og nægtede at udbetale pengene.

Plan B var, at Pitezel skulle fingere sin egen død, men H. H. Holmes følte efterhånden jorden brænde så meget under sig, at han i stedet myrdede sin medsammensvorne.

Med et lig på bordet kom forsikringssummen til udbetaling, og Holmes gav Pitezels enke et større beløb uden at fortælle hende, at hendes mand faktisk var død. Holmes tog tre af Pitezel-parrets fem børn i pleje, men fandt ud af, at de vidste så meget om hans og deres fars lyssky affærer, at han siden myrdede dem på bestialsk vis.

I fængslet i Texas mistede Marion Hedgepeth tålmodigheden: Han havde ikke set skyggen af de penge, som Holmes havde lovet ham. Derfor fortalte han - mod at han fik sin straf eftergivet - politiet om den plan, som Holmes havde delagtiggjort ham i, da de mødtes i fængslet.

Se dokumentar om H.H. Holmes (i fire dele)

H.H. Holmes blev efterlyst over hele USA, og en detektiv fra det berømte Pinkerton-bureau sporede ham til Boston, hvor han blev anholdt lørdag den 17. november 1894.

Formelt blev han sigtet for medvirken til et hestetyveri begået i Texas, men det var politiets opfattelse, at han planlagde at flygte fra USA sammen med sin tredje kone, der absolut intet anede om sin mands skræmmende dobbeltliv.

Med Holmes i forvaring begyndte politiet blandt mange andre at afhøre en lang række ansatte på hotellet i Chicago, som også blev ransaget adskillige gange. I forbindelse med disse ransagninger fik politiet kortlagt bygningen, og man fandt masser af spor - blandt disse også mange ligrester. Disse både fra voksne kvinder og mænd, men også fra børn af begge køn.

Konfronteret med de mange uhyggelige fund forklarede Holmes, at han havde købt ligene af en mand, der stjal dem rundt omkring på kirkegårde med det formål senere at sælge skelletterne til undervisnings- og forskningsformål, men den historie holdt ved nærmere undersøgelse ikke vand.

I de første mange måneder nægtede H.H. Holmes ethvert kendskab til drab, men indrømmede flere tilfælde af forsikringssvindel.

Men politiet var overbevist om, at Holmes havde myrdet både sin tidligere medsammensvorne og dennes tre børn, men i oktober 1895 blev han stillet for retten i Philadelphia alene anklaget for mordet på Benjamin Pitezel.

Han blev kendt skyldig og dømt til døden ved hængning. Han appellerede dommen, men den blev siden stadfæstet.

Mens han ventede på sin henrettelse, fik han 7.500 dollar af Randolph Hearsts bladkoncern for sin historie, og den 11. april 1896 blev denne første gang trykt i avisen The Philadelphia Inquirer.

I artiklen skrev han blandt andet, at Djævlen helt havde overtaget styringen af hans krop og sjæl.

Og han tilstod i artiklen hele 27 mord. Men da der var tale om en meget usammenhængende artikel og ikke mindst fordi flere af dem, som han tilstod at have myrdet faktisk stadig levede, blev hans såkaldte tilståelse ikke tillagt den helt store vægt.

Fakta er, at han blev dømt og hængt for et enkelt mord. Men politiet fandt det dog bevist, at han havde myrdet mindst ni andre mennesker.

Det endelige antal af ofre vil aldrig blive kendt, og der er efterforskere og historikere, der har anslået, at han i sit rædsels-hotel i Chicago og under sine mange rejser, kan have taget livet af op mod 200 mennesker.

Der bliver stadig her 120 år efter henrettelsen af H.H. Holmes forsket i hans liv og forbrydelser, og i den forbindelse er han af flere også blevet knyttet sammen med en verdenskendt engelsk seriemorder, hvis rette identitet aldrig med sikkerhed er fastslået.

Teorien om, at Holmes er identisk med Jack The Ripper, er blandt andre bragt til torvs af Las Vegas-advokaten Jeff Mudget, der er direkte efterkommer af H.H. Holmes.

Da Jeff Mudgett var omkring 40 år, kastede han sig over slægtsforskning og fandt ud af sit slægtskab med den berygtede seriemorder. I de seneste 20 år har han ihærdigt forsket i sin forfader, og en hjørnesten i den forskning er to dagbøger skrevet af H.H. Holmes. Bøgerne fik Mudgett overdraget af sin bedstemor, og det er siden sandsynliggjort, at dagbøgerne vitterlig er skrevet af Holmes.

I forbindelse med sin research forelagde han blandt andet breve skrevet af Jack The Ripper og H.H. Holmes’ dagbøger for en skriftsekspert knyttet til British Library, og siden blev breve og dagbog analyseret i et avanceret computer-program, der blandt andet bliver anvendt i det amerikanske justistsministerium.

Og disse undersøgelser, hævder Jeff Mudgett i sin bog ”Blodstains”, som han udgav i 2009 - afslører, at brevene og dagbogen højst sandsynligt er skrevet af den samme.

Jeff Mudgett oplyser i et interview til ancestry.com, at skrifteksperten konkluderede, at de to breve var skrevet af den samme mand, og resultatet af computertesten var, at der blev fundet næsten 98 pct. match mellem brevene.

Udover en sammenligning af brevene og dermed håndskriften, bygges teorien på, at der i 1888 er en længere periode, hvor man ikke kan gøre rede for, hvor H.H. Holmes befandt sig. Og det var i netop den periode, at den aldrig identificerede Jack the Ripper på bestialsk vis myrdede fem af sine ofre blandt de prostituerede i Londons White Chapell-kvarter.

Jeff Mudgett mener, at det er overordentligt sandsynligt, at H.H. Holmes befandt sig i London i den periode.

Den britiske seriemorder begik formentlig i alt 11 drab, men det er i den sammenhæng væsentligt at indskyde, at det ikke hævet over enhver tvivl kan bevises, at de 11 drab i London er begået af samme person. Opfattelsen af, at det i virkeligheden var en ivrig presse, der opfandt Jack The Ripper og koblede ham sammen med de 11 mord, er ganske udbredt.

At der også er tydelige ligheder mellem de tegninger af Jack the Ripper, der er lavet på baggrund af vidneudsagn, og de få fotos, der eksisterer af H.H. Holmes, har kun styrket Jeff Mudgett i overbevisningen om, at Jack The Ripper og H.H. Holmes er en og samme mand.

I ”Bloodstains” indgår i øvrigt også en anden ganske opsigtsvækkende teori:

Det var slet ikke H.H. Holmes der blev retsforfulgt og hængt den 7. maj 1896, men en person som han havde overtalt til at give sig ud for ham.

Flertallet af historikere, der har forsket i historien om seriemorderen fra Chicago afviser dog blankt Jeff Mudgets teorier. Det springende punkt - mener de fleste - er, at der ikke er skyggen af bevis for, at H.H. Holmes nogensinde var i London.

En af de mest markante kritikere af Jeff Mudgets teori, er historikeren og forfatteren Erik Larson, der i 2003 udgav bogen ”The Devil in the White City: A Saga of Magic and Murder at the Fair that Changed America”.

Netop den bog regnes for en af de mest grundige og mest velunderbyggede om H.H. Holmes gerninger.

Og den holdning deles også af blandt andre instruktøren Martin Scorsese og skuespilleren Leonardo DiCaprio, der er undervejs med en film, der er baseret på netop denne bog.

DiCaprio udfylder rollen som H.H. Holmes, og Martin Scorcese instruerer.

Planerne om at lave en film om H.H. Holmes er i øvrigt langt fra nye. I 2003 sikrede Tom Cruise sig rettighederne til Larsons bog, men allerede dengang gik også DiCaprio sideløbende i gang med et filmprojekt om H.H. Holmes baseret på mange andre kilder.

Ingen af projekterne blev dengang til noget.

Hvornår Scorsese/DiCaprio-projektet - der stadig er omgivet af meget hemmelighedskræmmeri og dermed rygter - vil få premiere er ikke meddelt, men der gættes på 2017.

Men tilbage til iskolde H.H. Holmes’ allersidste minutter. Tilbage til den torsdag formiddag for 120 år siden, hvor der i Moyamensing-fængslet i Philadelphia blev gjort klart til henrettelsen af Holmes:

Langsomt blev H.H. Holmes ført ind midt i lokalet og placeret på den lem, der meget snart ville blive åbnet.

Der blev gjort tegn til ham om, at dersom han havde noget på hjertet, så var det nu.

Han trådte et skridt tilbage og begyndte at tale.

I begyndelsen meget lavmælt, men hævede undervejs gradvist stemmen:

»Mine herrer. Jeg har meget lidt at sige. Egentlig ville jeg ikke komme med nogen erklæring på dette tidspunkt, men ved ikke at gøre det, kunne det virke som om jeg affinder mig med min henrettelse.

Jeg vil kun sige, at hvad angår det at tage menneskeliv, så har jeg gjort mig skyldig i at tage to kvinders liv. De døde i mine hænder som et resultatet af kriminelle handlinger.

Men jeg vil også - så der efterfølgende ikke opstår misforståelser - understrege, at jeg ikke er skyldig i at tage livet af noget medlem af Pitezel-familien. Hverken af de tre børn eller faren Benjamin F. Pitezel, for hvis død jeg er dømt og i dag vil blive hængt for. Det var alt,« sluttede han.

De to kvinder han dermed tilstod at have dræbt var sandsynligvis Julia Conor fra Chicago og Emily Cigrand fra Anderson i Indiana.

Han trådte et skridt tilbage og knælede foran de to præster, der var til stede, og sammen bad de en stille og hurtig bøn.

Herefter rejste han sig, rystede sine hænder, rettede ryggen og gjorde sin bøddel og de øvrige tilstedeværende i lokalet det klart, at han var rede til at møde døden.

Alle andre end H.H. Holmes havde det specielt godt ved situationen, og da en af politifolkene - en assistent Richardson - tøvede og på grund af nervøsitet kludrede lidt, da han lagde rebet omkring Holmes hals og dækkede hans hoved til med en sort hætte, bemærkede H.H. Holmes iskoldt og med rolig stemme:

»Giv dig tid, så du ikke kludrer i det.«

Rebet og hætten blev ordnet, og Richardson spurgte:

»Er du klar?«

»Ja. Farvel.«

Klokken 10:12 blev lemmen i gulvet åbnet under fødderne på H.H. Holmes, der dermed betalte med sit liv for sine bestialske forbrydelser, hvis omfang aldrig vil blive opklaret.

Femten minutter senere blev han officielt erklæret død. Ved en hængning brækker den hængte normalt nakken og dør hurtigt. Men det var ikke tilfældet med H.H. Holmes, der i stedet langsomt blev kvalt efter at have dinglet i galgen i næsten 20 minutter.

Først kl. 10:45 blev hans lig skåret ned fra galgen og anbragt på en båre. Det blev siden kørt ud i fængselsgården og anbragt i en kiste, der var alt for stor - men det var der en god grund til.

Kisten blev på en hestevogn transporteret ud på The Roman Catholic Cemetary of The Holy Cross i forstaden Yeadon.

I overensstemmelse med hans eget ønske blev liget her løftet op ad kisten, som blev fyldt med cement inden det blev lagt tilbage og dækket med endnu mere cement. H.H. Holmes mente, at man på den måde undgik, at hans grav ville blive skændet af gravrøvere.

Låget blev lukket og kisten stod natten over i kapellet inden den dagen efter blev sænket i en grav uden sten eller anden mærkning.

Og den er der stadig.

Et eller andet ukendt sted på kirkegården i Yeadon, hvor H.H. Holmes for 120 år siden tog den fulde sandhed om historiens måske mest aktive seriemorder med sig i graven.

I øvrigt eksisterer det berygtede Murder Castle, hvor H.H. Holmes begik mange af sine sadistiske mord, heller ikke mere.

Det brændte totalt ned i en aldrig opklaret brand, og i dag rummer grunden et posthus.

Der har været fremsat teorier om, at den mystiske brand kunne være anstiftet som en hævn mod seriemorderen.

Men der er også dem, der mener, at det blev brændt ned, så hotellet ikke senere skulle blive et tilløbsstykke for nysgerrige turister.