Sådan kan Shakespeare forstås – kort
Kilden til forståelsen af Shakespeares skuespil ligger bl.a. i dialogen mellem hans oprindelse i Senmiddelalderens Stratford og senere liv i Renæssancens London, mener dansk ekspert.
For at forstå Shakespeares skuespil, er det en god idé at se dem i samspil med den tid, som han levede i. Det mener ekstern lektor Michael Skovmand, der i 20 år har forsket og undervist i Shakespeare på Aarhus Universitet.
Analysemetoden tager udgangspunkt i spændingen mellem Senmiddelalderen og Renæssancen og kan f.eks. anvendes på det berømte skuespil ”Romeo og Julie”, der foregår i Verona.
I ”Romeo og Julie” kommer spændingen til udtryk mellem på den ene side de unge individers lyst til at gifte sig med den, som de elsker – og på den anden side de to aristokratiske familiers krav til, hvem man skal gifte sig med. Her er det senmiddelalderlige aftryk familiens ønske om det kollektive valg, mens Renæssancen dyrker individet og dets behov.
»Det er afgørende for forståelsen af Shakespeare, at han er interesseret i begge de to synspunkter,« forklarer lektor Michael Skovmand.
De unge dør, og der bliver fred
”Romeo og Julie” slutter med, at det unge par dør, men også at de to familier slutter fred. Denne tvetydige afslutning har eksperter blandt andet brugt til at diskutere, hvilken epoke som Shakespeare personligt hyldede.
»Konservative analytikere har sagt, at han hylder det gamle, fordi parret dør. Mere progressive analytikere mener, at det ikke passer, fordi deres kærlighedsdød netop blev en anledning til forsoningen,« siger Michael Skovmand.
Hamlets reflektion
Spændingsfeltet mellem Senmiddelalderen og Renæssancen kan også aflæses i ”Hamlet, Prins af Danmark” og Shakespeares måske mest berømte sætning ”At være eller ikke at være, det er spørgsmålet”.
Da prins Hamlet stiller dette filosofiske spørgsmål, har han fundet ud af, at hans far, kongen, er blevet dræbt af hans onkel, Claudius, som derefter deler tronen med Hamlets mor, Gertrud. Nu er spørgsmålet, om han skal handle og anvende Middelalderens måde at genoprette æren – blodhævn. Eller om han skal forholde sig mere afventende og lade tingene gå rettens gang. Altså en reflekterende overvejelse.
Igen er konklusionen tvetydig, for Hamlet ender med at hævne – men hævnen og onklens og moderens død sker mere eller mindre tilfældigt.
Shakespeare er langtidsholdbar
Ifølge Michael Skovmand er Shakespeares tilsyneladende neutralitet en af årsagerne til, at han er så langtidsholdbar.
»Det kan godt være, at Shakespeare har en personlig holdning til, hvad der er det bedste, men han er i stykkerne ikke interesseret i at tage stilling til det nye og det gamle. Han er først og fremmest interesseret i at dramatisere personlige eller sociale konflikter. Det er en af grundene til, at han bevarer en friskhed i dag,« siger Michael Skovmand.
Han understreger dog, at denne manglende stillingtagen ikke er ensbetydende med, at Shakespeare altid var ukontroversiel i forhold til sin samtid. F.eks. diskuterede han i andre af sine historiske skuespil, om det var i orden at slå en regent ihjel, hvis han var en tyran.