Det som Nikolaj Lie Kaas fandt på bunden

PROLOG

Nikolaj Lie Kaas har en fagskade. Han fortæller det, stadig lidt ståkåndet, da han er sprunget op ad trapperne til øverste etage. Han beklager, at han kommer for sent. Han er i bil. Det er umuligt at finde en parkeringsplads, siger han. Børsen skrev for nylig, at han går meget op i biler. Det gør han ikke. De skal bare være gode at køre i. Nikolaj Lie Kaas kører BMW. Men har også haft en Volvo, en Toyota og en knaldrød 2CV med kaleche. Og nu har han altså en BMW. Den er blå. Den kører langt på literen, siger han.

Kontorlokalet beliggende helt oppe under et loft i indre København tilhører hans agent. En lille blond kvinde med perfekt hår og en guldkæde om livet. Hun har advaret mig. Jeg bør være forberedt. Nikolaj er sød, siger hun. Men han er typen, der sagtens kan finde på at spørge, hvad jeg mener om en bestemt scene i hans seneste film, ”Flaskepost fra P”, den tredje i filmatiseringen af Jussi Adler Olsens serie om Afdeling Q og vicekriminalkommissæren Carl Mørch. »Og så skal du altså vide, hvad du mener.«

Opvaskemaskinen brummer i baggrunden. På køkkenbordet står en japansk plastickat og vinker. På væggen hænger et fotografi fra engang, hvor den karakteristiske fure , der løber lige lodret ned mellem Nikolaj Lie Kaas’ øjenbryn, var knap så dyb.

Vi skal lege en leg. På bordet ligger et sammensurium af brudstykker fra hans fortid. Hans allerførste gang foran kameraet. Et citat fra 2001. En forside, han helst ville have været fri for og et billede fra dengang, han gik med damebriller og higede efter pressens opmærksomhed (det er længe siden!) Meningen er, at minderne skal avle flere. Og måske sige noget om, hvordan Nikolaj Lie Kaas er blevet til ham, han er i dag.

Nikolaj Lie Kaas er typen, som er sjov, uden at han rigtig behøver sige noget sjovt.

Som når han får sin agent til at fnise, fordi han giver sig til at trampe i gulvet, mens han nynner en sær melodi, når hun spørger, om han vil have noget at spise. Hans timing er uovertruffen, og hans humor hører til den slags, som er svær at gengive på skrift, fordi den ikke er haha-sjov. Mere underspillet grotesk tilsat underlige lyde og skæve bevægelser. Som når han pludselig hænger i træbjælkerne under loftet, mens han siger, at han synes, vi skal lave noget sjovt, når der skal tages billeder til den her artikel.

»Ikke noget med bare at stå foran en flot bil i flot tøj.«

Hans selvironi er kompromisløs. Som når han rejser sig op for at lave en kaffe, midt i en historie om, at »han var en håndfuld« som barn.

»Meget selvoptaget. Snakkede meget. Om fuldstændig ligegyldige ting. Hele tiden«. For midt i kaffebrygningen at udbryde: »Altså, jeg ville også have taget mit liv, hvis jeg var min mor.«

Historien om Nikolaj Lie Kaas er også historien om en dreng, der bar rundt på et kendt efternavn, længe før han selv blev det. Han plejer at sige, at hele Danmark kendte hans far, revy-ikonet Preben Kaas, bortset fra ham selv. Men Nikolaj blev skuespiller som sin far. Han er blevet udråbt til sin generations største skuespiltalent, og i dag knytter hele Danmark efternavnet Lie Kaas til gummiansigtet, der har vist sig at være lige så populært som vært i Zulu Comedy Galla og dramaserier på DR, som det er anmelderkært i dogmefilm og på Det Kongelige Teater. Og et eller andet sted i den proces har Nikolaj Lie Kaas fået en fagskade.

»Jeg ser det konstant. Jeg kan ikke slå det fra. Når jeg går ind i et rum, danner jeg mig meget hurtigt et billede af, hvordan folks kropssprog og mimik er, og hvad det siger om dem. Hvad de forsøger at skjule for verden. Alle de der små fysiske ting. Jeg suger til mig fra alle mennesker for at bruge det i de roller, jeg spiller,« siger han.

»På Teaterskolen var der flere skuespillere – jeg nævner ingen navne – der fik et kick ud af at kalde folk på deres ubevidste afledningsmanøvrer. De der bittesmå ting, vi gør helt intuitivt, når vi bliver generte. Som at vi tager os til øjet, når vi blærer os. Folk tager sig næsten altid til øjet, når de skal sige noget, som de synes er lidt vildt, men de vil gerne lade, som om det ikke er noget særligt. Nogle syntes, det var vanvittigt interessant at kommentere dem: ”AAAAARH, du gør det der, fordi …”, eller ”det der smil var da vist ikke ægte, hva’?” Personligt har jeg ikke behov for at sige: ”AAARDRDSRRHMMMMØØØHH …”«

Han stikker tungen lagt ud af halsen og peger på mig.

»… men jeg lægger mærke til det. Hele tiden. Jeg kan ikke lade være.«

Gør du det lige nu?

»Ja.«

Hvad ser du?

»Jeg sidder og tænker på, at du har mere nosser, end du viser mig. Du virker meget ydmyg og ordentlig. Jeg tror, det er mere en facade end noget, du i virkeligheden er. Jeg tror ikke, du er sådan over for alle,« lyder den nøgterne (og skræmmende præcise) analyse. Før jeg kan nå at reagere, siger han:

»Dén havde jeg også meget, da jeg var yngre. At jeg gjorde mig umage med at virke ydmyg over for situationen. Jeg skulle altid være sikker på, at folk forstod mig og følte sig trygge i mit selskab. Men med tiden kan jeg mærke, at det aftager. Min indstilling til, hvordan jeg møder andre mennesker, er helt anderledes nu, end da jeg var yngre. Jeg er slet ikke så undskyldende for mig selv, som jeg var engang.«

For nylig er Nikolaj Lie Kaas blevet »besat af hjernen«. Han har læst »vanvittigt meget« om den. Det skete i forbindelse med optagelser til hans seneste film, ”Du forsvinder”, som er filmatiseringen af Christian Jungersens roman om den sympatiske skoleleder Frederik, som ændrer personlighed og begår bedrag, da han får en hjernesvulst.

»Det er simpelthen, fordi man muterer til at blive et andet menneske. Hjernen bliver også anderledes med alderen. Den ændrer sig helt fysisk. Det er ikke bare noget med, at din hjerne tænker anderledes, din hjerne laver nervebaner og receptorer, helt fysisk laver den nye broer og nye veje. Så man kan ikke undgå at blive et andet menneske, end da man var yngre. Jeg kan godt huske, hvordan det var, men man kan bare ikke komme tilbage til det sted.«

Legen er i gang. Nikolaj Lie Kaas ser på brudstykkernerne fra fortiden og fortæller om de versioner af sig selv, han var engang …

1. KOMIKERENS SØN

»Min far flyttede fra min mor, da jeg var 2 år. Jeg husker stort set ingenting fra den tid. Jeg har ikke noget forhold til min far. Overhovedet. Jeg har kun svage erindringer. Små flashes. Jeg kan huske, at jeg engang var ude at køre med ham i hans blå BMW. Dér er et link. Jeg sidder på bagsædet. Jeg kan huske, at han er stiv. Og så kan jeg huske, at han skulle køre ind på en gårdsplads til nogle venner, som boede på et gods, hvor der var en voldgrav rundt om. Og så fortsatte han videre ud ad vejen og kørte i voldgraven. Han var vel for stiv til at bremse. Så kom Falck og hev bilen op. Jeg var ikke bange eller ked af det. Slet ikke. Jeg tænkte bare: Sådan er det. Jeg var vel fem år.

Dengang var verden så lille, at hvis du var berømt i Danmark, så var du verdensberømt. Sådan føltes det i hvert fald. Preben Kaas var stor. Det kunne jeg godt mærke. Også på familiens venner. De var alle sammen nogle, man havde set i fjernsynet. Jeg kan huske, jeg var med til Cirkusrevyen. Og jeg kan huske, at jeg engang stod ude bagved og kiggede på Dirch Passer gennem et hul i væggen. Folk fortalte mig, at det var ham. Jeg så bare en mand, der så fjollet ud i klovnetøj, mens han stod og skabte sig tosset.

Vi havde en swimmingpool. Det er sådan en 70’er-ting. Det var min far, der var årsag til, at vi fik den swimmingpool. Han havde brækket ryggen. Han stod og instruerede et eller andet, da han faldt bagover ned i orkestergraven. Der var ret langt ned. Han var tæt på at dø. Så han skulle genoptræne sin ryg, og han fik at vide, at svømning var den bedste måde at gøre det på. Jeg tror seriøst aldrig, han har brugt den pool. Måske når der var en pressefotograf i nærheden. På billeder fungerede den rigtig godt. Det var en vigtig ting, den pool. Et stort trækplaster.

Når jeg er et sted, hvor der er en swimmingpool, bliver jeg draget mod den. Jeg bliver tit drillet af mine venner med, at når Nikolaj ser en pool, så ser vi ham ikke de næste tre dage. Jeg er glad for at dykke. Det er meditativt. Det minder mig om min barndom. Jeg kan godt lide den der foster-agtige tilstand, man er i under vand. At være vægtløs. At være væk.

Da jeg begyndte i skole, var jeg meget stolt af, at Preben Kaas var min far, selv om han stort set ikke eksisterede i mit liv. Jeg gik altid rundt og sagde til folk, at jeg ville være komiker. Men det var bare, fordi han var det.

Det var først, da jeg selv blev far, at jeg for alvor fandt ud af, hvordan han var far. Men vi er så forskellige, at jeg slet ikke kan spejle mig i det. Jeg føler ikke engang, jeg gør det på en bedre måde end ham. Det var en anden tid. Han gjorde, hvad han kunne. Han var der ikke. Men han havde heller ikke behov for at være der. Han kunne ikke finde ud af det. Men lad nu det være. Jeg har tilgivet ham. Fuldstændig.

Man kan ikke bare sige, at folk skal tage sig sammen. Med tiden finder man ud af, at de fleste mennesker faktisk ikke er i stand til at gøre det bedre, end de gør.«

2. EN LINSELUS MED DAMEBRILLER

»”Hva’ så, der?” Jeg ser rimelig cocky ud. Især når man tænker på, at jeg har valgt at købe mig en damebrille. Jeg kan huske, at jeg gik ind og pegede og sagde: ”Jeg vil gerne have dem der”. Jeg har været 13 år eller sådan noget. Både min mor og optikeren sagde: Du ved godt, de er til piger, ikke? Men jeg syntes, de var fede. Det er utroligt, når man kigger på det billede, at jeg i dag er gift med en kvinde.

Billedet er taget inde i Tivoli af en pressefotograf til en premiere på et eller andet. Hun prøvede nogle gange at undgå kameraerne, hvis hun kunne. Det forstod jeg ikke. Jeg hev og sled i min mor, så vi kunne få taget et billede, for jeg syntes, det var det cooleste at være i avisen eller i et blad. Jeg elskede pressen dengang. Elskede den. Men jeg fik ligesom en flad, da min mor døde, og det gik op for mig, at der ikke var andre tilbage end mig. Der begyndte jeg at tænke: Hvad handler det her om? Hvorfor skal du stå foran det kamera? Hvad får du ud af det?

Jeg var en særling. Nørdet. Introvert. Sport gik jeg ikke rigtig til. Faktisk gjorde jeg ikke særlig meget, der havde noget med andre mennesker at gøre. Jeg holdt mest af at sidde derhjemme og lave mine egne trommesæt ud af puder.

Min mor og jeg snakkede om mange voksne ting, da jeg var barn. Det betød, at jeg meget tidligt begyndte at tænke over livet og døden. Og jeg tog måske også nogle af hendes holdninger med i skole. Jeg kan huske engang i klassen, hvor jeg sagde: Man skal huske at elske sig selv. Det var en stor bombe. De andre syntes, det var det mest selvoptagede, nogen nogensinde havde sagt. Jeg syntes, det gav god mening. Min mor havde forklaret mig det på en god måde.

Vores forhold var meget tæt. Jeg ved ikke, om det er normalt for folk, der er børn af enlige mødre. Nogle gange kunne jeg finde på at droppe aftaler med venner fra klassen, fordi jeg hellere ville være sammen med min mor.

I mange år hed jeg bare Nikolaj Lie. Alle mine klassekammerater og venner fra dengang, jeg var i Tivoligarden, kalder mig stadig bare Lie. Min mor syntes ikke, Preben fortjente at være en del af mig. Hun sagde aldrig noget negativt om ham, men jeg kunne godt mærke, hun syntes, han var et fjols. Hun skrev en bog om ham, ”Fløde 2”. Den måske mest sælgende bog i 1981. Det var lige inden, han døde. Bogen handlede om, at han slog hende. På det tidspunkt var vold i hjemmet ikke noget, man talte højt om. Man tyssede det, men pludselig, da nogen begyndte at tale om det, væltede det frem.

Jeg læste ikke bogen før mange år senere. Jeg var nok 25. Jeg skulle lige bruge nogle år på at tage mig sammen. Det er en rigtig god bog. Men den var hård at læse.

Jeg havde også et meget tæt forhold til min mormor. Hun var Jehovas Vidne. Og hun var klunser. Jeg cyklede rundt med hende og samlede mad ind. Vi havde ikke en særlig stor indkomst, min mor og jeg. Den primære årsag til, at jeg er blevet 1.87 meter, er, at min mormor kom med mad til os, som hun enten fik fra folk eller butikker, der gav hende det, fordi det havde overskredet sidste salgsdato. Sådan noget mad har jeg levet af. Egentlig havde vi heller ikke råd til, at jeg gik på Zahles Skole. Så jeg fik dispensation. Dengang mærkede jeg ikke, at vi manglede penge. Men som voksen kan jeg godt se, at det var den eneste måde, vi kunne leve på.

Biblen fyldte meget i min opvækst. Min mormor afholdt en slags bibelskole, hvor vi læste den, og så spurgte hun mig, hvad moralen var. Det har jeg lært meget af, selv om jeg havde jeg svært ved at få historierne til at hænge sammen. Jehovas Vidner venter jo på den dag, hvor man kan ae løverne, hvor slangerne ikke bider, og hvor ingen slår hinanden ihjel, fordi der ikke findes mere ondskab. Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere røvsygt. Jeg kan ikke forstå, hvad man så skulle leve for. Jeg synes, der er en vanvittig drivkraft i mørke og angst. Angsten for at stå stille, frygten for at dø. Den er en lige så vigtig del af livet som det at hvile i sig selv.

I dag er jeg agnostiker. Men det betyder ikke, at jeg tror på ingenting. Jeg tror på noget. Det er helt sikkert. Det er svært at forklare hvad. Men jeg tror på en energi. Vi kan kalde det naturen. Vi kan kalde det en balance. Jeg tror bare ikke på nogen Gud.

Hvis man skal se fornuften i det, så er Biblen jo en pissegod håndbog for, hvordan man skal være et menneske og trække vejret. Om jeg stadig har den stående? Selvfølgelig. Findes der mennesker, der ikke har en bibel? Har du ikke en bibel? Er det rigtigt? Nå, men den findes på nettet, så det går jo nok.«

3. DEN NØGNE DRENG

»Det billede er fra den allerførste dag på optagelserne. Det er første gang nogensinde, at jeg bliver filmet. Thomas (Villum Jensen, red.) spørger mig, om jeg ikke kan skaffe våben til dem, og så siger jeg: ”Jeg kan skaffe det meste.” Jeg havde én replik i den scene. Og man kan næsten ikke forstå den. Jeg siger den næsten ikke. Sådan er det nærmest hele filmen igennem.

Nøgen var klart den følelse, jeg havde lige der. Jeg satsede bare. Jeg håbede på, at det, jeg lavede, var noget, der kunne et eller andet. For jeg anede ikke, hvad jeg lavede.

Jeg havde jo ikke nogen hjerne på det tidspunkt. Jeg var 16-17 år. Min mor døde et år før. Jeg anede ikke, hvad der skulle ske med mig.

I den plejefamilie, jeg kom ind i efter min mors død, fik jeg en storebror og en bror på min alder, der hed Peter. Storebroren sendte både mig og Peter til den her casting i Lyngby. Der var titusind børn til casting på otte roller. Og jeg blev ved med at gå videre. Det var første gang, jeg flippede over, at jeg faktisk kunne noget. Det var fuldstændig ”X Factor”-uvirkeligt. Jeg havde ikke nogen selvtillid overhovedet. Men det var åbenbart det, der fungerede på film. At jeg var sådan en forknyttet en med briller, der så ud, som om jeg ikke troede på mig selv.

Næsten alle de andre drenge, som var med i filmen, gik videre til at lave noget mere med film. Jeg havde ikke rigtig noget. Så makeupartisten Dennis Knudsen, som stod for sminken på den film, spurgte, om jeg ikke ville i lære hos ham. Det interesserede mig ikke rigtig. Men det var sødt af ham at spørge. Det har jeg aldrig glemt.

Der gik nogle år, før jeg blev spurgt, om jeg ville være med i ”Min fynske barndom”. Jeg havde søgt ind på HF og fik senere et brev fra dem, fordi de undrede sig over, at jeg ikke var dukket op. Jeg stod med valget mellem HF og en spillefilm. Det var ikke et særligt svært valg. Og der var jo ikke nogen forældre, som var i live til at sige, at jeg skulle gøre noget andet.

Folk begyndte at spørge, om jeg skulle på Teaterskolen. Det skulle jeg i hvert fald ikke. Jeg havde ingen ambitioner om at blive som alle de andre. Jeg har altid været ham, som har det bedst med at stå udenfor og kigge ind. Det har jeg fået at vide hele mit liv, at jeg har en tendens til at gøre. Men da jeg så mig selv i ”Min fynske barndom”, syntes jeg virkelig ikke, at jeg gjorde det ret godt. Det var frustrerende at se, at jeg ikke magtede opgaven. Alle andre var søde og sagde, at jeg var god. Men det var jeg virkelig ikke.

Den form for negativ energi fungerer godt for mig. Irritationen over ikke at være god nok pissede mig så meget af, at jeg var nødt til at gøre noget ved det. Og så søgte jeg ind på Teaterskolen.

Jeg havde en idé om, at det var sådan en slags sekt. Når jeg så unge skuespillere, der spillede meget teatralsk, kunne jeg ikke koncentrere mig om, hvad de sagde, fordi de fremførte deres replikker på sådan en sindssygt mærkelig måde. Det gjorde mig bange. For hvor kom det fra? Det var vel Teaterskolens skyld. Da jeg kom ind, fandt jeg hurtigt ud af, at sådan var det ikke. Det er jo for helvede ikke Scientology. Det er bare en skole. Ingen kan ændre det menneske, du er. De kan kun udvikle de gaver, du allerede har.«

4. IDIOTEN, DER IKKE KAN GØRE FOR DET

»Før vi gik i gang med optagelserne til ”Blinkende lygter”, kendte jeg både Ulrich (Thomsen, red.) og Anders Thomas (Jensen, instruktør, red.) Vi udviklede en fed jargon. Den humor og dialog, vi havde, minder meget om den, som vores karakterer har i filmen. Anders Thomas’ humor tiltaler mig meget. Måden at tale på ligger meget tæt på min egen, så jeg ændrer næsten aldrig noget i en replik, som han har skrevet.

At spille en karakter, som er ufrivillig morsom, er altid sjovt. Jeg har en stor kærlighed til idioten, som ikke kan gøre for det. Da vi lavede ”Mænd og høns” for to år siden, var det som at gå tilbage til udgangspunktet. Jeg havde ikke spillet den der usikre type i 12 år. Det var virkelig en walk down memory lane. Det var næsten svært at finde tilbage til den igen. Jeg var blevet et andet menneske. Jeg havde prøvet nogle andre ting. Udviklet nogle andre behov.

Jævnligt bliver jeg spurgt, om jeg ikke kunne tænke mig at lave revy. Men jeg kan ikke forholde mig til det. Jeg ser det på TV2 Charlie en gang imellem, og så falder jeg i staver over det. For det er fuldstændig som at se på nogen fra en anden planet. Jeg kan sidde og kigge på det i flere timer. Det er meget dragende. Det er en virkelighed, som føles så langt fra min egen.

De ting, min far lavede, kan jeg slet ikke spejle mig i. Jeg har altid tænkt, at det var utroligt, som jeg havde svært ved at se mig selv i ham. Han må have haft en helt anden smag. Og en anden ligefremhed, som jeg slet ikke har. Han virker meget mere charmerende og ekstrovert. Jeg er meget mere forkvaklet. Men jeg kan mærke, jeg består af ham. At jeg har en del af hans gaver. Hans tæft. Hans fornemmelse for at læse scener og se det humoristiske potentiale i et materiale. Få noget ud af ingenting. Prutte med armhule-genet.«

5. EN SULTEN STJERNE

»Det er første gang i mit liv, jeg har en smoking på. Jeg er 24 år. Det var en kæmpeoplevelse. Jeg kan huske, at vi kom kørende op til palæet i den handicapbus, som er med i ”Idioterne”, og som de på en eller anden måde havde fået fragtet til Cannes. Vi kunne næsten ikke komme forbi afspærringen, fordi vagterne havde svært ved at forstå, at vi ikke kom i en limousine.

Filmen er blevet vist, og vi er netop blevet ført ud fra palæet. De spiller noget musik, som vi havde indspillet i forbindelse med ”Idioterne”, hvor Lars (von Trier, red.) synger ”You’re my Lady, I’m your man”. Resten af os synger kor som idioterne. Vi spasser helt ud, og det lyder helt sort. Da det bliver blæst ud i højtalerne i Cannes, lyder det, som om folk buher af os, idet vi kommer ud. Det var ret syret. Der stod rigtig mange mennesker udenfor, og de forstod ingenting. Det er formentlig også derfor, jeg ser sådan ud i hovedet.

Udlandet var for mig dengang ikke-eksisterende. Jeg troede ikke på det, overhovedet. Underligt nok. Jeg kunne mærke, at mange af dem, som var i Cannes med ”Festen”, tænkte i de baner. Sådan nogle som Ulrich Thomsen og Mads Mikkelsen havde planer om at tage til udlandet allerede inden, de begyndte på Teaterskolen. Sådan har det slet ikke været for mig.

Jeg har en agent i USA, der gør en masse for mig. Jeg vil det mere og mere, kan jeg mærke. Men jeg har slet ikke haft et drive på samme måde som andre.

Da jeg lavede ”Engle og dæmoner”, blev Peterspladsen opført i Los Angeles. Med søjler og hele lortet. Det er ikke så tit, man laver så store film. Selve arbejdet er jo mere eller mindre det samme som på en dansk produktion. Men alting omkring os var meget, meget større. Tag bare frokosten. Den første dag på optagelserne kom der en pige hen og spurgte, om jeg var sulten. Jeg sagde ja. Så sagde hun: ”Hvad vil du have?” Jeg svarede: Hvad har I? Hun gentog: ”Hvad vil du have?” Der gik det op for mig, hvor stort det her var. Der stod en mand og stegte fisk.

Der stod en mand og kogte fisk. Der stod en mand og stegte bøffer. Der stod en mand og lavede sushi. Der stod en mand og lavede thaimad. Du kunne bare lukke øjnene og tænke på noget, du gerne ville spise, og så var det der. Der stod en mand, hvis eneste job var at dyppe jordbær i chokolade. Selv de store amerikanske stjerner syntes det var lidt vildt. Også Tom Hanks. Selv om han mest spiste frokost i sin trailer.«

6. ET IKKE HELT NORMALT MENNESKE

»Det var mig, der foreslog min kæreste, at vi skulle have børn. Sjovt nok. Anne var ikke specielt parat. Hun var 28. Jeg var 33. Vi lå på en strand i Italien. Det syntes jeg, vi havde gjort lidt for mange gange. Så jeg sagde: ”Er det her ikke lidt nemt?” Vi havde brug for en udfordring, syntes jeg. Og så gjorde vi det meget besværligt for os selv.

Dengangvidste jeg ikke rigtig, hvad livet skulle handle om. Skuespil er fedt, men jeg kunne også godt mærke, at hvis jeg ligger min identitet i at være en succesfuld skuespiller, så stod tomheden lige om hjørnet og ventede. Min far var i høj grad et menneske, som brugte sin karriere som sin identitet. Han gik den vej. Så det stod relativt tidligt meget klart for mig, at jeg skulle noget andet.

Men jeg er også glad for, at jeg først fik børn, da jeg fik børn. Folk siger: ”Der er ikke noget at vente på.” Det kan jeg lige love dig for, at der er. Det er noget bullshit. Du fortryder ikke, de børn du får. Men du vil ikke kunne nyde dem på samme måde, hvis du ikke har fået alt det andet ud af kroppen.

Jeg vidste ikke en skid om, hvad det vil sige at have børn på det tidspunkt. Med tiden har jeg lært, at tingene skal supplere hinanden.

Da jeg var barn, sagde min mor noget til mig, som jeg har tænkt meget på siden. Jeg skulle på koloniferie med nogle andre børn. Og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle af sted uden hende. Jeg tudede og ville ikke af sted. ”Du vil ikke være sammen med mig,” sagde jeg. Hun svarede: ”Nikolaj, søde ven, jeg elsker dig overalt på jorden. Men du er ikke hele mit liv.” Der blev jeg helt forarget. Men det gav mening for mig meget, meget hurtigt. I dag forstår jeg præcis, hvad hun mente.

Jeg forstår udmærket de mennesker, der ikke får børn. Er du sindssyg. Du bliver meget ældre på rekordtid. Helt fysisk. Og der er nogle forhold, der ikke kan klare det. Der er masser af gode grunde til ikke at få børn. Personligt ville jeg ikke kunne leve uden.

Det kan gå to veje, når man har sådan en baggrund som min. Og jeg har ikke haft noget valg. At få børn og have et stort behov for at være sammen med dem er ikke et valg. Det er ikke spor filantropisk. Det er et meget, meget egocentrisk projekt.

Konsekvensen er, at jeg ikke kan rejse så meget. Hvilket har stået i vejen for en del. Mange vil mene, at jeg sagtens kan tage væk. Man kan gøre hvad som helst. Min far skred jo. Og jeg er ikke blevet alkoholiker eller noget. Endnu. Alt kan lade sig gøre. Men jeg kan bare ikke holde ud at være for meget væk.

Det kan da godt være, jeg har en masse traumer. Jeg har ikke slået nogen ihjel eller raseret en bar lige for nylig. Ergo lader det til, at jeg ikke har nogen traumer. Men det er jo typisk folk, der siger, de ikke har traumer, som har dem. Helt normal er jeg jo ikke. Jeg kan godt mærke, at jeg har mit at kæmpe med. Men hvem har ikke det?«

7. POLITIMANDEN, DER ER TRÆT AF PIS

»I min bog er Carl Mørck det menneske, som vi alle sammen består af. Han er det menneske, der er træt af pis, og som ikke forsøger at leve op til nogen form for socialt kodeks for, hvordan man skal opføre sig. Grundlæggende kan jeg godt lide ham. Der er en stor del af Carl, som jeg kan genkende i mig selv. Det med at være et menneske, som har behov for at være sin egen, og hvis folk ikke accepterer det, så kan de rende ham. Den korte lunte til omverden. Og lysten til at sige til folk, hvad man mener om dem.

Hvis man er introvert, som både Carl og jeg selv er, skal man sommetider tage tilløb for at konfrontere den virkelige verden. Være på. Det skal man tit som skuespiller. Ikke så meget i selve jobbet. Mere alt det rundtom. At spille skuespil er i og for sig et meget intimt arbejde, som du ikke nødvendigvis behøver at være særlig sceneglad for at udføre. Jeg synes, det er meget, meget privat at lave film.

Da jeg blev 40, var der nogle, der forsøgte at opsummere mit liv for at se, hvad jeg havde præsteret. De kom frem til, at min karriere spændte fra meget store, interessante film til meget, meget tvivlsomme projekter. Dirch Passer blev også slået i hovedet med, at han lavede virkelig dårlige film. Nu lavede han nok lidt flere end mig. Men der var meget lort imellem. Selvfølgelig har jeg truffet nogle tvivlsomme valg. Også nogle, hvor jeg tænker: ”Hvorfor fanden lavede jeg det?” Men jeg føler ikke, det har været forkert at træffe de tvivlsomme valg. Jeg synes, det er sjovere at satse end at lade være.

Jeg har altid været god til at tackle kritik. Helt ærligt. Min største kritiker er for helvede mig selv. Da jeg spillede Dirch, sad hele Nationen på Ekstra Bladet og hamrede i tastaturet. Der var helt vildt mange mennesker, der havde en holdning til, at det ikke skulle være mig. At det skulle havet været Anders Matthesen eller en anden. Det er interessant at høre. Det mener jeg virkelig. Men lige præcis den slags kan ikke stresse mig. Overhovedet. For jeg ved, at de ambitioner og det pres, andre måtte lægge på mig, slet ikke kan måle sig med det pres, jeg lægger på mig selv. Jeg vil altid slå mig selv i hovedet med nogle ting, som er langt værre end det, hele Nationen kan slå mig i hovedet med.

Jeg sidder altid med følelsen af, at der er ting, jeg kunne have løst bedre. Der er ingen af mine film, hvor jeg har siddet og tænkt: ”Yes, baby.” Det er aldrig sket, og jeg håber aldrig, det sker. For hvad gør man så? Skal du så sige tak for nu? Ej, vel. Med alderen bliver man bedre og bedre til at ramme de ting, man gerne vil ramme. Man bliver ”dygtig”. For dygtig, nogle gange. Og hvis noget bliver for dygtigt, så skal man sgu begynde at lave om på det. Visse ting lykkes selvfølgelig bedre end andre. En gang imellem tænker jeg: ”O.k. Dét der kan jeg godt holde ud”.«