Uenighed om Puk Damsgårds optræden i 21 Søndag

Søndag aften kunne mere end 600.000 seere til DR’s 21 Søndag se og høre historien om fotografen Daniel Rye Ottesen, der i 13 måneder var gidsel hos terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien.

Den grufulde historie om Daniel Ryes tilfangetagelse blev vist i et 20 minutter langt indslag lavet af DR’s journalist og mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, der er forfatter til bogen ”Ser du månen, Daniel” om fotografens 398 dage som gidsel. Kritiske røster på de sociale medier har kaldt det gratis reklame for Puk Damsgårds bog, men hvor går grænsen for, hvad en journalist må dække i en sag, hvor også journalistens egne private og økonomiske interesser er på spil?

I denne sag var der ingen tvivl om, at Puk Damsgård selv skulle lave indslaget, siger chefen for TV Avisen, Thomas Falbe.

»Jeg kan godt forstå overvejelserne, men i dette tilfælde er det kun Puk Damsgård, der har den journalistiske historie, og selvfølgelig er vi også interesserede i at lave så god og klar en fortælling til flest mulige danskere som muligt,« siger han og tilføjer, at i en historie som denne betyder relationerne og tilliden til familien meget, og derfor kan man ikke sætte en anden journalist til at dække sagen.

Timingen er et problem

Men der kan være problemer i dobbeltrollen, mener Vibeke Borberg, forskningschef i medieret og presseetik, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

»Der er ikke nogen tvivl om, at hun er den mest relevante reporter at sætte til at lave netop det indslag, men i dette tilfælde er spørgsmålet, om timingen er i orden. Hvis de vil sende det indslag nu, så skulle de nok have valgt en anden journalist,« siger hun.

»Hvis DR vil have Puk Damsgård til at lave indslaget, burde de ikke have valgt at sende det i en tidsmæssig sammenhæng med udgivelsen af hendes bog,« vurderer hun.

Vibeke Borberg fortæller desuden, der ikke findes nogen håndfaste regler, og derfor er det i høj grad op til medierne selv at vurdere, hvor grænsen går.

På Jyllands-Posten har der tidligere været lignende tilfælde, hvor journalister har skrevet bøger om emner, de også har dækket for avisen – både før og efter bogudgivelsen. Og det er ikke nødvendigvis et problem, mener chefredaktør Pierre Collignon.

»Den generelle regel er jo, at man ikke kan dække noget, som man har private interesser i, men forfatterskaber kan være undtagelsen for reglen, hvor man som medarbejder og medie kan have en fælles interesse,« siger han, og tilføjer, at man i de tilfælde ofte lader andre journalister stå for evt. omtale af udgivelsen, men der kan også være tilfælde, hvor det ikke giver mening.

»Det kan også ske, at vi lader det være én og samme person, hvis der er tale om noget særligt stof, som de kun selv kan formidle, og så er der ikke nogen modsætning i det for os,« siger han.

Bogen er et privat projekt

Pierre Collignon mener ikke, at der er nogen forskel på, om der er tale om et public service-medie som DR eller et privat medie, men det er forskningschefen ikke enig i.

»Jeg synes, at det har en betydning, at DR er et public service-medie, som er finansieret af licenspenge. Et privatejet medie kan godt sige, at de gerne vil gøre en indsats for at skabe opmærksomhed på en bog, som en af deres journalister har lavet, så længe de husker at deklarere det i artiklerne. I et public servicemedie mener jeg, at vi har et krav på ikke at blive udsat for skjult promovering,« siger Vibeke Borberg.

Thomas Falbe vil ikke komme med et direkte bud på, hvor grænsen går, men siger:

»Jeg har intet kendskab til Puk Damsgårds og forlagets aftaler. Overhovedet ikke. Det er hendes private projekt, hvad bogudgivelsen angår, og for mig at se, er det vigtigste, at det ligger inden for et virke, som ikke kompromitterer hendes troværdighed som journalist.