Klar til at vise det nye Frihedsmuseum
Vinderen af arkitektkonkurrencen afsløres meget passende den 5. maj.
I dag - den 28. april - er det nøjagtig to år siden, at Frihedsmuseet i København blev raseret af en voldsom brand.
Heldigvis lykkedes det at redde samlinger og andet, hvorfor disse blev reddet for eftertiden.
Men bygningerne stod ikke til at redde og er siden blev revet ned.
Museets fremtid har været diskuteret livligt, men det blev besluttet, at opføre et nyt museum, hvor det gamle lå.
I december sidste år indbød Kulturministeriet fem arkitektfirmaer til at byde ind på et nyt museum og nu har en jury med kulturminister Marianne Jelved som formand, truffet en beslutning.
Hvilket projekt, der er udpeget som vinder offentliggøres i Nationalmuseets festsal på 70-årsdagen for Danmarks befrielse den 5. maj.
Museet, der retteligen hedder Museum for Danmarks Frihedskamp 1940-1945 - ventes at stå færdigt i 2018.
Ligesom tilfældet var tidligere, skal det nye museum gennem faste og skiftende udstillinger skildre Danmarks frihedskamp og det ventes, at museet opbygges med afsæt i de mest moderne udstillings- og formidlingsteknikker.
Museet sorterer under Nationalmuseet, og her er det ambitionen at det årlige besøgstal efter genåbning skal overstige de 65-70.000, der gæstede museet årligt før branden, der i øvrigt aldrig er blevet fuldt opklaret.
Staten finansierer det nye museum med 63,7 millioner kroner, men det er også støttet af A.P. Møller-fonden (20 mio. kr) og Augustinus-fonden (10 mio. kr.)
Vinderprojektet og de øvrige fire udstilles på Nationalmuseet fra den 6. maj og frem til 16. august.