Fortsæt til indhold
Kultur

Berømt nazi-bytte leveres ikke tilbage til jødisk familie

En årelang strid om et kostbart maleri er endt med, at det forbliver den østrigske stats ejendom.

Gustav Klimts Beethoven-frise forbliver den østrigske stats ejendom.

En årelang strid om et af maleren Gustav Klimts mest berømte værker er nu endt med det modsatte resultat end mest almindeligt er i sager, hvor en jødisk familie gør krav på kunst stjålet af nazisterne under Anden Verdenskrig.

Værket - der er kendt som Beethoven-frisen - tilhørte oprindelig den stenrige jødiske industrifyrste August Lederer, der købte det i 1915, men blev i 1938 beslaglagt af nazisterne.

Seneste krav fra Lederers arvinger om at få værket udleveret er nu afvist af en domstol i Wien.

Værket, der har en ganske speciel historie, blev umiddelbart efter krigen formelt leveret tilbage til familien, der der var repræsenteret af August Lederers søn, Erich Lederer. Da han - der boede i Schweiz - fik billedet tilkendt, nedlagde den østrigske stat forbud mod at billedet blev ført ud af landet.

Klimt malende direkte på væggen i 1902 i forbindelse med en udstilling, og det var meningen at værket efter udstillingen skulle være fjernet, men dette skete heldigvis ikke.

Siden blev Erich Lederer - efter eget og familiens udsagn - tvunget til i 1972 at sælge værket til den østrigske stat til en pris langt under vurderingen.

Dette bestrider den østrigske stat, der har meddelt, at Lederer selv gik med til en pris på 680.000 euro.

Lederer-familien anlagde sag mod den østrigske stat i 2013 med krav om udlevering af værket, og det er det krav, der nu er afvist af domstolen i Wien.

Beethoven-frisen opfattes som et af Klimts mest monumentale værker, men faktisk var det slet ikke meningen, at det skulle have været bevaret.

Værket, der markerer begyndelsen på Klimts i bogstaveligste forstand gyldne periode, blev i 1902 malet direkte på væggen i forbindelse med en udstilling i Wiens berømte Art Nouveau-museum - og det var meningen at det skulle være fjernet efter udstillingen.

Men Beethoven-frisen, der er inspireret af Richard Wagners tolkning af Beethovens niende symfoni, blev på væggen: Ingen kunne nænne at fjerne værket, der allerede dengang fik meget beundrende omtale.

Art noveau-museet i Wien er det eneste rigtige sted at opbevare og udstille Gustav Klimts frise, der regnes for en af stilartens hovedværker.

På museet i Wien er man begejstret over rettens afgørelse, idet man mener, at netop art nouveau-museet er det eneste rigtige sted at bevare og udstille et af stilretningens absolutte hovedværker.

De østrigske myndigheder bestrider, at afgørelsen i den akruelle sag skal ses som et tilbageslag for landets ønske om at returnere så meget plyndret nazikunst som muligt til dets retmæssige ejere.

Siden 1990'erne har Østrig returneret omkring 50.000 værker til disse retmæssige ejere og bestræbelserne på at returnere kunst stjålet af nazisterne vil fortsætte, understreges det.