»Det var ikke bare en normal seerstorm. Det var en orkan«
Tv: For 20 år siden fik Søren Ryge en bøde for at kvæle en due for åben skærm. Episoden blev dog overgået kort efter, fortæller den afholdte tv-mand.
Søren Ryge kan godt lide at drille.
Det var dog hverken meningen, at han ville provokere eller tirre nogen, da han i april 1994 valgte at kvæle en due for åben skærm.
»Det var ikke min hensigt at lave noget fuldstændig uforglemmeligt, og vi havde ikke siddet på et redaktionsmøde og aftalt, at vi skulle lave sjov og ballade og chokere folk. Slet, slet ikke,« fortæller Søren Ryge, 20 år efter at han modtog en bøde på 1.500 kr. for episoden.
Hvorfor han valgte at kvæle duen, er et af de spørgsmål, han har fået flest gange i sin lange tv-karriere, og stadig i dag bliver han mødt med spørgsmålet.
Dyr skal aflives hurtigt
Svaret er, at programmets ærinde var at skabe en debat om den langtrukne aflivningsform, som dengang var den gængse procedure blandt jægere og dueavlere.
I programmet besøgte Søren Ryge et medlem af Dyreetisk Råd, som med henvisning til Dyreværnslovens paragraf 13 understregede, at aflivning af dyr skal ske så hurtigt og smertefrit som muligt.
Så langt, så godt.
Søren Ryge fortalte seerne, at han ikke brød sig om kvælningen. Han foretrak, at man i stedet rev hovedet af duerne og viste hvordan til seerne som en opfordring.
»Programmet var helt lige til, men ud af den halve eller hele million seere, der var, meldte to personer mig til politiet for dyremishandling. Den ene blev snakket fra det, men den anden kunne de ikke snakke fra det.«
Tiltalen og den efterfølgende bøde til Årets Dyreven anno 1991 fik massiv eksponering i medierne. Søren Ryge kalder episoden for en de mest omtalte sekvenser, han har lavet i sit lange virke som tv-journalist, men trods episodens tumultariske efterliv nåede han sit mål med udsendelsen.
Kort efter udsendelsen var der således en leder i Jagtbladet, hvor foreningen opfordrede dets medlemmer til at ændre praksis i forhold til dueaflivning.
En seerorkan
Men, men, men.
Episoden blev kort efter fulgt op af et indslag, som skabte langt mere røre i de danske hjem.
I et vinterprogram, som blev optaget på Søren Ryges private ejendom, endte han med at fange en skovskade i en fælde, som på det tidspunkt var lovlig.
Skovskaden havde fordrevet de andre små fugle fra hr. Ryges foderbræt, og han fortalte nu med stor indlevelse seerne, hvordan man kunne aflive skovskaden.
»Så holdt jeg nogle sekunders pause, inden jeg sagde: ”Men det kunne jeg aldrig drømme om. Skovskaden er en fredet fugl, og den skal der også være plads til.” Så lod jeg den flyve, og vi viste det i de smukkeste billeder,« husker Søren Ryge.
Dødstrusler
Det var før mailens tid, og blot få minutter efter programmet blev naturmanden ringet op fra Danmarks Radios afdelinger i både Aarhus og København.
»De spurgte mig, hvad helvede jeg havde gjort. Folk var begyndt at ringe ind som sindssyge og skældte ud over, at jeg havde slået en skovskade ihjel. Det var ikke bare en normal seerstorm. Det var en orkan,« husker Søren Ryge.
Han havde ikke slået en skovskade ihjel, men hans kunstpause var for lang, og i de efterfølgende dage væltede det ind med breve fra utilfredse seere.
»Jeg har stadig en kasse liggende med de værste 100 breve, hvor folk truer mig med liv og død, og at de vil slå mine børn ihjel, og jeg ved ikke hvad. Nu forbereder jeg altid seerne på, hvad der venter.«