Manden, der trak krigen ud, er død
Japan tager afsked med soldat fra Anden Verdenskrig, der først overgav sig i 1974.
En af Japans store militære helte, den 91-årige Hiroo Onada, er død.
Onada blev i 1974 verdenskendt, da han 29 år efter afslutningen på Anden Verdenskrig dukkede op fra junglen på Filippinerne, hvor han havde skjult sig i de mange mellemliggende år.
Den dengang 52-årige soldat var iklædt sin over 30 år gamle uniform fra den kejserlige japanske hær og fulgte rank som en ung mand med soldater fra det filippinske luftvåben ud til mødet med den moderne verden.
Modtaget som nationalhelt
Han overgav sig først, da hans tidligere befalingsmand fløj til Filippinerne og gav ham ordre til at indstille kampen.
Den indstilling gjorde ham med ét slag til en berømthed, og han blev modtaget som en nationalhelt, da han senere i 1974 vendte tilbage til Japan i selskab med en anden japansk soldat, der havde holdt ud i junglen indtil 1972.
Den japanske regerings talsmand, Yoshihide Suga, roser Onadas indstilling og utrættelige kampånd og tilføjer, at Onadas liv i junglen havde forlænget krigsafslutningen med mange år.
Efter Anden Verdenskrig levede hr. Onsda i junglen i mange år, og først da han vendte tilbage til Japan, følte jeg, at krigen var omme. Sådan havde jeg detYoshihide Suga, talsmand for Japans regering
"Efter Anden Verdenskrig levede hr. Onada i junglen i mange år, og først da han vendte tilbage til Japan, følte jeg, at krigen var omme. Sådan havde jeg det," siger Suga om Onadas tilbagevenden til livet i 1974.
Den tidligere efterretningsofficer forblev i alle årene tro mod sine ordrer om at blive bag fjendens linjer og spionere mod den efterhånden ikke-eksisterende fjende.
Mindst fire gange blev han eftersøgt og opfordret til at vende tilbage af familiemedlemmer, som brugte højttalere og kastede flyveblade ned over junglen med opfordringer til ham om at overgive sig. og komme hjem.
Ung japaner fik hul igennem
Men Onada følte sig forpligtet af sin ed til kejseren og nationen, som påbød ham at sejre eller dø.
Først da en ung japansk globetrotter, Norio Suzuki, i 1974 traskede ind i junglen på øen Lubang, ca. 150 km sydvest for hovedstaden Manila, slog lejr og satte sig til at vente på Onada, skete der noget.
"Hallo," lød det pludselig, da Onada tog kontakt, og derefter begyndte de to japanere at tale sammen. Suzuki fik efterhånden den standhaftige soldat overbevist om, at det kunne være muligt at overgive sig med æren i behold.
Den sidste ordre
Men alligevel blev det nødvendigt at fragte Onadas tidligere overordnede ned til Filippinerne.
Først da den tidligere major Yoshimi Taniguchi mødte op og personligt beordrede Onada til at overgive sig, gav han efter og afsluttede dermed Anden Verdenskrig.
Efterfølgende overgav Onada sig på formel vis til Filippinernes daværende præsident, Ferdinand Marcos. Under ceremonien var den magre mand klædt i sin gamle kejserlige uniform, sit sværd og sin uniformshue, som var i forbavsende god stand.
Onada: Årene var ikke spildt
Onada har efterfølgende fortalt, at han ikke opfatter årene i junglen som spildte.
"Uden den oplevelse ville jeg ikke have haft den liv, jeg har i dag. Nu gør jeg tingene dobbelt så hurtigt for at indhente det tabte," sagde Onada i 1995 i et interview med nyhedsbureauet AP.
Hiroo Onada blev efter sin hjemkomst leder af en naturskole i det nordlige Japan. Han sov ind på et hospital i Japan efter få dages indlæggelse.