Kroer, der var forbudt for de lokale
I middelalderen blev en lang række kroer kongeligt privilegerede - der er omkring 133 tilbage.
Bromølle Kro på Sjælland - der er landets ældste eksisterende kro - var den første danske kro, der fik ret til at kalde sig kongeligt privilegerede og dermed også fik retten til at bruge kongekronen i forbindelse med kroens navn.
Det privilegium fik den sjællandske kro allerede i 1198.
Siden fulgte mange flere, og i dag er der omkring 133 kroer tilbage, der frem til den 10. maj 1912, da beværterloven blev ændret, havde formel ret til at kalde sig kongeligt privilegeret kro og bruge kongekronen.
For de vejfarende
Kroernes fornemste opgave var at sørge for mad og overnatning til vejfarende, og de blev derfor bygget langs de vigtigste veje.
Der måtte makismalt være fire mil mellem kroerne - hvilket er omkring 40 kilometer. Og dette svarer nogenlunde til en dagsmarch for en hest.
Kroejerens privilegium var, at han måtte brænde brændevin og brygge øl. Han havde tilladelse til at bage og sælge brød - også ud ad huset. Endelig var han fritaget for at skulle indkvartere soldater.
Forbudt for de lokale
Frem til 1912 var det i øvrigt kun vejfarende, der måtte overnatte på kroerne.
Boede man i nærheden, var man forment adgang til kroen.
For det var, hvad det handlede om - at sikre, at der altid var mulighed for forplejning og overnatning for vejfarende. Derfor skulle de placeres på veje, der var særligt trafikerede og væsentlige.
Ændret flere gange
Hele systemet med de kongeligt privilegerede kroer blev ændret og justeret adskillige gange i løbet af middelalderen.
Således besluttede dronning Margrethe den Første i 1396, at hver lokal foged skulle sørge for, at der i hans område skulle bygges en kro for hver fjerde mil.
Hun understregede ved den lejlighed, at vejfarende skulle kunne overnatte og spise til en pris, der ikke oversteg priserne i den nærliggende købstad.
Landevejskroerne erstattede i øvrigt den meget udbredte overnatning på klostre, præster og bønder.
Voldgæsteri
Disse steder var ekstremt overbelastede - især klostrene.
Ordningen med klostrene som overnatning blev ofte misbrugt, og det kaldte man for "voldgæsteri".
Dette blev kategoriseret som hærværk, og i frygt for at også andre, der boede langs landevejene, ville blive misbrugt af gæster, der manglede tag over hovedet, blev det hele sat i system: Der skulle bygges kroer/herberger langs landevejene.