Fire små ord, der fangede en hel verden

Ish bin ein Bearleener

Denne sætning tilføjede USAs præsident John F. Kennedy med håndskrift i manuskriptet til den tale, han skulle holde foran over 400.000 tyskere samlet foran Rathaus Schöneberg i Berlin.

Og han skrev det på den måde - med en slags lydskrift - fordi hans tyske udtale var mildt sagt elendig.

Ich bin ein Berliner.

Fire af de mest berømte ord i moderne historien, og i dag - den 26. juni - er det nøjagtig 50 år siden, at den amerikanske præsident tog berlinerne og resten af verden med storm.

SE VIDEO: John F. Kennedys tale

Omstændighederne omkring den berømte tale - og hvor den berømte sætning kom fra - er temmelig uklare, men det vender vi tilbage til senere i denne artikel.

Kennedys tale blev holdt, da den Den Kolde Krig i den grad prægede forholdet mellem USA og Sovjet.

Det var iskoldt efter Cuba-krisen otte måneder tidligere, og berlinerne havde i 22 måneder levet i en by, der var adskilt af Muren.

At Kennedy - den mest magtfulde leder i Vesten - med de fire berømte ord på den måde solidariserede sig med berlinerne, vakte stor begejstring i Vesten - men bestemt ikke i Øst-blokken.

Mange myter

Myterne omkring talen - der uden sammenligning var Kennedys mest berømte - er mange. Og det handler om alt lige fra stedet, hvor talen blev holdt til dens indhold og om, hvorfra vendingen "Ich bin ein Berliner" egentlig kom.

Senest da Barack Obama forleden besøgte Berlin og holdt tale på Brandenburger Tor, har det igen i flere medier været nævnt, at John F. Kennedy holdt sin tale på Brandenburger Tor.

Det gjorde han ikke.

Det ville have været for politisk følsomt.

Det tætteste John F. Kennedy kom på den berømte triumfbue på Brandenburger Tor, der dengang befandt sig i Østberlin, var siddende bag i en åben bil sammen med Berlins overborgmester Willy Brandt og kansler Konrad Adenauer.

Ved rådhuset i Schöneberg

Talen blev holdt onsdag den 26. juni foran rådhuset i Schöneberg, idet man - otte måneder efter Cuba-krisen - fandt det en tand for provokerende at tale så tæt på DDR.

I dagene op til Kennedys Berlin-besøg, der blev indledt den 24. juni, skrev flere medier, at han ikke var specielt venlig stemt over for Tyskland. Blandt andet Der Spiegel konstaterede med denne overskrift, at han ikke var nogen ven af Tyskland: Kennedy kan ikke lide tyskere.

Men allerede, da han landede i Berlin, blev den unge amerikanske præsident modtaget og hyldet af begejstrede berlinere - og efter de berømte ord foran Rådhuset, var ingen tysker i tvivl om, hvor han havde sit hjerte.

Tilbage til det store - og aldrig fuldt besvarede spørgsmål:

Hvor fik Kennedy sit "Ich bin ein Berliner" - som han nævnte to gange i talen - fra?

Der er ikke den store uenighed om, at han i sin tale den 26. juni i Berlin genbrugte dele af en tale, som han holdt den 4. maj 1962 i New Orleans. I denne tale refererede han til udtrykket civis romanus sum (jeg er romersk borger) og omskrev det til "I'm a citizen of United States." Han gjorde det samme i sin Berlin-tale, men erstattede sidste del med de fire berømte ord.

Enigheden ophører

Men herfra ophører enigheden blandt historikere og andre kilder.

Nogle kilder vil vide, at udtrykket dukkede op i Kennedys erindring i ugerne op til Berlin-besøget. Han nævnte det overfor sine rådgivere og taleskriver Ted Sorensen, men disse mente ikke, at det var nogen god idé. Men Kennedy var så begejstret for udtrykket, at han selv i hånden skrev det ind i sin tale.

I sidste øjeblik?

Andre kilder hævder, at Kennedy faktisk skrev de berømte ord ind i sin tale i sidste øjeblik under indtryk af, hvad han havde set på sine rundture i Berlin i dagene forinden.

Dette synes understøttet, af det faktum, at sætningen ikke optræder i det originale maskinskrevne manuskript, som Kennedy trak frem fra inderlommen.

Andre kilder hævder, at henholdsvis Ted Sorensen - Kennedys taleskriver med danske rødder - oversætteren Margaret Plischke og den tyske oversætter Robert Lochner, hjalp Kennedy med at ramme den rigtige udtale. Ted Sorensen skrev i 2008 i sine erindringer, at det var ham, der havde begået den grammatiske fejl, der faktisk er i udtrykket. At professionelle oversættere skulle have overset sammen grammatiske kiks er usandsynligt.

Og - som allerede nævnt - hvis der havde været arbejdet på udtalen af sætningen længe, så burde den kunne læses i original-manuskriptet.

Gramatisk kiks

Under alle omstændigheder er det grammatisk forkert at sige "Ich bin ein Berliner". På tysk hedder det korrekt "Ich bin Berliner".

Den forkerte grammatik vakte allerede dengang en del morskab i Berlin - og gør det stadig.

En berliner er alle andre steder end i Berlin en speciel kage med indbagt syltetøj. Og når Kennedy bruger udtrykket ein berliner, er det dybest set denne kage, han taler om.

I dag kan man stadig købe f.eks. T-shirts med påskriften "Ich bin ein Berliner" og et billede af den specielle kage.

Blodigt alvor

Men uanset omstændighederne var mangt og meget i sommeren 1963 blodigt alvor for berlinerne, og de tog i den grad Kennedys flammende ord til sig som den solidaritets-erklæring det var. Og det var samtidig en befrielse for mange tyskere frit at kunne hylde en stor leder. Den slags havde i kølvandet på naziregimet ikke ligefrem været velset.

Så den fik på alle følelses-tangenter.

Den sommerdag i dag for 50 år siden.

På pladsen foran rådhuset i Schöneberg, hvor Kennedy talte.

Dette uden massivt opbud af sikkerhedsfolk.

Knap fem måneder senere - den 22. november - blev John Fitzgerald Kennedy myrdet i Dallas i Texas.