Fortsæt til indhold
Kultur

Northside-gæster opførte sig pænt

25.000 gæster, fest og alkohol - og ikke ét slagsmål. Utroligt, siger festival-talsmand.

En stor succes.

Sådan kan den forgangne weekends Northside-festival i Aarhus bedst beskrives, hvis man spørger arrangørerne.

Festivalen havde flere gæster end sidste år, tjente flere penge, og både medier og gæster har stået i kø for at rose festivalens musikprogram.

Glade og imponerede

Talsmand for Northside-festivalen, John Fogde, har svært ved at få armene ned.

"Vi er meget glade og stolte over den måde, Northside 2013 blev afviklet på. Weekenden bestod af konstante succesoplevelser på scenerne, hvor der blev leveret den ene fantastiske koncert efter den anden, og økonomisk ser det ud til, at festivalen kommer til at give et pænt overskud.

Så vi er virkelig glade og dybt imponerede over, hvor gode gæsterne har været til at passe på hinanden og sikre, at alle har haft nogle gode dage på Northside," siger John Fogde.

Ikke ét slagsmål

Årets Northside-festival var en fredelig af slagsen.

Der var mindre problemer med lommetyverier og indbrud i parkerede biler, men selvom 25.000 gæster var stuvet sammen på den propfyldte festivalplads, og alkoholen flød i rigelige mængder, har der ikke været melding om ét eneste slagsmål på festivalpladsen, fortæller John Fogde.

"Det er helt fantastisk, og vi er ret overraskede over, at det gik så smertefrit. Folk opførte sig generelt rigtig godt, og jeg synes, der var en dejlig stemning på festivalpladsen hen over hele weekenden. Det er min klare opfattelse, at folk hyggede sig og havde det sjovt," siger han.

"Sidste år tabte vi 2,5 mio. kr., men i år skulle vi gerne hive et overskud hjem."
John Fogde.

Forventer et overskud

Vejr- og trafikproblemer forårsagede en forsinkelse på åbningskoncerten med Tom Odell, og der var problemer på andendagen med toiletforholdene i det mest populære område mellem Green Stage og Blue Stage.

Udover det forløb festivalen smertefrit, lyder det fra arrangørerne.

Regnskabet for årets Northside-festival er endnu ikke gjort op, og uventede udgifter lurer formentlig også om hjørnet, siger John Fogde. Ikke desto mindre er han overbevist om, at festivalen har skabt overskud.

"Sidste år tabte vi 2,5 mio. kr., men i år skulle vi gerne hive et overskud hjem. Vi havde udsolgt, og det er klart, at jo flere billetter du sælger, desto flere penge tjener du. Dertil skal det dog også siges, at vi havde knap 7.000 gæster flere, end vi havde sidste år. Det er der ekstra udgifter forbundet med," siger han.

Northside mange år endnu

De mange gæster, den gode stemning og de vellykkede koncerter beviser, at Northside har sin berettigelse, lyder det fra John Fogde.

Han håber, at næste års festival bliver lige så vellykket.

"Vi har tænkt os at lave Northside mange år endnu, og med den opbakning vi har fået fra kommunen, gæsterne, entreprenører, hotelejere og Aarhus Universitet, er jeg sikker på, at vi kan stable en mindst lige så god festival på benene til næste år."