Fortsæt til indhold
Kultur

Mini-købstad er Danmarks smukkeste

Llille bornholmsk havneby med lidt over 1.000 indbyggere kan nu prale af at være Danmarks smukkeste købstad.

Efter 14 dages afstemning på www.bygningskultur.dk er Svaneke på Bornholms østkyst kåret som Danmarks smukkeste købstad.

Den lille havneby opnåede 22 procent af stemmerne. Ribe blev nummer to med 18 procent, mens Ebeltoft opnåede en tredjeplads med 14 procent.

Konkurrencen var udskrevet af Bygningskultur Danmark for at sætte fokus på de historiske bykerners kvaliteter, og i alt 15 byer deltog i afstemningen.

Præsidenten for Bygningskultur Danmark, Birthe Iuel, kalder Svaneke en "eksemplarisk og værdig vinder," som gennem årtier har kæmpet for at bevare byens oprindelige charme.

Unik og velbevaret bymidte

"Det har krævet en aktiv indsats fra både borgere og myndigheder at sikre, at byens historiske miljø ikke over tid har mistet sin særlige atmosfære og charme," siger Birthe Iuel i en pressemeddelelse.

"Det ses tydeligt i Svanekes bybillede, at man har tænkt sig godt om og været bevidst om, at selv små ændringer på facader, skiltning, belægninger og lygtepæle skal indgå i en samlet helhed. Bymidten emmer af smukke og historiske detaljer, med de store købmandsgårde i bindingsværk som kronen på værket," forklarer præsidenten.

Svaneke har formentlig allerede i 1200-tallet eksisteret som fiskerleje på Bornholms østkyst. Byen nød især godt af det gode sildefiskeri i Middelalderen, da købmændene fra hansestæderne ved Østersøen var faste gæster på byens havn.

Købstad fra 1500-tallet

Årstallet for Svanekes forfremmelse fra fiskerleje til købstad fortaber sig til et sted i begyndelsen af 1500-tallet, fordi man ved, at byen i 1543 havde både borgmester og byfoged, vurderer Dansk Center for Byhistorie.

Byen var dog lille, og det var svært at fastholde nogen særlig handel. Ikke mindst fordi at bønderne fra det store opland foretrak at køre deres produkter til Neksø længere sydpå eller at handle ulovligt fra de mange små havne langs kysten, skriver centret på sin hjemmeside.

En modernisering af Svanekes havn i 1816 gjorde det dog muligt at etablere flere skibsværfter, men nogen egentlig industrialisering kom Svaneke aldrig til at opleve. Svaneke forblev primært en handelsby for oplandet, og folketallet toppede mellem 1900 og 1930 med knap 1.400 indbyggere.

Populært blandt for turister

I 2013 bor der ifølge Bornholms Kommune 1.074 personer i byen. Til gengæld er byen et populært mål for turister, som kan nyde den velbevarede bymidte, som byen i 1975 modtog Europarådets guldmedalje for.

Med kåringen af Danmarks Smukkeste Købstad har Bygningskultur Danmark ønsket at fremhæve nogle af de byer, der har set potentiale og værdi i at bevare de oprindelige middelaldermiljøer.

LINK: Se små film om de 15 købstæder (YouTube)

"Stort set alle de byer, der var med i konkurrencen, har netop ved borgernes og kommunernes store indsats været i stand til at bevare de gamle bykerners charme og autenticitet. Og det er den helt rigtige strategi i en tid, hvor det især for Danmarks yderområder gælder om at være med helt fremme for at tiltrække nye borgere, virksomheder og turister," siger præsident Birthe Iuel.

Afstemning over 14 dage

Svaneke vandt efter titlen efter 14 dages online-afstemning fra 6. til 20. maj mod 14 konkurrenter på www.bygningskultur.dk. Byerne var udvalgt af Bygningskultur Danmarks Frednings- og Bevaringsudvalg, som tæller fagfolk og eksperter inden for bygningskultur.

I 2011 vandt Sønderho på Fanø.

Her er resultatet af afstemningen

KøbstadProcent
Svaneke22
Ribe18
Ebeltoft14
Helsingør10
Præstø6
Nysted4
Aabenraa3
Ærøskøbing3
Tønder2
Mariager2
Fredericia2
Sorø2
Faaborg2
Kerteminde1
Kalundborg1