Flapøre, Æblehoved og Møgtøsen
Grum og festlig slægtskrønike af Morten Ramsland.
Morten Ramsland:
HUNDEHOVED
384 sider, 299 kr.
Rosinante
Det kunne måske fortælles sådan: På et tidspunkt begyndte filosofferne at påstå, at De Store Fortællinger var døde. Dem om kristendom, kommunisme, fædreland, fornuft og fremskridt. I manglen på Store Fortællinger fik vi så små: Dem om os selv - og så liberalismen, en sådan tilpas mediumsized fortælling, der til erstatning for Vorherre har en grundfæstet overtro på, at Markedets klamme, nej hvide, hænder af sig selv - ta daaah og trommehvirvel - vil erstatte os vores tab i denne og alle andre verdener.
Sådan cirka samtidig fik vi kæmpestore romaner med folkerige persongallerier og såkaldt magisk realisme, der synes at fortælle os, at efter De Store Fortællingers bortgang er der kun fortællingen selv tilbage: Vores evne til at samle det søndrede i meningsfulde historier. Og det var bare forfatterne. Enhver slags pædagoger, psykologer, politikere og managementpræster slog sig så op på storytelling - få dit liv, din tid, dit land og din virksomhed fortalt sammen igen.
Magisk realisme
Morten Ramsland (f. 1971) har begået en af de her store romaner med et folkerigt persongalleri, noget magisk realisme og groteske optrin. Og det har han gjort godt. Han synes at have læst "Bliktrommen", "Halvbroderen", "Vaniliepigen", "Forestilling om det tyvende århundrede" foruden Svend Åge Madsen, Kjærstad, Tunström, Marquez og hvad de nu hedder.
Pointen er fortsat den med fortællingens magt til at samle søndrede virkeligheder - men selv om vi har fattet den ret grundigt nu, er "Hundehoved" stadig en både festlig og grum roman.
Saftig fortid
Asger Eriksson vender efter mange års udlændighed hjem til Danmark. Hans farmor er begyndt at sende ham postkort med stumper af en slægtskrønike, som han hidtil hverken har kunnet glemme eller fortælle. Med sin søster som tilhører får han da efterhånden hold på de lange trevler af besynderlige og saftige hændelser, som mødet mellem hans norske bedsteforældre engang lige før Anden Verdenskrig har affødt.
Ramsland har godt fat om klunkerne på sin genre. Typer som Flapøre, Æblehoved og Møgtøsen - for slet ikke at tale om genfærd som Hugtanden og dæmoner som Hundehoved - farter over siderne i et veltilrettelagt fletværk af historier, der fører frem til regnbuens ende: En tvivlsom skat og en mulig evne til at leve et ordentligt liv, selv om mørket nu som før aldrig er så langt borte.
Godt bud til stranden
Er "Hundehoved" ikke helt på omgangshøjde med nogle af forbillederne, så er den et godt bud på en roman, der egner sig til hængekøje og strandkant lige nu.
Der er gang i den, der er noget at græde over og grine af - og så er der nok, uden at romanen er for lang, små 400 sider, og det er et vigtigt kriterium for sommerlæsningen: Et stort skrumlet univers skal der være, så man villigt, ja lystent, dykker ned i fortællingen og dukker halvt bims halvt forfrisket op igen i den ufortalte verden.