Kunst for et aktivt publikum

Vil man ud og opleve noget på udstillingsfronten, lyder en sommerudflugt til Frederikssund måske umiddelbart som en sløj idé. Men ikke desto mindre gemmer den nordsjællandske provinsby på en stor, vital skat i dansk kunst - J.F. Willumsens Museum, der netop er udvidet til næsten tredobbelt størrelse.

Fornemt har arkitekt Theo Bjerg føjet en ny, hvid fløj på 1.300 kvadratmeter til den oprindelige gule fra 1957 af Tyge Hvass, så Willumsens 5.000 malerier, skulpturer og skitser har fået i alt 2.000 kvadratmeter at boltre sig på.

Udenfor bliver museumsgæsten hilst velkommen af de to fem meter høje fantasifugle i træ og kobber, som i 20 år holdt vagt foran Den Frie Udstillingsbygning i København. Da Willumsen researchede til skitsen, havde fuglefængeren kun kanariefugle, så de endelige ravneskulpturer baserer sig på kunstnerens frie fantasi.

Indenfor er receptionen flyttet hen i Theo Bjergs lyse tilbygning. Der er kig til museets nye selvbetjeningscafeteria, Café Ferdinand, opkaldt efter hovedpersonen: Jens Ferdinand Willumsen.

Publikum lader op med sandwicher og kokostoppe og tager bakkerne med ud i parken med udsigt til Hornsherred. Med Café Ferdinand har karakteren af et museumsbesøg ændret sig, fortæller receptionisten. Gæsterne bliver længere, de går til og fra udstillingen og nyder gerne en kop kaffe indimellem.

Malerens instrukser

Museumsdirektør Leila Krogh viser os rundt i museet. Hver sal har sin egen stemning. »Hovedtemaerne i vores formidlingsstrategi er sansning og tænkning. At folk kommer og ser, hører, mærker, føler og får et bombardement af sanseapparatet. Hvis de har brug for konkrete informationer, kan de læse vores informationsark. Så kan man begynde at slå hovedet til og samtale med hinanden om det,« foreslår Leila Krogh.

Vi står i Skulptursalen med monumentale bestillingsværker, som har været opmagasineret i mange år. Leila Krogh snupper et formidlingsark og læser op af Willumsens egne instrukser til modellen af gravmonumentet for Christian IX og dronning Louise til Roskilde Domkirke: »Man bedes erindre, at den afstand, hvorfra man må betragte modellen, ikke bør være mere end tre alen.«

Direktøren indtager krydset i tape på gulvet, der angiver den præcise afstand. »Det er på den måde, vi inddrager vore gæster. Man står på krydset og ser modellen optimalt. Vi lader Willumsens egne tekster forklare, så du kommer ind i hans hoved og tankegang. Det er et af hovedprincipperne. Vi har heller ingen skiltning på væggene. Værkerne kommer meget bedre til deres ret uden de hvide sedler.«

I Meditationsrummet overrumpler de excentriske selvportrætter fra kulttrilogien "Tizian døende" fra 1930'erne, som Willumsen malede, da han var i 70'erne. Det selviscenesættende malerego skuler fra sin sky i hovedværket "Himmelstigen", halvt menneske, halvt tiger. »Willumsen kaldte sig selv "Den gamle løve", men han har ikke givet os nogle forslag til fortolkning,« oplyser Leila Krogh.

Museale fraklip

Flere steder problematiseres kunstmuseumsbegrebet. Som i salen med billederne, der ellers er henvist til de nederste hylder i magasinerne. Der er tale om museale fraklip. Om værker, der normalt ikke lever op til personalets kvalitetskrav.

Pludselig iler direktøren af sted med en trappestige på skulderen. Vi skal hen til portrættet af kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher, hvor horisontlinjen hænger så højt, at publikum må klatre et par trin op.

En del af aktiveringen er også de små modeller af udstillingssalene, der udnævner museumsgæsten til chefkurator. Man henter en stak malerier i miniformat i receptionen, og så er det ellers om at hænge dem op på de bare, hvide dukkehusvægge.

At der skulle være gået tivolisering i formidlingen, afviser Leila Krogh: »Her er kunstværkerne altid det vigtigste. Tivolisering ville jeg kalde det, hvis vi holdt aktiviteter, som ikke var værdige til et kunstmuseums egenart. I en kirke er der en vis højtidelighed, og på et kunstmuseum er der en ganske særlig stemning, som skal opretholdes. Vi er ikke ude og konkurrere med andre forlystelser. Vi har gjort det så diskret som muligt, og du kan sagtens gå museet igennem uden at tage fat i nogle af aktiviteterne, som bare er tilbud og supplementer til kunstværkerne.«

2.000 af museets værker stammer fra Willumsens private samling af andre kunstnere, heriblandt et af 1500-tals-maleren El Greco. »El Greco var en ener, der kæmpede og ikke helt fik anerkendelse i sin tid. Det var lige benzin på Willumsens maskine. Det kunne han identificere sig med,« konstaterer Leila Krogh, der optrevler mysteriet bag El Greco-købet i museets nye bog "J.F. Willumsen på sporet af El Greco".

Mest for børn

Inden for ny teknologi er en hjemmeside for børn under opsejling. Det interaktive website "Vild med Willumsen" går i luften om et år med en animeret udgave af Willumsens atelier, tegnet af billedkunstneren Ole Sporring.

Museumsinspektør Lisbeth Lund, der står bag hjemmesiden, forklarer: »Hjemmesiden henvender sig til børn mellem 7 og 11 år og er inspireret af leg og læringsspil, hvor børn spiller sig til viden. Børn bruger meget af deres fritid på computerspil. Så spillet er en stor del af siden. Det var oplagt at bruge computermediet, fordi det er et multimedie, hvor man både kan have noget auditivt, visuelt, tekst, videoklip og spil for at motivere børnene til at lære.«

Leila Krogh tager os videre til et meget fysisk initiativ for børn: Juniormuseet med egen frokoststue og værksted. Her bliver de små ført ind i Willumsens farveunivers med lommelygter, pudemiljøer og varme i gulvet om vinteren. »Med hensyn til børn vil vi sprogliggøre det sete og sætte ord på følelser. Børnene skal blive opmærksomme på farvernes mange signaler, på hvilke farver, de har på, og hvilke farver, de har hjemme i deres værelse.«

Det med kulturarven

Ét er de gode intentioner om at ekspedere multikunstneren Willumsen ud over rampen til alle aldre. Men hvad siger publikum?

I Interaktivitetsrummet, hvor man bliver nødt til at bruge hele kroppen for at skubbe rundt på skillevægge og kigge i spejle, møder vi lærer Kirsten Lauritsen fra Helsingør og bibliotekar Inge Woller fra Ganløse.

Begge er begejstrede for arkitekturen med de mange lysindfald, ligesom de er venligt sindede over for hurlumhejet i lokalet: »Opsætningen er skæg og helt sikkert noget, børn vil kaste sig over. Som voksen er det også alle tiders, at man får lov at røre ved kunstværkerne og påvirke ophængningen,« pointerer Kirsten Lauritsen.

Til spørgsmålet om, hvad vi i det hele taget skal med museer i dag, ser de forundrede ud, og Inge Woller gør svaret kort: »Det er det med kulturarven. Vi skal bevare vores fortid til vores fremtid.«

Kirsten Lauritsen supplerer: »På museet er der ikke samme tidsforskydning som i biografen eller i teatret, hvor man først kan tale sammen bagefter. Museet er et interkulturelt mødested, hvor vi kan kommunikere om værkerne undervejs.«

Den store forargelse

Interaktivitetsrummet er arkitekten Birte Dalsgårds forsøg på at genskabe den forargelse, som ramte københavnerne ved synet af Willumsens radering "Frugtbarhed" i 1891. Skandalesuccesen forestiller kunstnerens svangre hustru Juliette, der følte sig så besværet, at hun kun gik ud i skumringen. Undertiden måtte Willumsen bære hende op til lejligheden på fjerde sal.

Men at smugle en højgravid mave ind i kunsten kunne man bare ikke dengang. Så da raderingen blev vist samme år i Den Frie Udstillingsbygning, udløste den både furore på stedet og debat i aviserne. »Det er det værk i dansk kunst, der har vakt størst skandale. Så er døde grisekroppe slet ikke noget,« fastslår Leila Krogh.

Dermed ikke sagt, at kunstmuseet i dag er ved at overleve sig selv som oplevelsesform. Tværtimod, mener Leila Krogh: »Kunstmuseet er kolossalt vigtigt, fordi det er identitetsskabende. Det er her, alle de store, eksistentielle spørgsmål bliver besvaret. På et kunstmuseum er værkerne unikke, hvorimod en film eksisterer i mange eksemplarer. Så man skal flytte sig fysisk og tage til Frederikssund. At foretage en rejse til et ganske bestemt mål er som en udstrækning i tid og rum, der giver dagen sit indhold og dybde. Vi kan tilbyde ro, fordybelse, det fastfrosne og billedet, der står stille. Man skal ikke videre, og der bliver ikke klippet. På et kunstmuseum skal man se, være tænksom og give sig god tid. Du kan selv vælge billederne ud og blive lige så længe, du vil. Og selvom du kan få reproduktioner, kan de aldrig erstatte oplevelsen af det originale kunstværk.«

kultur@jp.dk