Fortsæt til indhold
Kultur

13 nye film om Wallander

Optagelserne til det største, nordiske filmprojekt nogensinde er i fuld gang i Sverige.

Af METTE THIEM

I Borgmästaregatan i Ystad i det sydlige Sverige holder bilerne i kø. Motorerne er slukket. Flere cyklister er stoppet op, og i pensionistboligerne overfor er de ældre trukket ud på altanen for bedre at kunne se. Der bliver hvisket lidt i krogene, men ellers er der fuldstændig stille.

»Taaak,« råber manden i den sorte fleecetrøje på parkeringspladsen foran dagligvarebutikken.

Det er instruktør Kjell Åke Andersson. Han er i fuld gang med optagelserne til filmen "Inden Frosten", der bygger på en krimi af den svenske forfatter Henning Mankell.

Scenen foregår midt i byen, hvor hovedpersonen kriminalinspektør Kurt Wallander kommer kørende med sin datter Linda i en sølvgrå Saab Aero. Hun stiger ud af bilen, henter en papkasse med billeder og dokumenter, taler kort med sin far, der åbner bagagerummet og sætter sig ind igen.

En scene på maksimalt 20 sekunder, men instruktøren er ikke tilfreds. De to skuespillere bakker bilen 50 meter tilbage og begynder igen. Ud efter kassen, tale sammen og køre væk.

"Inden Frosten" er den første af i alt 13 film om kriminalinspektør Kurt Wallander og hans datter Linda, der netop har sluttet sig til politiet. Det er en filmatisering af Henning Mankells seneste kriminalroman af samme navn.

Filmen får nordisk biografpremiere den 14. januar 2005. De næste otte film forventes færdige til næste år, og i løbet af 2006 skal de sidste fire i kassen. Et budget på 190 mio. svenske kroner gør projektet til Nordens største nogensinde. En af hovedmændene bag projektet er danske Ole Søndberg. Han er producer på filmserien, hvoraf de tre første lanceres som biograffilm. Han er ikke det mindste bekymret for projektets succes.

Kendt historie

»Vi gjorde det samme med kriminalparret Maj Sjöwall og Per Wahlöös historier. Dengang tænkte folk, at vi var skøre. Men det lykkedes, og nu gør vi igen vores bedste,« siger Ole Søndberg, der i 1998 sammen med Henning Mankell og dennes assistent Lasse Björkman stiftede Yellow Bird Productions, som har rettighederne til Wallander-filmene.

Den første film er den eneste, der baserer sig på en allerede kendt historie. De resterende 12 er helt nye Mankell/Wallander historier. Forfatteren skriver 12 korte synopsis, hvorefter 12 forskellige manuskriptforfattere færdiggør historierne.

»Verden kan aldrig få nok af krimigenren. Lige siden fjernsynet kom til verden, har der været et konstant behov for gode krimi-stories. Det er netop historien, der bliver stjerne i serien og ikke det filmtekniske som f.eks. håndholdte kameraer og hurtige klip,« forklarer Ole Søndberg, der de næste par år skal arbejde tæt sammen med bl.a. Krister Henriksson, som sagde ja tak til rollen som Kurt Wallander.

Wallander er en figur, der har fået ikonlignende status i Ystad på højde med Sherlock Holmes i London.

Ystads turistbureau har udgivet en brochure, hvor man kan følge i Wallanders fodspor rundt i byen. Forbi Foffo's - hans foretrukne pizzeria. Hen til politistationen, hvor Wallander fra sit kontor har udsigt til det gamle vandtårn og eventuelt en gåtur til pengeautomaten, hvor Tynnes Flak blev dræbt i bogen "Brandvæg".

I alt er der udpeget 27 steder, der er knyttet til den populære figur.

Tæt på personlighed

Hovedrolleindehaveren Krister Henriksson er begejstret for Kurt Wallander.

»Kurt Wallander er en herlig og interessant person, som mange har læst om, og som mange kan lide. Han er ikke en helt. Han har skavanker og svage sider og minder lidt om mig selv,« siger Krister Henriksson.

Han har fået fri fra Dramaten i Stockholm i de to år, hvor filmoptagelserne står på.

Han synes ikke selv, at det er lang tid at arbejde på et projekt. I tidens løb har han også prøvet kræfter med 43 afsnit af den svenske tv-serie "Rederiet".

»Jeg har i lang tid spillet flere forskellige roller på bare et år. Nu havde jeg lyst til at kaste mig ud i et længerevarende projekt, og jeg kunne tillade mig at gøre det.«

I første omgang blev Rolf Lassgård, som har spillet Kurt Wallander i tidligere filmatiseringer, spurgt om rollen. Men han takkede nej tak, hvorefter Krister Henriksson sprang til.

Han er ikke meget for at sammenligne Rolf Lassgård med sig selv, og på nuværende tidspunkt har han svært ved at pege nøjagtig på, hvilken Kurt Wallander han selv bliver.

Som i bøgerne bliver det en fiktiv person, der er kendt for sit kriminalarbejde og for at have det svært med kvinder, alkohol og magtinstanser.

»Jeg tænker meget over, hvilken Kurt Wallander jeg er i gang med at skabe. Men jeg er ikke kommet så vidt, at jeg kan sige noget om det endnu,« siger skuespilleren, der har fået fuldmagt til at redigere i manuskriptet for at ramme netop den Wallander, som han arbejder i døgndrift for at skabe.

Holdet bag filmprojektet arbejder mere eller mindre i døgndrift i øjeblikket. Den regnfulde sommer har forsinket indspilningerne. Derfor må ikke et eneste minut gå til spilde på denne sjældne sommerdag. Men de lader sig ikke tilfredsstille så let.

Tiden for almindelig aftensmad er længe overskredet, da Krister Henriksson alias Kurt Wallander for syvende gang kører bilen hen til kantstenen, og datteren stiger ud og henter papkassen.

»Taaak,« lyder det endnu en gang fra instruktøren, men denne gang med et smil på læben. Scenen er i kassen.

mette.thiem@jp.dk