Den enlige skrædder i helvede
SPØRGSMÅL fra M.L., Hedensted: Vi har undret os over, hvorfra udtrykket, at "noget forslår som en skrædder i helvede" kommer. Meningen er tydeligvis, at noget ikke rækker langt, men hvad er årsagen til dette sprogbillede?
- SVAR: I kunstneriske fremstillinger af helvede optræder de afdøde syndere, der ikke blev fundet værdige til en plads i himlen, ofte nøgne (se f.eks. kalkmalerierne i Århus Domkirke). Følgelig ville én skrædder ikke forslå meget, hvis der pludselig skulle sys klæder til alle de fortabte syndere. Udtrykket "Forslå som en skrædder i helvede" er nævnt i en bog om danske ordsprog fra 1800-tallet.
"Ad" eller "af"?
En lille ting, men alligevel: For nylig spurgte en læser, om det hedder "han farede ud af døren" eller "han for ud af døren"? Svaret var, at der er valgfrihed mellem "farede" og "for". Men spørgsmålet affødte en kommentar fra E.B., Kalundborg: »Jeg mener, det klart er forkert, at man kan fare ud "af" døren; det rigtige må være ud "ad"…