1989: De sataniske vers

»Men hvem har egentlig læst den?«

Redaktøren og jeg sad og så lidt på hinanden. Og svaret blæste i vinden, for hvem har egentlig læst ”De sataniske vers”, sådan fra ende til anden? Og kan en bog være vigtig uden at være læst af ret mange?

Svaret på det sidste spørgsmål er naturligvis ja. En bog kan være vigtig på så mange måder, f.eks. i kraft af de begivenheder, den sætter i gang, hvordan den modtages. Dens receptionshistorie, som det hedder.

”De sataniske vers” er i den henseende en forløber til Muhammed-krisen, og ligesom der ikke var en milliard muslimer, der læste Morgenavisen Jyllands-Posten hin famøse morgen i 2006 og blev meget fornærmede over nogle tegninger, så læste de næppe heller ”De sataniske vers”. Hverken før eller efter den fatwa, som ayatollah Khomeini udstedte i anledning af bogen, en fatwa, der betød en fundamental ændring i Salman Rushdies liv.

Kampen mellem godt og ondt

Så altså, bogens handling kort:

To indiske skuespillere, den forgudede Bollywoodstjerne Gibreel Farishta og Saladin Chamcha, manden med de tusind stemmer, falder bogstaveligt talt ned fra himlen på den engelske kyst. Gibreel har aldrig været i England før, Saladin tror, han er kommet hjem. Men alt er forandret.

Den ene har fået glorie, mens den anden antager en mere og mere uhyggelig lighed med djævelen.

Således er kimen lagt til en roman, der handler om kampen mellem godt og ondt. I samfundet og i os alle. Det er også en bog om at være fremmed i et land, og om hvordan oprykkede rødder og adskillelse påvirker mennesker.

Forslag til solidaritetsaktion

Balladen om bogen var mangelunde. I et kapitel henviser Rushdie f.eks. til en apokryf muslimsk skrift, der handler om, hvordan Muhammed i et svagt øjeblik anerkender andre guder end Allah, og der var andre ting, der virkede provokerende.

Khomeini krævede forfatterens hoved på et fad.

Herhjemme foreslog forfatteren Kåre Bluitgen sine kolleger en fælles aktion til forsvar for Rushdie.

»På et møde i Forfatterforeningen opfordrede jeg til, at vi alle bagerst i vores bøger skulle optrykke en tilfældig side fra ”De sataniske vers”, så vi så at sige blev medskyldige alle sammen. Dermed var fatwaen jo latterliggjort og hele absurditeten udstillet. Samtidig ville det selvfølgelig være en solidaritetstilkendegivelse over for en truet kollega. Der var blandede reaktioner i foreningen. Og der var i hvert fald ikke opbakning til ideen. Mange følte også, at det ville ødelægge det kunstneriske indtryk af deres egne bøger,« siger Kåre Bluitgen.

Han skulle selv senere blive en slags hovedperson i en danmarkshistorisk krise, for det var hans børnebog om Muhammed, som ingen turde illustrere. Og som dermed var den konkrete anledning til tegningerne i nærværende avis.

»Jeg finder det påfaldende, at venstrefløjen støttede Rushdie, men næste gang var de væk. Det var trist og for mig uforståeligt. Måske tænkte de mere strategisk. Jeg var selv med til at støtte oprøret mod shahen i Persien, vi hadede hans hemmelige politi, hans krige, hans forbindelser til USA, vi støttede folkets Muhajedin. Jeg vidste jo godt, at det var en ayatollah i Paris, men jeg blev chokeret, da jeg så, at de første, der kom op at dingle, var venstrefløjens aktivister. Der fik jeg en erkendelse af, hvad der var sket, nye fascister afløste gamle fascister.«

Ayatollah Khomeini blev katalysator for en islamisk revolution, der kom til at sætte sit præg på verden. Og kunsten. Rushdie er det mest kendte offer, men der er hundredvis af eksempler på lignende tilfælde.

»Dengang vidste man jo ikke, at det var et forspil, ingen kunne se, hvor stærkt islamismen ville vokse,« siger Bluitgen, der er en af dem, der faktisk har læst ”De sataniske vers”.

»Ja, jeg har læst den. Og genlæst den for nylig. Jeg har ikke mødt mange, der har det, men jeg har mødt mange, der har opgivet undervejs. Det kan jeg godt forstå. Den er godt nok lang. Og det er selvfølgelig meget svært ikke at læse den uden at have sin viden om al postyret omkring den med i baghovedet. Man læser den på en anden måde. Men det er også en fantastisk bog i sig selv og en fin beskrivelse af indvandrerens rolle, vekslen mellem kulturer. Og så er det en meget ferm måde, Rushdie får udleveret hykleriet i diverse religiøse udlægninger af verden på.«

Kåre Bluitgen ler.

»Det siges, at han har fremstillet profetens hustruer som ludere. Det gør han ikke. Skøgerne har taget deres navne for at blive populære, hvad der fører til en vis identitetsforvirring blandt kunderne, som tror, at de faktisk kan købe sig til en af hustruerne. Det er et frækt træk hos Rushdie. Men når Rushdie siger, at han ikke kunne forestille sig vreden, er jeg ikke sikker. Det må han have kunnet. Men det er jo ikke noget, romanforfattere skal sidde og tænke over, de skal bare skrive.«

Krisens anatomi

Men måske kan det være svært for en romanforfatter bare at skrive uden at tænke over konsekvenserne.

»Bare tænk: Han fik et reklamebureau på en milliard mennesker, der står og skriger,« siger Kåre Bluitgen, der funderer over de forskellige ingredienser i skandalen og krisen.

»Der skal være en politisk sammenhæng, diverse interesser i spil, tilfældigheder og selvfølgelig villige medier. For nogle år siden udgav jeg en gendigtning af koranen. Det var første gang i verdenshistorien, nogen havde vovet det, at nogen havde lavet om på den tekst. Forlaget bævede. Der skete ingenting. Absolut ingenting.«

Men for Rushdie skete der noget. Og han fik ikke bare reklame, han fik også fundamentalt ændret sit liv. Det er snart 25 år siden, men de troende glemmer ikke.

En sammenslutning af iranske studerende har med støtte fra den iranske regering netop udviklet et computerspil, hvor man kan dræbe Rushdie, meddeler guardian.co.uk. Spillet hedder ”The Stressful Life of Salman Rushdie and Implementation of his Verdict” og blev præsenteret for nylig på en international computermesse i Teheran.

Spillet skal lære nye generationer at hade forfatteren behørigt.

Kunsten har sin pris.

Som Salman Rushdie selv har sagt det:

»Sproget og fantasien må ikke spærres inde, for så dør kunsten og sammen med den en lille smule af det, der gør os til mennesker.«