Fortsæt til indhold
Kultur

Ray Charles gav musikken liv

Ray Charles flyttede med sin musik grænser mellem genrer og racer.

Af NIELS PEDERSEN

Ray Charles har skreget for sidste gang. Aldrig mere skal han trygle om forladelse, mens han banker i klaverets tangenter og ryster sit solbrille-klædte hoved i takt med klassikere som ''Hallelujah, I Love Her So'', ''What'd I Say'' eller ''Georgia On My Mind''.

Onsdag døde den amerikanske legende i sit hjem i Beverly Hills, Californien efter længere tids sygdom. I 2003 gennemgik pianisten en hofteoperation og var sådan set på benene igen, men der kom hele tiden nye skavanker, og han døde af komplikationer efter en leversygdom. Ray Charles blev 73 år gammel.

Ray Charles spillede en central rolle i udviklingen af amerikansk populærmusik gennem det 20. århundrede. Født i Georgia i 1930 var han en af de første gospelmusikere og jazzfans, der for alvor tog springet til de virile former for blues, man kom til at kende som rock'n'roll og soul.

Hans intense ''I Got A Woman'' fra 1954 nedbrød barrierer mellem genrer og racer og gjorde Ray Charles til forbillede for de mange sangere, der senere vovede springet fra kirkemusik til hitlisten.

Selv opfattede han sig aldrig som rockmusiker. I selvbiografien ''Brother Ray'' gav han æren for genrens udvikling til folk som Chuck Berry og Little Richard.

»Min musik var altid mere voksen og fyldt med mere fortvivlelse end noget, man vil forbinde med rock'n'roll.«

Intet filter
Brother Ray satte med sin tryglende stemme og personlige opfattelse af rytme og melodi en ny standard for, hvor meget sex og smerte man kunne presse ned på en grammofonplade. Sange som ''Drown In My Own Tears'' fremstår stadigvæk som selve definitionen på rå soulmusik, og der synes ikke at være noget filter mellem sangerens følelser og lytteren.
Ray Charles' musikalske karriere var lang, men alt andet end konstant. Efter gennembruddet i 1950'erne, insisterede han på at blive ved med også at lave jazzplader, ikke mindst nogle fantastiske indspilninger med vibrafonisten Milt Jackson, og da han i 1962 flyttede pladeselskab fra Atlantic til ABC kastede han sig over countrymusik med det banebrydende ''Modern Sounds Of Country & Western''-album. Stilskiftet gav ham et hit med ''I Can't Stop Loving You''.

Derefter var alt muligt for en alsidig musiker med ekstraordinære evner.

På det personlige plan lod Ray Charles aldrig sit manglende syn være et handicap. Han kunne allerede spille klaver, da han blev blind som syv-årig. Til gengæld kæmpede han gennem årene med en plaget sjæl og var i mere end tyve år heroinjunkie. To ægteskaber endte i skilsmisse, og Ray Charles efterlader sig 12 børn, 20 børnebørn og fem oldebørn.

Han forlod verden som legende, og selv om hans koncerter i nyere tid var af tvivlsom kvalitet, vil hans livsværk bliver stående. Man behøver blot at gense hans korte optræden i filmen ''The Blues Brothers'' for at blive grebet af den rå humor og grænseløse begejstring, han kunne tilføre en sang. Ray Charles gav ganske enkelt musikken liv.

niels.pedersen@jp.dk