Greven af det store grin

På mange måder er titelrollen i filmen "Grev Axel" som skabt til skuespilleren Peter Frödin - elegant og elastisk i sine bevægelser, skarp og spidsfindig i sin tale og så ellers meget bevidst om sin egen person.

På samme måde er den 37-årige Peter Frödin som skabt til at spille Grev Axel - sjov og satirisk i såvel sit sprog som i sine mange ansigtsudtryk.

Derfor blev det også hurtigt til et filmisk broderskab, da instruktør Søren Fauli for godt tre år siden første gang kontaktede Peter Frödin og tilbød ham rollen i »den her nye film, som han gerne ville lave«.

På det tidspunkt var Peter Frödin i fuld sving med forberedelserne til Det Brune Punktums store show på Bellevue Teatret nord for København - og med nyt album, TV-underholdning og et væld af andre projekter var han og resten af det komiske og musikalske trekløver midt i deres absolut største succes.

Alligevel ville Peter Frödin godt lige se, hvad det var den originale og ofte bindegale Søren Fauli havde gang i - ikke mindst, fordi han allerede i den første snak havde omtalt det som en folkekomedie med grever og bønder, 1700-tals-kostumer og andre underfundige tiltag. Og interessen blev ikke mindre af, at den succesrige Anders Thomas Jensen var med til at skrive manuskriptet og filmfortællingens rappe replikskifte:

»Jeg syntes med det samme, at det var en god idé... og jeg grinte mig hele vejen gennem manuskriptet, da jeg læste det....«

Faulis humor

Peter Frödin smiler og forsøger derefter at sætte ord på humoren i ''Grev Axel'':

»Den er sjov på en meget Søren Fauli-agtig måde. Jeg kan altid se, når noget er lavet af Søren Fauli. Han har en meget personlig stil, og den her film er i høj grad skabt af ham. Og så har vi selvfølgelig været med,« siger han.

Den Søren Fauli-agtige humor har sin spillefilmsdebut i ''Grev Axel'' men har tidligere været set i kortfilm som ''De Skrigende Halse'', ''Antenneforeningen'', ''Den store Kul-tur'' og et væld af grinagtige reklamefilm for så forskellige produkter som Kim's Chips, Mazda, Ekstra Bladet og Tuborg på plastikflasker.

Og selv om ''Grev Axel'' foregår i »Danmark i 1700 hvidkaal«, foregår filmen i høj grad i en nutidig humor i en blanding af underspillet:

»Filmens humor er speciel, fordi Søren ikke bevidst laver komedier... og det så alligevel ender med at blive sjovt. Det er ofte meget underspillet,« forklarer Peter Frödin.

Lotteri og kærlighed

Selv spiller han den selvglade gadeskuespiller Axel, der snyder og bedrager for at skaffe penge til at rejse til Amerika.

Ved et tilfælde stjæler han noget tøj fra en badende greve - og beslutter sig for at tage hans identitet og det brev, der giver ham ret til at arve et kæmpe grevegods. På godset er bøndernes indtjening i marken for lille, og den kække Axel beslutter at indføre et kradsespil, som bønderne skal sælge på godser og gårde.

»Axel er jo i virkeligheden meget egoistisk og pisseirriterende. Og så er han pissedårlig som skuespiller i øvrigt,« fortæller Peter Frödin med indfølt kendskab til den udspekulerede Axel.

»Men så får bønderne en betydning for Axel, og han får en betydning for dem. Og når man giver noget ved følelsernes store dør, så er det hele meget sjovere. Sådan er det jo.«

Samtidig møder Axel den unge Leonora Amalie - spillet af Sofie Gråbøl - og også deres forhold ændrer sig fra ren irritation til kærlighed.

Men undervejs skal de kæmpe mod både den fæle provst, den brovtne ridefoged og den ægte Grev Richard, der kommer tilbage for at kræve sin ret.

»Filmen handler meget om egoisme og ensomhed. Om at lukke andre mennesker ind i sit liv,« siger Peter Frödin og tilføjer, at den problematik jo både er relevant i 1700-hvidkål og i nutidens Danmark.

Humor som karriere

Filmen ''Grev Axel'' er også meget anderledes end arbejdet med Det Brune Punktum, forklarer Peter Frödin.

I den komiske og musikalske trio står han, Martin Brygmann og Hella Joof for både tekst, musik og optræden i små korte sketcher. I ''Grev Axel'' spiller han den altdominerende hovedrolle, der ikke kan være ekstrem og overgearet hele tiden.

»Mine tidligere filmroller har været mindre roller - og ofte været helt vilde personer, der bare er med i et kort stykke tid. Det går jo ikke med én, der er med i hele filmen,« forklarer han.

Peter Frödin nævner sin rolle som den storskrålende skolelærer med røde bakkenbartere i den fantasifulde børnefilm ''Mirakel'' som eksempel på de vilde roller.

Og han forklarer, at han allerede få år efter sin skuespillerdebut som 18-årig på Mercur Teatret kastede sin kærlighed over komedierne.

Siden er det blevet til et væld af produktioner hos B&U-afdelingen hos DR, filmene ''Hannibal og Jerry'' og ''Motello'' hos instruktørerne og makkerparret Wikke og Rasmussen samt en lang række teaterroller:

»Det er jo en måde at udtrykke sig på. Jeg har nok gjort det, jeg selv havde det sjovt med. Og så er det jo bare fantastisk, når publikum også morer sig.«

Frödin er ikke meget for at sætte ord og navn på komik(ere), som han ikke selv griner af. Det er meget personligt, som han siger.

Sjofel eller ej

I stedet forklarer han, at humoren har ændret sig i løbet af hans 15-20 år som skuespiller.

Eksempelvis var både komedien og resten af teaterkulturen mere entydig i 1980'erne.

I dag er den både mere nuanceret og mangfoldig, vurderer han.

»Det er jo også sjovere hele tiden at lave noget nyt og ikke bare genbruge det samme. Processen er sjov.«

Peter Frödin forklarer, at det i dag ville være sjovt at købe bladet ''En halv humørtime'', som ellers var mest fremme i netop 1980'erne. Det sjove opstår i overraskelsen - og i at underspille eksempelvis de sjofle pointer som i Det Brune Punktums fodboldsang, hvor »klatten skal ind imellem stængerne....«

»Det ville jo heller ikke være sjovt bare at fyre en sjofert af. Og dog. Måske ville det....«

jakob.hoyer@jp.dk