Den himmelske melankoli
Radiohusets Koncertsal FREDAGSKONCERT Radiosymfoniorkestret Inger Dam-Jensen, sopran Herbert Blomstedt, dirigent
Der kunne næsten ikke være større kontrast mellem programmets to halvdele. Før pausen var Blomstedt uden partitur, uden dirigentpind og stående på gulvet midt i et uhyre beskedent orkester med kun seks førstevioliner og 26 musikere i alt. Efter var han med partitur, med pind og på podium foran et fuldt besat Radiosymfoniorkester. Men stadig med første og anden violiner siddende over for hinanden og med celli og kontrabasser bag første violinerne.
Haydns symfoni nr. 67 i F-dur og Mahlers fjerde symfoni er begge muntre værker. Haydn er næsten altid de små drilske overraskelsers mand. I dette alt for sjældent spillede værk har han et usædvanligt stort antal overraskelser klar. Mens den fjerde er og bliver den mest muntre af Mahlers symfonier, også selv om Mahlers munterhed har et betydeligt islæt af ironi og - i Blomstedts tolkning - tillige af melankoli.
Haydn
Melankolien fik også lov at stikke hovedet frem allerede i Haydn, nemlig i triodelen af menuetten, som er ren gademusik, spillet af to solovioliner, hvoraf den ene har sin dybeste streng stemt en tone ned for at kunne spille et dybt F. Den lod Blomstedt til slut svæve bort i en stille hvisken. Strygernes col legno-effekt (tonerne spilles ikke ved at stryge buehårene mod strengene, men ved at banke på strengene med buetræet) i slutningen af anden sats gjorde han heller ikke til noget bizart, sådan som den i øvrigt fine programnote lagde op til det, men til et lille eftertænksomt ekko.
God tid
I Mahler tog han sig generelt god tid. I første sats var der mere tempomæssig tøven, end komponisten umiddelbart beder om. Men det gav mening, da man først opdagede, hvad det var Blomstedt i det hele taget ville med værket. Tredje satsens variationsrække blev ikke blot "Ruhevoll", roligt hvilende i sig selv. Den fik gennem Blomstedts tempofleksibilitet også en spændende dimension at noget søgende.
Finalen
Finalen med Inger Dam-Jensens indtrængende sopransolo var ikke udadvendt jublen, sådan som man oftest hører det. Både sopran og dirigent havde virkelig lagt sig på sinde, at det sidste af de fem vers skal være "meget sart og hemmelighedsfuldt" og havde også ladet denne afslutning farve det, som gik forud.
Forhåbentlig kan det stadig lykkes Radiosymfoniorkestret at holde fast i Blomstedt, også selv om hverken Bach eller Radiosymfonikerne har mærkedag. For han bringer virkelig det bedste frem i musikerne. Og han ser faktisk også ud, som om også han trives ved samarbejdet.