Hans Chr. Ægidius er død

Gennem mere end 30 år var han en af de mest alsidige begavelser inden for dansk teater. Hans Christian Ægidius spillede komedie, satte i scene, oversatte og bearbejdede - og så skrev han selv.

Desværre tvang sygdom ham til at trække sig tilbage allerede som 59-årig i 1992.

Uddannet blev han aldrig. Hverken fra det universitet, hvor han begyndte at læse litteratur, eller inden for nogle af de mange genrer, han kom til at arbejde med i teatrets verden. Debutten var på Studenterscenen, og derefter blev det til en række eksperimenterende forestillinger på de mindre scener i København, hvor en helt speciel form for absurd-ironisk og samfundskritisk studenter-teater udfoldede sig, ofte med overraskende godt resultat.

Det er her, vi finder revyer som ?Frihed det bedste guld? og ?Gris på gaflen?. Få år senere var Hans Christian Ægidius med til at udvikle Collage-truppen, hvor tekster blev blandet i lettere vanvittigt tilsnit som en spændende fornyelse af revyen - og hele tiden kom han tættere og tættere på det professionelle teater.

Absurd komik

Ægidius tog springet som skuespiller - gennembruddet kom i musicalen ?Hvordan man får succes i forretning uden at røre en finger? på Det Ny Scala i midten af 60?erne, og siden kom han til at spille en række især komiske roller på teater og film, i fjernsynet og på radioen.

Småsnuskede skurke og elskelige originaler blev hans speciale i en blanding af fortabt hudløshed, troskyldighed og grotesk absurditet, blandt andet i TV-teatrets udgave af Jess Ørnsbos ?Fælden?.

Sideløbende med skuespilleriet skrev han. Om teatrets situation, men også om Karen Blixen, han instruerede opera og musikteater, julekalenderen ?Jul i Gammelby? for fjernsynet, han var en fin stilist som iscenesætter af gamle Arnold og Bach-farcer på ABC-Scenen, og så slog han sig på revyen.

Her kunne det hele forenes - i Gilleleje, Horsens, Dronningmølle og Skælskør. Som regel med sin trofaste kone, skuespilleren Lene Maimu, der også har passet ham under hans lange sygdom.

Efter sin ufrivillige pensionering fra scenen fortsatte han med at skrive revy-tekster, når helbredet tillod det.

Hans stil var sjældent den grove parodi eller den vilde overdrivelse. Heller ikke når han var politisk. Derfor passede forfattere som Gustav Wied, hvis komedie ?Erotik? han iscenesatte på Det kgl. Teater i 80?erne, og Hans Scherfig, hvor han dramatiserede ?Idealister? og ?Skorpionen? til Fiolteatret i samme periode, ham da også bedst.

Her kom det diskrete spørgsmålstegn, den milde ironi og det fine strejf af barokt vanvid, der var hans adelsmærke, så fornemt frem som det bedste våben mod autoriteternes skråsikkerhed.