Svamp i Lascaux-hulerne
Man kan også være for emsig. Ikke mindst med indeklimaet.
De berømte hulemalerier i den franske Lascaux-huler har bevaret deres betagende farver gennem 17.000 år.
Men nu forfalder de med lynets hast, for myndighederne har opsat et klimaanlæg for indeklimaets skyld.
Systemet spreder svampesporer i luften, så nu breder sorte plamager sig på jagtscenerne, farver falmer og dele af underlaget dratter for første gang ned.
UNESCO sender snarest et hold specialister til Frankrig for at se om hulemalerierne skal anbringes på listen over Truet Verdenskulturarv.
“Forhistoriens Sixtinske Kapel” kalder man Lascaux-hulerne i Dordogne. De blev opdaget ved et tilfælde af teenagere i 1940, der fulgte efter deres hund ind i systemet af huler, hvis indgang havde været skjult af en trærod.
Klimaanlægget blev taget i brug for syv år siden i bare iver for at bevare de uerstattelige kunstværker. Nu viser resultaterne sig. Fænomenet kendes også fra moderne kontorlandskaber, hvor bakteriekulturer kan spredes af klimaanlæg.
Malerierne i Lascaux forestiller tyre, hjorte og heste. Der er ca. 600 malede i gule og røde nuancer og 1500 tegnede.
Da de blev opdaget, revolutionerede de forestillingerne om stenaldermennesket, der tydeligvis ikke var en slags abemenneske, men altså ophavsmand til kunstneriske præstationer af uovertruffen kvalitet.
Det franske kulturministerium vil ikke kommentere skandalen.