Den barmhjertige samaritaner

Venezia

Mike Leigh er ikke sådan at ryste, men den erfarne britiske instruktør fik et mindre chok, da han hørte, at Vatikanets radiostation havde talt pænt om hans alt andet end fordømmende portræt af en kvinde, som driver en lille nebengesjæft med ulovlige fosterfordrivelser i 50'ernes England.

De gejstliges applaus understreger instruktørens mesterskab ud i humanistisk filmkunst. Selv om aborten for længst er frigivet i England, er emnet ikke blevet mindre prekært med tiden.

Da Jyllands-Posten talte med instruktøren under sensommerens filmfestival i Venezia, gjorde han meget ud af at betone såvel dens aktualitet som emnets moralske kompleksitet.

»"Vera Drake" er ærkebritisk, men de problemstillinger, filmen præsenterer, møder man over alt i verden,« konkluderede den trinde, lille mand, der få dage senere fik bekræftet sin films universelle gennemslagskraft af sagkundskaben på stedet.

Festivalens jury gav ikke alene den eftertragtede Guldløve, Leone d'Oro, til Mike Leigh, men belønnede også hans titelrolleindehaver, Imelda Staunton, med festivalens kvindelige skuespillerpris, den såkaldte Coppa Volpi.

Den snakkesalige instruktør var til gengæld ikke meget for at tale om sin arbejdsmetode. Den Leigh'ske improvisationsteknik, bl.a. adopteret af danske Annette K. Olesen, hvis "Små ulykker" og "Forbrydelser" er instrueret med netop Leigh som forbillede, er et emne, han kategorisk nægter at diskutere.

Leigh er berømt for sine lange prøveforløb, hvor skuespillerne langsomt, men sikkert tager bolig i deres figurer, inden manuskriptet finpudses og optagelserne kan begynde. Og i tilfældet "Vera Drake" var det kun Imelda Staunton, der var informeret om, at hendes karakter foretog svangerskabsafbrydelser i det dulgte. Ikke sært at hendes familie (i filmen, altså) ser noget forbavsede ud, da sandheden kommer for en dag.

De når dog hurtigt at fatte sig, for det familiesammenhold, filmen skildrer, er af en anden verden. Hvilket bl.a. skal tilskrives den tid, filmen udspilles i.

»I England fik vi fri abort i 1967, men for mig var den umiddelbare efterkrigstid alligevel mere interessant. Oven på krigens kaos herskede en ejendommelig uskyld og stærk solidaritet, som var unik for perioden,« påpeger Leigh, der selv var syv år gammel i 1950.

Besat af familier

»Da produktionslederen fik kørt alle bilerne ind til de første optagelser, kunne jeg huske hvert eneste mærke, men ellers nærer jeg ikke de store nostalgiske følelser for netop den tid,« konstaterer instruktøren, der ikke ligefrem har ry for at fabrikere glansbilleder. Kritikere kalder hans film for unødigt pessimistiske, men det vil han ikke være med til.

»Det går galt for Vera, men hun bevarer sit humør, og til slut udsones familien og livet går videre. Måske var "Naked" (1993) en noget trøstesløs affære, men ikke "Vera Drake",« siger Leigh med henvisning til karrierens mest misantropiske værk.

Herhjemme er han bedst kendt for sorgmuntre film som "Life is Sweet" og "Hemmeligheder og løgne", der begge kredser om familie- og hverdagsliv. »Ja, folk tror, at jeg er besat af familier,« siger Leigh. »Men sådan er det ikke. Jeg laver film om folk, som de lever som flest, og det er nu engang i familier.«

Og når det gælder familier, er "Vera Drake" nærmest arketypisk britisk. Der sættes kedler over til te og sludres godmodigt om stort og småt. Vera er omsorgen selv og sørger uselvisk for, at at alle har det godt, inklusive kvarterets yngre fruentimmere, der er kommet galt af sted og ikke er i en social position, hvor de kan sætte børn i verden - eller skaffe sig af med dem på ordentlig vis.

I Leighs optik ligner Vera Drake nærmest en helgenfigur, men i samfundets øjne er hun kriminel, og sluttelig kommer hun også til at bøde for sin brøde. Fordømt bliver hun dog ikke, hverken af instruktøren eller de personer, som omgiver hende i filmen. Og ej heller af publikum, i hvert fald ikke at dømme ud fra den succes, "Vera Drake" allerede har høstet i England og ikke mindst USA, hvor abortspørgsmålet ellers er den rene dynamit.

Et nødvendigt onde

Midaldrende kvinder ophøjes sjældent til hovedfigurer på det store lærred, men som Leigh pointerer, er det den rolle, de oftest spiller i det virkelige liv. »Og min film handler ikke om sjældne, esoteriske kultfænomener. Aborter har været hverdagskost alle tider, og det har næsten altid været kvinder, som har måttet udføre dem.«

Moralske pegefingre løfter instruktøren dog ikke. »Jeg har ikke ønsket at udstille noget hykleri, men kun at præsentere et basalt, moralsk dilemma, der til stadighed diskuteres i denne overbefolkede verden - et nødvendigt onde, om du vil.« Og Leigh fortsætter: »I den forstand er "Vera Drake" naturligvis en politisk film, men altså ikke i den reduktive form, hvor budskaberne skæres ud i pap.«

Skal man overhovedet udsætte noget på "Vera Drake", så må det være dens noget overtydelige modstilling af under- og overklassen. Også de rige, hvor Vera gør rent og går til hånde, døjer med uønskede graviditeter, men her har man anderledes nemt ved at betale sig ud af problemerne. Hvad angår varm, menneskelig omgang er de velbeslåede dog stærkt underbemidlede.

»Min film handler ikke om onde kapitalister og godhjertede proletarer,« forsvarer Leigh sig. »Vera færdes i rige, opulente hjem, men hun er ikke jaloux på overklassen. Hun har ingen materielle aspirationer, men er tilfreds med at tjene til sit livs opretholdelse ved at gøre rent hos finere folk. Mennesker længes ikke nødvendigvis efter et mere velstillet liv, og sådan var det da slet ikke i efterkrigstiden, hvor en tryg og rolig hverdag var en luksus i sig selv.«

Nej, for Leigh er det de enkle glæder og sorger i tilværelsen, det er værd at værd at hæfte sig ved. Kun få instruktører formår at gestalte dem i så suveræn filmisk form som den sympatiske brite.

"Vera Drake" har dansk premiere 28. januar.