Fortsæt til indhold
Kultur

Tilbage til Roskilde

Der var ingen dårlige vibrationer, da Pet Shop Boys endelig vendte tilbage til Roskilde. Men duoen mener stadigvæk, at festivalen skulle have været lukket efter dødsulykken i 2000.

Af NIELS PEDERSEN

Da Roskilde Festival for to år siden blev rystet af dødsulykken på Orange Scene, der kostede ni mennesker livet, sad Pet Shop Boys på et hotel i København.

Den britiske popduo var programsat på Orange Scene aftenen efter ulykken, men da tragediens omfang gik op for Neil Tennant og Chris Lowe, ønskede de på linje med rockgruppen Oasis ikke at komme til Roskilde. Det førte til en længere polemik med festivalen, og Pet Shop Boys udsendte bl.a. en erklæring, hvori de krævede, at den daværende festivalchef, Leif Skov, skulle gå af.

Englænderne mente simpelthen, at det var uværdigt, at musikken fortsatte efter ulykken.

Det mener de stadigvæk.

»Jeg har altid vidst, at vi ville komme tilbage til Roskilde. Det var noget, vi måtte have ud af kroppen. Jeg var så vred for to år siden. Jeg mente virkelig, at festivalen skulle have været lukket.

Det var forkert at prioritere festivalen højere end hensynet til de efterladte. Jeg tror, at vi kunne se situationen i et større perspektiv, fordi vi ikke var midt i den,« siger Neil Tennant.

»Det ville have været fuldkommen upassende, hvis vi var kommet til Roskilde dagen efter ulykken og havde givet en koncert fuld af fest.«

Lagt på is

Før 2000 havde Pet Shop Boys ellers et godt forhold til Roskilde Festival.

Duoen gav en forrygende koncert på Orange Scene i 1997, men relationen blev lagt på is, da det kom dem for øre, at Pet Shop Boys og Oasis var blevet omtalt negativt af Leif Skov i en tale til publikum dagen efter ulykken for to år siden. Fra scenen fremhævede den tidligere festivalchef, at alle bands ville gennemføre deres koncerter på trods af tragedien. Bortset fra to.

»Det var forkert, at man ikke respekterede vores beslutning.

Det var provokerende at udstille os på den facon. I bakspejlet har man fra festivalens side erkendt, at det var en fejlagtig beslutning taget på et tidspunkt, da bølgerne gik højt,« siger Neil Tennant.

Pet Shop Boys og Oasis indgik efterfølgende forlig med Roskilde Festival.

Orkestrene fik dækket deres udgifter i forbindelse med den ufrugtbare rejse til Danmark, og de lod resten af deres honorar indgå i en fond, der støtter arbejdet med sikkerhed på festivaler generelt.

Enkel opsætning

Derfor var der ingen ''bad feelings'', da Pet Shop Boys fredag endelig vendte tilbage til Roskilde.

I midnatstimen sad de i omklædningsrummet bag Orange Scene. Neil Tennant og Chris Lowe er efterhånden midt i fyrrerne med 20 års poperfaring. Selv om mange troede, at deres musik var en døgnflue, der ikke ville holde ud over 1980'erne, har parret vist sig at være sejlivede overlevere med en udsøgt evne til at skrive hits. Senest har de udgivet ''Release'' - en enkel popplade, og koncerten fulgte samme opskrift.

»Vi har tidligere turneret med store teater-agtige opsætninger. Denne gang er det helt enkelt. Det er os plus to guitarister, en percussionist og en keyboardspiller. Vi elsker at lave de store shows, men vi ville fokusere på musikken. Det er interessant for os. Det giver stor selvtillid at opleve, at vi kan finde ud af det her,« fortæller Neil Tennant.

Der er glimt på ''Release'', hvor enkelheden og de akustiske guitarer får Pet Shop Boys til næsten at lyde som et rockband, hvilket er noget nær det sidste, man kunne forestille sig, at den poppede duo ville finde på. Chris Lowe er dog ikke overrasket.

»Når man tænker på vores alder, er det naturligt. Den første film, jeg så, var ''A Hard Days Night'' med The Beatles. Mange af de ting, vi altid har lyttet til, fik lov til at trænge igennem på ''Release''. Vi så bevidst bort fra moderne dansemusik og nutidige påvirkninger. Men det er da morsomt, at man ved at ændre lyden på trommerne og vælge nogle andre keyboards kan få pop til at lyde som rock.«

Hitmaskine

Da gruppen en time senere stod på Orange Scene, blev al frygt fejet til side. Pet Shop Boys er ikke blevet til et rockband. Selv om der var skruet op for guitarerne, blev natteluften banket godt igennem af solide trommebeats, og duoens positive bøssedisco viste sig endnu engang som en perfekt festkatalysator.Hitpakken bestod af klassikere som ''Love Comes Quickly'', ''Always On My Mind'', ''Domino Dancing'' og ''Left To My Own Devices'' blandet med bl.a. ''Home And Dry'' og ''I Get Along'' fra ''Release''.

Fokus var helt klart på hits, og som i 1997 blev der ikke taget chancer. Pet Shop Boys er stadig på udebane i rockland.

»Når man optræder på en festival, er det vigtigt at spille sange, som folk kender. Det er ikke stedet at præsentere de sære numre fra den nye plade,« siger Chris Lowe.

Pet Shop Boys har netop været på turné på engelske universiteter, og dér spillede de mest for fans, som fik chancen for at høre obskure B-sider og numre, gruppen ellers ikke spiller live. Når duoen vender hjem til England, venter det næste projekt allerede. Neil Tennant og Chris Lowe er gået i gang med at planlægge en ny musical, der skal følge op på forestillingen ''Closer To Heaven'', som havde premiere i London sidste år.

niels.pedersen@jp.dk