Muhls nye udsigt

Han bærer sølvringen på sin venstre hånd. Den er graveret "Crede Et Vicisti".

Tro - og du skal vinde.

Det er helt uvirkeligt at se ringen i virkeligheden. Han smiler, da jeg strækker mig frem for at røre ved den.

Tro - og du skal vinde.

Det lyder så enkelt. Så ligetil. Så beroligende. Og fremfor alt uden spor af hokuspokus.

Hjemme på mit natbord ligger hans nye bog "Seeren fra Andalusien", hvor han fortæller om, hvordan han fik ringen, og hvordan han i begyndelsen igen og igen måtte minde sig selv om indskriften.

Det er sådan en bog, man er nødt til at læse flere gange for at få det hele med. Den er et vindue med udsigt til indsigt. Den rejser spørgsmål om den måde, hvorpå vi er til stede i livet og beretter om den terapeutiske og spirituelle proces, Lars Muhl har gennemgået hos et ekstrauniverselt menneske, som er i stand til at rejse gennem tid og rum, og som har gjort det i flere reinkarnationer.

Hånden på hjertet, så er det med lige dele nysgerrighed og skepsis, jeg er trådt ind i lobbyen på Hotel Marselis i Århus, hvor vi har aftalt at mødes. Men bænket med kaffe og te på en bund af muzak og hektiske tjenere i en tidslomme mellem restaurantens morgenbuffet og frokostanretninger falder alle mine parader i takt med hans ord.

Uden at virke missionerende eller anmassende fortæller han om en anden virkelighed, om menneskets samhørighed med universet og om de ubegrænsede muligheder, vi reelt har.

Musikernes musiker

I det stille forsøger jeg at kigge ham lidt an. Det ér stadig Lars Muhl, der sidder overfor. Et af dansk rocks væsentligste kapitler. Musikernes musiker. Den evigt undervurderede komponist og crooner. Ham, der skrev "One More Minute", der blev udsendt i otte lande og fordansket af Lis Sørensen til "Ind til dig igen". Ham med den lange, slanke krop, den brede næse og selvrådige pandelok, som han skubber til side med en øvet bevægelse, der minder om den afdøde centrumdemokrat Erhard Jacobsen.

Og så alligevel ikke.

Noget er forandret. Lars Muhl siger selv, at han er til stede. For første gang. Her. Nu!

»Jeg har altid følt mig som en fremmed, men gennem de oplevelser, jeg har haft med Seeren, har jeg lært at være her og virkelig kunne sige JA med stort J og A. Det er en revolution ud over alle grænser,« siger han og indleder sin udviklingshistorie.

Han kom til verden i 1950 og voksede op i en lejlighed på Vestre Ringgade i Århus. Hans mor havde damefrisørsalon i lejligheden, og hans far kørte taxa. På mange måder et helt almindeligt og godt hjem med søndagsudflugter til Væddeløbsbanen og Aarhus Stadion. Alligevel var der noget, der ikke passede ind i "det almindelige" og "det rigtige".

Han fortæller, at han var et ensomt og indelukket barn med en evne til at se og lytte på det oversanselige niveau. Han levede sig fuldstændig ind i andres smerte og identificerede sig med kvarterets særlinge. Men det, der virkelig kom til at mærke hans barndom, var hans lillesøsters død. Hun døde som seks-årig af en hjernesvulst, da han er omkring ni år gammel.

»Det traumatiske var, at jeg på et tidspunkt havde ønsket hende død, fordi jeg var jaloux på hende. Det var fuldstændig uskyldigt, som den slags ønsker er mellem søskende. Men så skete det. Hun døde. Det var virkelig chokerende og efterlod mig i et helvede af skyld. Hver eneste nat i to år derefter var jeg bange for at sove. Når jeg nærmede mig indgangen til søvnen, så havde jeg en oplevelse af at blive spiddet af to planter, som voksede op gennem min krop og sprængte mit hoved, inden de fortsatte ud i universet. Først senere har jeg fundet ud af, at oplevelsen relaterer sig til den såkaldte Kundalinikraft,« beretter Lars Muhl, der har kunnet analysere barndommens drømme, tanker og følelser, fordi han dengang førte dagbog.

»En skolepsykolog, der så noget af det, jeg skrev, sagde til mine forældre, at de straks måtte få mig stoppet, for ellers kunne han ikke tage ansvaret for, om jeg blev sindssyg. Heldigvis overhørte mine forældre ham og lod mig beholde dagbøgerne. Da jeg fyldte 40 år, fik jeg en pakke af dem, der indholdt alle mine protokoller, og det blev begyndelsen til hele den her proces, som jeg nu har været igennem,« siger Lars Muhl.

Den anden virkelighed

Året efter sin 40 års fødselsdag, det var i 1991, flyttede han og kæresten Hanne til Samsø. Men inden vi hopper så langt frem, så lad os lige dvæle lidt ved de år, der trods alt repræsenterer den mest kendte side af ham.

»Jeg oplevede en stor frihed med ungdomsbevægelsen og beatmusikken. Det, at jeg kunne møde nogen at spille sammen med, havde måske endnu større betydning for mig end musikken i sig selv. Lige pludselig var jeg noget sammen med nogen og kom også i kontakt med pigerne. Det var helt klart en måde at lægge låg på al smerten og komme videre,« siger Lars Muhl.

Det intense liv som musiker skulle én gang for alle lukke af for "den anden virkelighed", som havde gjort ham så forbandet ensom, og som ingen andre end han syntes at ville kendes ved. Men en turné til Israel endte i eksperimentelle stoffer og et fængselsophold, der blot skærpede hans psykiske sanser. Og han begyndte at søge viden om trosretninger, filosofi, eksistentialisme og så videre.

I dag siger han, at han i mere end tredive år har kæmpet en ulige kamp med en karriere som musiker og sanger. Hver gang, det for alvor skulle til at være, og han stod overfor det kommercielle gennembrud, som rockpressen konstant ventede på, så var der noget i ham, der trak i en anden retning. En indbygget modstand mod berømmelse og succes.

I 1999 takkede han af. Erkendte endelig, at det var umuligt for ham at forene de to modsatrettede veje. Han kunne ikke både være noget ved musikken, med alt hvad det indebar, og samtidig være i den fordybelse og stilhed, som han i højere og højere grad søgte. Det var ikke længere muligt for ham at undertrykke "den anden virkelighed".

Han beskriver selv den proces, han var igennem, som en paradoksal blanding af eksistentiel afklædning og et mentalt sammenbrud.

»Alle folk ved godt på et grundlæggende plan, hvad der er rigtigt og forkert for dem. Af en eller anden grund bliver man pludselig i vildrede, fordi normen fastslår, hvad der er rigtigt, selvom man inderst inde kan mærke, at det er forkert. Alligevel gør man, som normen siger, fordi man ikke vil være anderledes, og på den måde gør man vold på sig selv,« siger Lars Muhl.

Ingen kan vel mere præcist forklare, hvilket følelsesmæssigt kaos, han har været i, end hans åndelige vejleder Seeren. Vi tillader os at citere:

"(...) Du har altid været fremmed her. Det forfinede væsen, som ikke ville meddele sig. Fordi du vidste, at hvis du åbnede for dine muligheder, ville det ikke blive forstået. Derved opstod din ensomhed igennem inkarnationerne. (...) Du var engang omrejsende sanger her i Spanien. I den nuværende inkarnation har du været sanger i Danmark og har forsøgt at være til stede på den måde; men uden at det er lykkedes. Du er for ekstrem. Du nærmede dig ikke den almene bevidsthed. Du er ikke folkelig. Elegancen ligger i dine tankeformer, som ikke ret mange har været i stand til at tage imod. Du har aldrig været til stede."

Oppe på en sky

Lars Muhl skænker mere kaffe og skubber pandelokken til side.

»Det kan godt være, at nogen synes, det her er for meget, men jeg forsøger - og ser det som min litterære opgave - at give mine oplevelser et sprog, som ikke er vidtløftigt. Det skal have en jordbundethed, så alle mennesker uden forudsætninger kan gå ind i de her ting og opdage, at det også kan være en mulighed.«

»Der findes masser af bøger indenfor new age-miljøet, som stort set er den ene gentagelse efter den anden, og hvor sproget er elendigt. Det hænger dig langt ud af halsen til sidst med chakra mig her og chakra mig der. Problemet med dem er, at de ikke er funderet i oplevelser, men er skrevet på en fascination og derfor uden hold i virkeligheden. Hovedparten af mennesker i new age-miljøet har en idé om, at de skal sidde oppe på en sky med englevinger og hjælper folk nede på jorden. De kan ligeså godt sætte sig ud i en luftgynge i Tivoli Friheden,« mener Lars Muhl. Han synes i det hele taget, at det man bredt kan kalde den åndelige verden har et kommunikationsproblem. Enten bliver den mødt af en stor modstand, fordi folk straks forbinder det med guruer og mystiske sekter eller også svælger folk sig i TV-programmer som "Åndernes Magt", der ifølge Muhl er det rene tivoli uden forløsning.

På den baggrund har det ikke været let for ham at tage skridtet fuldt ud og offentligt bekende sin spirituelle forvandling.

»Man får let en rolle som missionær,« konstaterer han og afviser bestemt, at han er ude i et missionerende ærinde. Han skriver bøger om sine oplevelser, som man kan købe, hvis man lyst. Ligesom det er op til den enkelte, om man har lyst til at kontakte ham og komme i transpersonel psykoterapi, hvor man kigger ud over den fysiske, emotionelle og mentale personlighed - og beskæftiger sig med menneskets spirituelle liv.

Han gør det klart, at der ikke er nogle lette smutveje, hvis man virkelig vil arbejde med sig selv og de her ting. Man skal være villig til at gå helt ned i kælderafdelingen og kigge efter skeletter i skabet, og man må forstå, at det hverken er naboens, samfundets eller Islams skyld, hvis man ikke føler, man er lykkedes. Han har selv været kælderturen igennem og kalder den en nødvendig nedstigning i helvedet.

»Jeg vil gerne pointere vigtigheden af vores bevæggrunde og af, at skabe overensstemmelse mellem det vi tænker, siger og faktisk gør. Og om det befriende i at stille sig til rådighed: Hvad kan jeg give, istedet for hvad kan jeg få. Om at have modet til at give afkald på ethvert ønske om magt. At sætte sig ud over enhver form for magt og på den måde blive fri. Fri fra alle de materielle bånd og forsikringer, der binder os. Om det ønskelige i at ophæve vores forkrøblende og begrænsende forestilling om magt, penge og succes,« siger Lars Muhl.

»Da vi slog os ned på Samsø i 1991, var det lidt af et eksperiment. Hvad sker der, når man træder et skridt til side og begynder at give slip? Vi mennesker er grundlæggende bange for at miste vores job, vores penge og vores partner, og så lægger vi al vores energi og bekymringer i det og lukker fuldstændig af for den anden side, som indeholder vores intuition, vores evner og muligheder. Det kræver egentlig ikke noget særligt at aktivere den side udover, at man giver slip på tingene og holder op med at være bange,« siger Lars Muhl og giver som eksempel, hvordan han ind imellem har ringet desperat for at sælge sig selv som foredragsholder. Det gav aldrig nogle jobs. Til gengæld blev han kontaktet i samme øjeblik, han fralagde sig den bekymrede attitude.

»Problemet er også, at vi hele tiden konfronteres med, at vi skal være filmskuespillere eller professionelle sportsstjerner for at være en succes. Reklamerne fortæller os, at festen foregår et andet sted, så lykken er aldrig dér, hvor du er. Det er utroligt destruktivt. Men hvis en gruppe mennesker beslutter sig for, at nu er festen altså lige her, hvor vi er, ja så er der jo fest!« smiler Lars Muhl.

Tappet for energi

Man forstår, at han er holdt op med at jagte festen andetsteds. Og det er ikke nogen hemmelighed, at han fik hjælp, da han gav afkald på de materielle goder og sin identitet som musiker og sangskriver for at være til stede og stille sig til rådighed, som han udtrykker det.

I den begrebsverden, hvori han i dag opererer, er mennesket af universel oprindelse. Jorden er et mellemstadie, en skole, en raffineringsproces, hvori vi skal lære at være bevidste medarbejdere i dette univers for siden at kunne være det i de andre. Mennesket tilhører urstoffet, den universelle bevidsthed, den evige tankeform.

Mødet med Seeren og den erkendelse, som han repræsenterer, ligger ikke så mange år tilbage for Lars Muhl. Han kom i kontakt med ham under sin sygdom.

»Jeg kalder det sygdom, for jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde det. Lige pludselig oplevede jeg, at jeg intet kunne foretage mig. Det kom sådan bom og tappede al min energi. Der er ingen tvivl om, at jeg blev syg, fordi jeg ikke gjorde det, jeg skulle. Hele den her indsigt, jeg havde erhvervet gennem mit selvstudium, havde hobet sig op i mig, og jeg vidste, at der var noget andet, jeg skulle i dette liv. Alligevel tøvede jeg med at tage skridtet og tvivlede vel også på mig selv,« erkender Lars Muhl.

En bekendt gav ham et telefonnummer til Seeren, og da de endelig mødtes i Sydfrankrig og senere i Andalusien gennemgik Lars Muhl en terapeutisk og spirituel proces, der radikalt forandrede hans tilværelse.

»Seeren er en slags tidløs troldmand. Han aktiverer potentialet, belyser det mørke, vækker de slumrende kvaliteter til live og får ting til at ske. Hvis man kan tale om en kosmopolit, så er det ham. Han rejser i tid og rum og er ekstrauniversel i ordets dybeste betydning. Og han har en utrolig evne til med meget få midler og ord at sætte én i en situation, hvor man er nødt til at handle. Det føltes som et knips med fingrene, da jeg mødte ham. Han havde ventet på mig. Sådan var det bare,« siger Lars Muhl og understreger, at man godt kan glemme alt om gurudyrkelse. Det vil Seeren tage som en fornærmelse. Man skal heller ikke tro, at det problemfrie og smertefrie liv eksisterer. Det er noget, vi har set på film og derfor dyrker som lykken.

»Det, vi skal forstå, er, at der er ingen begrænsninger, hvis man beslutter sig for det. Når vi taler om det lyse og det mørke i vores eksistens, så repræsenterer mørket vores angst. Helvedet og djævelen. Men mørke er ikke ondt, det findes ikke. Det er bare ubrugte kvaliteter og muligheder, der ligger og venter på at blive belyst. I samme øjeblik, vi kaster lys på tingene, så er de jo ikke mystiske længere, så er der ingen frygt længere. Vi er her på jorden for at transformere denne bevidsthed. Vi er her som medskabere af universet,« siger Lars Muhl.

Det har taget ham et helt liv at nå til den erkendelse. For andre vil det komme langt tidligere i livet, mens andre igen vil gå hele vejen uden at opdage, at de havde et større potentiale og et ansvar som medskabere.

»Jeg har ikke nogen bemyndigelse til at gå rundt og spille klog mand. Jeg har ikke forstand på, hvad andre folk skal og ikke skal, før de kommer og spørger mig,« understreger han og forklarer endnu engang det, som er så svært at forstå.

At vi er skabt af de samme grundstoffer som stjernerne og galakserne. At vi er i familie med alt, som er skabt. Vi kommer som ånd og får en krop, og den krop afleverer vi igen. Og det er ikke noget, der hedder det ydre og indre rum. Det hele er her. Vi sidder midt i det.

»Du trækker vejret automatisk, men hvad er det for en kraft, der ligger i det, og hvor bliver den af, når du holder op med at trække vejret? Prøv at forstå, at intet er tilfældigt. Se bare på din egen krop, hvor alt har en funktion. Vi accepterer også rask væk, at der kommer lyd ud af radioen og fjernsynet, når vi trykker på en knap. Men forestil dig nu, at de her usynlige lydbølger og stråler, som vi accepterer, fordi de er puttet ind i en kasse, også eksisterer i det overordnede system. Det kan være, at der findes en sender og en modtager i vores ubrugte del af hjernen, som venter på at blive tændt,« siger Lars Muhl og sætter hele tankesættet om det enkelte individs ubrugte muligheder og ansvar ind i et større perspektiv.

Oprydning i baghaven

»Jeg tror på, at tingene begynder at åbne sig nu. Der skete en afgørende ting 11. september. Der er ting, som nu er blevet sat på spidsen, og som skal løses. Vi skal til at tage nogle valg og den højredrejning, vi ser i en række lande, er den sidste krampetrækning af "det er de andres skyld". På et tidspunkt vil vi ikke have nogen at skyde skylden på, og hvad sker der så? Jeg tror på, at vi nu begynder at rydde op i vores egen baghave og derved vil opleve, at tingene sker på et andet plan. Vi skal transendere det primitive stadie, vi står på, op til et lidt højere stadie. I en ny cyklus. Det er så enkelt. Det foregår fuldstændig som i naturen med dens cykluser. Hvorfor skulle vi være anderledes?,« siger han og runder af:

»Man kan lade sig føre blindt med eller tage nogle bevidste valg undervejs. Man skal ikke tro, at den, der arver 80 millioner kroner i dåbsgave, har færre problemer end den, der bliver født i Vollsmose. Det er bare nogle helt andre problemer, han eller hun står med, og det bliver ikke lettere af den grund at finde ind til tingene. Så der er reelt ingen undskyldning. Man har altid et valg og nogle muligheder. Hvis bare man begynder at tro på det.«

Hvordan var det nu?

Crede Et Vicisti.

Tro - og du skal vinde.

lisette.greve@jp.dk

LARS MUHL