Absolut for liebhavere

Måske blev det grundlagt den eftermiddag, hvor hun kom hjem fra skole, og så at hendes far var hjemme. Han var ellers aldrig hjemme så tidligt.

Den ekstremt gode fornemmelse for, hvornår der er noget galt.

For der var sket et dødsfald i familien.

Et tragisk dødsfald. Det var derfor faderen var hjemme. Det var derfor huset var tavst og trist.

Og der kom flere af dem.

Ulykkelige og alt for tidlige dødsfald i den nærmeste familie. Fulgt af sorg - og hos børnene en smertefuld erkendelse af forgængelighed, af at intet varer evigt.

Derfor ved Ellen Hillingsø, at man ikke skal skilles som uvenner eller med en smækket dør. For måske ses man aldrig mere.

Derfor ved hun, at alting går over - både succes og livet som sådan.

Derfor er hun god til at leve sit liv og bruge sig selv.

For om et øjeblik, pludselig en dag, er det forbi.

Og så griner hun. Stort og larmende. Glæder sig overstrømmende over maden på vores tallerkener. Kniber øjnene og det intense blik sammen, rynker de brede sorte bryn og svarer med en stemme, der nogen gange er sød og lys og andre gange dyb og på kanten af bister.

Sådan er hun.

Ud over alle grænser.

Absolut for liebhavere.

Men allerede - eller omsider - taget.

Sikker i sin sag

For knap et år siden blev hun i al stilfærdighed viet til sin mand, Christoffer Castenskiold, i det smukke gamle kapel under Valdemar Slot ved Præstø. Uden stivet strutskørt, festklædte gæster og nysgerrige kameralinser. Med bævende hjerte, men sikker i sin sag.

Sådan er hun nemlig.

Et menneske, der står ved sine valg.

»Da han friede, sagde jeg ja - og skreg højt aahhhh, for det var sindssygt angstprovokerende,« husker hun om dagen i parken, hvor barndomsvennen og kæresten gennem tre år friede.

En lykkelig dag. På mange måder.

For med ham fandt hun sin modsætning og på en måde også sig selv.

»Nogen gange tror man, at tingene skal komme med larm og spræl, men i virkeligheden er nogle af de rigtig store ting kommet ganske stille. Og det er egentlig sjovt - i betragtning af, at jeg er sådan en larmende person. Han friede helt klassisk, og når jeg tænker tilbage, har jeg nok aldrig troet på, at jeg skulle opleve det.

Men let's face it. Størst af alt er kærligheden.

Aldrig i livet

Når jeg tidligere har scannet omverdenen for mænd, har jeg overhovedet ikke kigget i hans retning. Han er adelig og har gået på en fin skole, alt det som jeg har haft travlt med at distancere mig fra. Jeg har altid sagt til min mor, at jeg under ingen omstændigheder skulle giftes med en fra et overklasse-miljø. Aldrig i livet. Jeg skulle giftes med en polsk smalfilmsinstruktør med blåt hår og mudder under støvlerne og med en masse råben og skrigen.

Det betød, at jeg ikke havde alle paraderne oppe, da jeg mødte min mand til en fødselsdag, efter at han havde boet i udlandet i flere år. Men det var måske netop forudsætningen for, at han kunne ramme ind i lige præcis mit felt. Jeg var ikke på vagt, jeg havde absolut ingen forventninger om, at det skulle være ham. Derfor var det bare hyggeligt.

Jeg havde ingen forudindtaget holdning om, hvordan jeg skulle opføre mig, hvad vi skulle tale om - for vi havde jo kendt hinanden altid. Og netop fordi vi har nogenlunde samme baggrund, forstår vi hinanden på en underlig udefinerlig måde. Det føles trygt og meget dejligt.

Usynlig mur

Men i virkeligheden tror jeg, at det er manges problem, at vi har en forudindtaget holdning til, hvordan den store kærlighed skal se ud, hvad han skal tjene, hvad han skal lave og hvordan han er ved marsvin, ved hunde og ved fisk. Dermed laver vi en usynlig mur omkring os, som dette stakkels menneske skal prøve at leve op til. Og derfor har den store kærlighed det svært, for den kan ikke trænge ind bag dette fantasifoster af forventninger,« understreger den 35-årige Ellen Hillingsø og fortæller, at ægtemanden er et stilfærdigt, jordbunden og diskret menneske, som hader glimmer og glamour og lader hende om at gå til premiere og den slags.

»Han er sig, og jeg er mig. Det kalder jeg et stort privilegium. Jeg tror, at mange mennesker forventer, at deres partner skal kompensere for den tomhed, man kan føle ved at leve i en så hæsblæsende kultur som vores. Med vi kan ikke forlange eller regne med, at et andet menneske skal fylde os op, være meningen med det hele. Man må tage ansvaret for sig selv og stå ved sine valg. Være generøs med sig selv, lægge sin lid til forsynet og tro på, at ens valg var de rigtige på det givne tidspunkt - man bliver jo sindssyg af at gå og tænke på, om man skulle være gået til højre i stedet for til venstre.«

Netop valg og evnen til at være til stede i sit eget liv er for øjeblikket også temaet i hendes professionelle liv.

Oven i købet i to udgaver.

Dels på scenen på Frederiksberg på Aveny-T i Nikoline Werdelins stykke "Boblerne i Bækken", som handler om fem mænd, der ligger på deres dødsleje på en terminal hospitalsafdeling og kigger tilbage på deres tilværelse, på de valg og fravalg, de foretog. Ellen Hillingsø er deres sygeplejerske, og en kvinde med en hemmelig lidenskab for dans, som hun nu endelig har fået sparet penge nok sammen til at udleve.

Og dels i mere muntre rammer på TV2, hvor hun er på rollelisten i Hella Joofs sit-com "Hvor svært kan det være", der sætter fokus på tre unge par i en villa i Valby, politisk korrekthed, og tendensen til at have travlt med at være åh så rigtig.

»Jeg tror, at det er det vi helt grundlæggende kæmper med i vores kultur. Vi lever i en tid - addr for en kliche, men sådan er det altså - hvor lykken hviler på ens egne skuldre. Det er ikke op til forsynet, gud eller den slægt vi er født ind i. Det er op til os selv. Og det er ufatteligt hårdt og et kæmpeansvar, hvilket giver den desperation, der præger mange mennesker i dag.

Men jeg tror samtidig det er et valg, man tager.

Det er det, som er forskellen på at være barn og voksen. Det at man tager ansvaret for sig selv.«

Hun tøver og kigger alvorligt ud af de store panoramavinduer til den smukke solklare formiddag på Frederiksberg.

Nye mål

Daglig meditation har i årevis taget sig af den indre balance, men der er vist alligevel sket en hel del i hendes hoved, siden hun i midten af 90erne bragede igennem fjernsynsskærmen med en kanonudstråling i Ole Bornedals TV-serie "Charlot og Charlotte".

Først og fremmest har hun skulle sætte sig nye mål.

For gennembruddet førte ikke den forventede ultimative lykke med sig.

Og det havde hun vel et eller andet sted haft en forestilling om - eller i hvert fald haft som mål.

Bevares, det er da vidunderligt at have nok arbejde at vælge imellem, men den fundamentale dybe tilfredsstillelse gav succesen ikke.

»Jeg har fundet ud af, at man ikke kan rejse ud efter alting. Det vigtigste skal man finde inden i sig selv,« fastslår hun og fortsætter:

»Det var en voldsom oplevelse pludselig at få så stor opmærksomhed, at gå fra at være næsten ikke-eksponeret til at være voldsomt eksponeret. Hele ens virkelighed bliver rykket på et øjeblik. Jeg har altid haft en klar bevidsthed om, at der findes en "flavour of the month", en dagens ret, månedens kendte, men der ligger i den vestlige verden en drøm om Hollywood, eller det Lykkelige Arabien, som Thorkild Hansen skrev. En drøm at blive set, at være ligesom dem i Vogue. Hvis jeg bliver set, så er jeg. Derfor løber vi skrigende rundt efter noget vi tror der er det rigtige, men som viser sig at være en luftspejling.

For jeg blev jo ikke spor lykkelig af at blive interviewet 10.000 gange.

Egen identitet

I stedet måtte jeg redefinere mig selv, finde min egen identitet. Måske bare oven på Charlot og Charlotte, måske fordi man står der midt i livet, og ved at man om et øjeblik kan være død og borte, eller katapultet ud i den store verden ligesom Iben Hjejle.«

Hun bøjer sig frem og siger indtrængende:

»Men samtidig tror jeg på, at man skal tage sine kriser, når de kommer, gribe dem, bearbejde dem og bruge dem. Og lad os slå fast, at livet er fucking smertefuldt. Vi befinder os hele tiden i transitter, i overgange, og det giver problemer og fremkalder angst. Som når man uigenkaldeligt ikke længere er purung. Men går man ind i smerten, kan det give en ro til at sige: »Jamen, lad bare de andre råbe og skrige, og drøne afsted, jeg vil noget andet, jeg fordyber mig.«

Og med ét er hun mild og lavmælt.

Som om hun kommer til at tænke på noget dejligt.

Børn.

Men nej, nej, det er endnu ikke aktuelt. Det er blot hendes store ønske og næste mål.

Patriarkalsk samfund

Hun vil have børn og finde balancen på den arena.

»I mange år har det været hemmeligt, at børn tager tid, men nu er det heldigvis kommet frem i lyset, og så kan vi begynde at tale om ligestilling. For det eksisterer jo ikke. Man har løjet for os. Vi lever i et patriarkalsk samfund, som overhovedet ikke har fattet en bønne, for hvem er det der definerer betingelserne? Det er mændene. Er det måske ligestilling, at den kvinde som søger et professorat, som har talenterne, alligevel ikke får stillingen, fordi hun ikke har kunnet nå at skrive de nødvendige 13 artikler, fordi hun har født tre børn til samfundet?«

Ellen Hillingsø kniber læberne sammen. Hun er vred.

Selvom hun er født på solsiden, fejler engagementet og indignationen ingenting.

Hun tror på, at man skal bruge sin taletid med omtanke, og påpeger i øvrigt skarpt, at selvom hun har drukket te med de kongelige, er hun opvokset i et almindeligt rækkehus i Charlottenlund - godtnok med adelige aner men uden pengetræer i baghaven.

Og det gør forskellen.

Det betyder noget, om man altid har haft penge nok. Og hvad der er vigtigt for ens familie. Om det er antallet af smarte biler, eller om naboen har fået en finere minkpels end en selv.

Ydmyg familie

Sådan var det ikke hos familien Hillingsø, hvor faderen er generalløjtnant Kjeld G. H. Hillingsø og moderen Birgitta Hillingsø, der er uddannet i en boghandel, i mange hjemmegående og i dag repræsentant for auktionshuset Christie's i Danmark. Ellen Hillingsø har også en storebror, som er læge og formand for den humanitære organisation Læger uden Grænser.

»Vi fik indprentet en ydmyghed og respekt for andre mennesker. Vi skulle ikke tro, at vi var noget særligt, bare fordi vi havde særlige forbindelser. Desuden er mine forældre meget uhøjtidelige mennesker, meget lidt optagede af status og penge,« fortæller hun og kan huske tilbage på et usædvanligt barndomshjem.

»Det var totalt kaotisk og ren boheme. Jeg er vokset op i en temperamentsfuld familie, og det betyder, at man bliver god til at aflæse stemninger og mennesker, for hvornår sprænger bomben, og nu bliver han sgu sur. Man får en god intuition, og du kan bande på, at jeg har gode antenner. Jeg kan mærke hver en vibration i et rum, jeg ved lige nøjagtig, hvornår veninden har skiftet elskeren ud.«

Men det er en helt anden snak.

Tiden løber, kaffen og den varme chokolade er for længst røget indenbords. Forude venter endnu en lang teaterdag og vi siger tak for nu og held og lykke med det hele.

jette.carlsen@jp.dk