Anders Thomas Jensen og ''De grønne slagtere''

Den unge generation marcherer i takt på egoismens højborg. De trutter i hver deres navlepillende valhorn for at blive hørt og elsket - for at komme frem i forreste geled, hvor man bliver lagt mærke til. Big Brother, Pop Stars, Robinson, you name it - alle vil frem i lyset.

Sådan er det også med slagtersvendene Svend-Sved (Mads Mikkelsen) og Bjarne (Nikolaj Lee Kaas) i Anders Thomas Jensens nye film De grønne slagtere. Dagligt må de stå rør i bagbutikken, hvor deres tyranniske mester overdænger dem med depraverende eder og fedtede hjortepølser. De vil gøre hvad som helst for at komme frem til disken og høste lidt anerkendelse, men deres mester og Svend-Sveds dårlige marinade spærre dem vejen.

Slagtermesteren, Ole Thestrup, afslører tidligt i filmen sin morbide fantasi. Med et grænsepsykotisk blik langer han sin specialitet, hjortepølsen, over disken til en befippet, ældre dame:

»Pølser...Man kan vel nærmest sige, at der er noget mytologisk over at dræbe et dyr og så håne det ved at stikke det op i dets egen tarm,« grynter han, som kun Ole Thestrup kan gøre det.

Man fatter en smule sympati for de underkuede slagtersvende, men som det senere skal vise sig, da de får deres egen butik, er de kannibalsk talt ikke en knivspids bedre end deres mester.

»Grundidéen var at tage nogle dybt usympatiske og afstumpede mennesker, som oven i købet gør nogle forfærdelige ting, og så derfra se om man kan komme til at holde af dem,» siger Anders Thomas Jensen, som både har skrevet og instrueret filmen.

Spark over benet

Der hvor vanviddet stopper i Blinkende Lygter begynder De grønne slagtere, fortæller han. Filmen er et stykke længere ude figurmæssigt og selve historien og startscenen fungerer nærmest som en pendant til ægge-puster-scenen fra Blinkende lygter. Uden at afsløre for meget kan det røbes, at der er én, der får et gedigent spark over skinnebenet. Det er klassisk Anders Thomas Jensen, som også har stået for voldshumoren i blandt andet I Kina spiser de hunde og Gamle mand i nye biler.

»Bjarne og specielt Svend er parat til at slå ihjel for at blive elsket. Sådan er det sgu næsten i dag. Prøv at kigge ud af vinduet, jeg har aldrig set så mange mennesker, der vil gøre hvad som helst for at blive elsket eller anerkendt. Det fylder enormt meget i min generation.«

Du har selv fået meget anerkendelse for dit arbejde, og er blevet udråbt til dansk films nye guldfugl. Går det ikke ud over det nærvær, som Svend og Bjarne så desperat søger efter?

»Jo, det er naivt at tro, at det ikke koster noget af en selv. På sådan en promotion-tur som denne her siger man "jeg" utrolig mange gange, og det er sgu ikke sundt. Man kan ikke leve uforandret videre. Du bliver hvad du spiser!«

Spyd i potten

»Min generation er vanvittig egoistisk. Jeg havde en fantastisk oplevelse forleden. Jeg var til fondue-aften, og her blev egoismen sjælden konkret. Fondue er en jo en ret, der er baseret på 60'erne og en ideologi: Du beholder dine egne spyd og putter ikke for mange ned i olien ad gangen, så der ikke er plads til de andres. Men jeg var pisse sulten, så jeg møgede så mange spyd ned i potten, at olien blev kold, og det gjorde de andre også,« griner Anders Thomas Jensen. »I 60'erne respekterede man, at det dér spyd er mit, og det dér er dit. Hos os gik alt i stå, og det endte med, at vi bestilte hver vores pizza. Det synes jeg er et meget godt billede på, at en ret er tidsbestemt - fondue fungerer simpelthen ikke i dag!«

Hvad skal der til for at vende det navlebeskuende univers, du tegner i filmen?

»En ny syndflod, Noahs ark - jeg ved det ikke. Der er jo en masse teorier om, at vi er trætte af fællesskabet, at vi ikke har noget større end os selv at kæmpe for, at vi mangler en krig osv. Men i virkeligheden tror jeg bare, at folk udlever deres drømme. Det er selvfølgelig super egoistisk, men det er bekvemt - og jeg gør det også selv.

Så er du i og for sig ikke meget anderledes end Svend-Sved?

»Nej, det er jeg ikke. Jo, altså - han er jo forstørret op. Hele filmen er virkeligheden plus 30 procent. Men det er i os alle sammen. Vi er alle sammen produkt af et eller andet, der skriger på opmærksomhed. Med måde synes jeg, at det er okay. Men det er trist, når folk degraderer sig fuldstændigt for opmærksomhedens skyld,« siger Anders Thomas Jensen sjældent alvorlig.

Er du ved at nå grænsen for, hvor voldelige dine film kan blive?

»Fysisk vold på film rører mig ikke, det er da sjovt, når man gør volden grotesk morsom og virkelighedsfjern. Men denne film indeholder også nogle dystre psykologisk voldelige scener, som får Blinkende Lygter til at ligne Far til fire på landet. Det er helt bevidst, at jeg prøver, at nå ud til grænsen, hvor vold ikke er sjovt længere. Jeg tror, at jeg med De grønne slagtere har fået afsøgt det sorte og afstumpede univers og set, hvor langt jeg kunne tage det i forhold til humoren. Det er da absurd og ulækkert, men det er også dér, det bliver interessant. Jeg elsker at sidde i biografen, hvor én tredjedel griner, én tredjedel går og én tredjedel af publikum bare synes, at det er ulækkert. Hvis en film kan det, synes jeg, at der er et eller andet, der er lykkedes. Men jeg kan ikke lave en film, der går videre end denne her, så næste gang må det blive noget andet.«

Drengerøvsfilm

Med Blinkende Lygter blev du af nogle anmeldere kritiseret for ikke at lave fyldestgørende kvindeportrætter. Det virker som om, du har taget lidt af kritikken til dig?

»Det er ikke meget,« griner Anders Thomas Jensen. »Jo, Bjarnes kæreste, Astrid, har fået lidt mere fylde. Men det er også en fejl,« siger han og slår en høj latter op. »Jo, hun er da med for at give Bjarne et eller andet lys. Han er jo en zombie, der bare ligger og piller ved sine skeletter. Men jeg har ikke haft nogen ambition om at lave et fyldestgørende kvindeportræt. Det er en drengerøvsfilm, hvor kvinderne er med for at få en på lampen. Jeg synes sagtens man kan lave en film, hvor man misbruger kvindekønnet. Der er en eller anden tendens til, at hvis man portrætterer kvinder, homoseksuelle eller indvandrere på film, må det ikke være karikeret. Men der er da også mange manderoller som er ufuldstændige og dybt tåbelige. Men jeg skal nok lave en film med nogle kvinder!«

De grønne slagtere er blevet godt modtaget under screeningene forud for gallapremieren i dag. Spørgsmålet er om den også har appel til et internationalt publikum?

»Det håber jeg, at den gør. Vi har vist den i Frankrig og USA, og dér har folk været meget glade for den, men de ser den på en anden måde. De fanger ikke humoren i replikkerne og ironien, fordi det går tabt i underteksterne. Dansk film spiller jo meget på sproget og ironien i øjeblikket, så det bliver en meget alvorligere film for dem, der ikke forstår dansk. Det er lidt sjovt, at den samme film kan opfattes så forskelligt. - Jeg vandt faktisk 40.000 lire på en thriller-festival i Italien for B linkende Lygter! Jeg var helt flov over at træde op på podiet og modtage checken - jeg turde sgu ikke sige til dem, at det var en komedie, storgriner Anders Thomas Jensen. »Det er da enormt morsomt. Måske får jeg også en gyser-pris for D e grønne slagter e. Who knows.«

thomas.ambrosius@jp.dk