Manden der ville være skyldig

Hvis Hitler havde haft venner, så havde jeg været hans ven.« Sådan indledte Albert Speer sit forsvar ved Nürnbergprocessen, hvor han stod anklaget. Dén sætning opsummerer det særegne ved Speers temmelig enestående erindringer. Ingen stod Hitler nærmere, så ingen har kunnet give mere nærgående portrætter. Rigtig tæt på kommer vi dog aldrig, for Hitler havde, som udtalelsen siger, ingen venner. Endelig er sætningen tillige jo et opsigtsvækkende ærligt udspil over for processens dommertribunal.

De øvrige anklagede valgte alle den modsatte strategi. Kun Speer stak intet under stolen. Han lagde tilsyneladende selv løkken om sin hals. Efter processen blev han en af de få, der undgik at dingle i den.

Albert Speer er den mest sammensatte skikkelse på Det tredje Riges uhyggelige scene. Mellem de utallige bæster og den lille skare heroiske, mindeværdige få, der gjorde modstand, står Albert Speer. Hitlers personlige yndling og den enkeltperson, der betød mest for styrets voldsomme militære kampkraft - men samtidig en person, som 14. juli kupmagerne ønskede som minister i deres regering efter en likvidering af Hitler, og en mand, som aftvang en hel verden respekt under Nürnbergprocessen.

Katapult til toppen

Hitler trak allerede før magtovertagelsen den purunge Speer til sig. Denne var nyuddannet arkitekt, medlem af partiet og havde et ualmindeligt vindende væsen. Arkitektur var Hitlers store lidenskab; som amatør befandt han sig dog bedst i selskab med en ganske grøn af typen. Speer var perfekt, og gennem 1930'erne hengav Hitler sig igen og igen i passiar med ham og betroede ham alle regimets store prestigebyggerier.

Speer på sin side havde hørt Hitler tale i 1931 og var faldet for ham. Hitlers sære tryllebinding af Speers sind varede til krigens sidste uger. Den svækkedes i perioder, men Hitler kunne altid reaktivere den med enkle midler.

Speer har i erindringerne svært ved selv at analysere forblændelsens natur. Det har mange andre til gengæld forsøgt med alskens dybepsykologiske forklaringer. Det var en irrationel binding, den sved under fængselsårene.

Dem fik Speer 20 af, i Spandau-fængslet sammen med bl.a. Rudolph Hess. Her skrev den begavede, sandsynligvis ganske hæderlige mand disse erindringer, som ved udgivelsen i 1969 vakte opsigt ved deres indtrængende overvejelser over samvittighed, skyld og soning. Tilmed er de skrevet med en overlegen pen, som var Speer professionel forfatter. Og nu er Mogens Boisens oprindelige (let forkortede) oversættelse genudsendt.

Vi føres helt ind i regimets inderkreds, der består af folk, der ud over at være gennem-politiserede væsener, også er klassiske forbrydere med den kriminelles vaner og reflekser. De intrigerer hæmningsløst indbyrdes, og mange skuler ad den dannede Speer, der som "kunstner" står så højt i Hitlers gunst. Især Bormann hader Speer. Der er frysende portrætter af Himmler, der diskret forsøger at få dræbt Speer under en indlæggelse.

Februar 42 udnævnes en bestyrtet arkitekt til rustningsminister: »"Men jeg har jo ingen forstand på ..." indskød jeg. »Jeg har tillid til, at de vil klare det!" afskar Hitler mig ordet. "Desuden har jeg ingen andre. Sæt dem straks i forbindelse med ministeriet og begynd!"« Speer viser sig imidlertid som et enestående organisationstalent og fremviser hurtigt formidable resultater. Den tyske krigsproduktion kulminerer faktisk så sent som sommeren 44 efter tre års kraftige allierede bombardementer.

Den vilde amatør

Dilettantismen var en af Hitlers karakteristiske ejendommeligheder, konstaterer Speer. Den giver paradoksal bonus i krigens begyndelse, hvor hans anarkistiske feltherre-greb, parret med Tysklands militære overlegenhed, skaber fantastiske overraskelseseffekter. Senere, da tilbageslagene begyndte, resulterer hans autodidakte militære adfærd kun i serier af katastrofer.

Speer fortæller ganske tankevækkende, at Hitler taler yderst anerkendende om Stalin og med spøgende undertone gentagne gange erklærer, at Stalin egentlig skulle have lov at administrere et erobret Rusland engang. »I det hele taget betragtede han i nogen grad Stalin som en kollega.«

Churchill foragtede han til gengæld indædt. Verdenshistorien byder også næppe på to mere forskellige naturer.

I 1945, da det var slut med drømme om et erobret Rusland, grubler Speer over Hitlers modvilje mod at overføre panserenheder fra vestfronten til østfronten: »Betragtede Hitler vesten som sin egentlige fjende? Følte han solidaritet med eller endog sympati for Stalins regime? Jeg kom i tanker om adskillige tidligere bemærkninger, der kunne tydes i den retning...«

Speer var aldrig noget politisk dyr, partiet holdt sig på afstand af ham med instinktiv mistro. Han påstår ikke, at han intet anede om jødeudryddelsen, blot at han netop kun anede, hvad der foregik men bevidst lukkede øjnene og intet ville vide. Dette martrer ham mest i fængslet, hævder han.

Han brugte tvangsarbejdere i rustningsindustrien, men forsvarer sig med at de, der kom fra lejre, altid var lykkelige over forflytningen. Ved krigens slutning undlader han heroisk at efterkomme direkte ordrer om at sabotere anlæg, som er ved at falde i fjendens hænder. Hitler ville tilintetgøre alt, optændt af hævntørst over det tyske folk, som han bildte sig ind havde svigtet ham. Speer havde ondt af folket. Han fik forholdsvist stort held med sin ulydighedsaktion. Alle ville gerne gøre hvad Speer bad om, også selvom det indebar højeste livsfare at trodse en Førerordre. Den nye Forbundsrepublik kunne altså i høj grad takke ham for sit Wirtschaftswunder efter krigen.

Speers holdning under Nürnbergprocessen er respektindgydende (eller er den mest listige taktik?): de tilfangetagne ledere bør tage al skyld på sig, mener han, dels for at aflede det had, der ellers ville ramme hele det arme tyske folk, dels fordi skylden er deres. Også for det, eventuelle andre gjorde. »Selv i en autoritær stat findes der et medansvar for så grufulde forbrydelser«, siger han. Man er fuldt ansvarlig for éns egen administrative sektor, men derudover findes der også et totalansvar, erklærer han under processen.

Det virker naturligvis afvæbnende på dommerne, men dén subtile effekt er næppe kalkuleret. Alle vidneudsagn tyder på, at Speer faktisk var et ganske retskaffent menneske. Hans erindringer er derfor også et umådeligt udfordrende dokument, der sætter alle vaneforestillinger på spil. Det pæne menneske, der bliver hypnotiseret af den strålende, gøglende djævelskab. Den civiliserede, der blev forført til at være tjener for det mest afskyelige. Manden, der til gengæld ikke tog personligt del i det egentligt barbariske, men alligevel villigt bar skyldens byrde. Manden som havde samvittighed, manden der ville være skyldig. Speer er noget at tænke over.

Albert Speer:
ERINDRINGER
Oversat af Mogens Boisen
393 sider, 149 kr.
Schønberg