Et rigtigt menneske

Det måtte jo ske. Kort forinden havde han underholdt med, hvordan hans mor altid løb på en karakteristisk måde med benene spjættende ud til hver side. Og nu ligger han der.

Pladask for mine fødder.

Ak ja, havde det ikke været for mit lykkelige ægteskab med fire børn og carport, så ville det have været en ønskesituation.

Nikolaj Lie Kaas rejser sig fortumlet med et svævende smil på størrelse med en havmåges vingefang. Fotografen forsikrer, at han ikke behøver tage løbeturen ned ad bakken endnu engang, mens jeg - helt per refleks - begynder at børste hans brystkasse fri for græs og snavs.

Jo, man forstår godt, hvorfor Det Kgl. Teater har valgt netop ham til hovedrollen som ridderhelten Ivanhoe i sommerens store friluftsforestilling i Dyrehaven nord for København.

Selv da han smider skoene og giver sig til at nulre sine sorte strømpefødder, så et par lange grå underbukser åbenbarer sig, er han pokkers charmerende. En guldrandet skuespiller for enhver film- og teaterinstruktør, men først og fremmest et menneske med en sjælden magnetisme - og viser det sig - en overraskende åbenhed omkring sin dybe kærlighed til sin mor, Bibelstudierne med sin mormor, sin succes og ikke mindst den store smerte, han har levet med, siden hans far og dernæst hans mor valgte at tage deres eget liv.

Siddende på trætribunerne foran den kæmpescene, hvor han fra 5. juni vil udfolde sig til hest og med et sværd i hånden, forsøger han at lande i det faktum, at han nu er blevet en voksen mand. 30 år lige præcis.

»Som barn elskede jeg at være alene, og jeg var nok mere alene end mine jævnaldrende. Det er jeg for såvidt stadigvæk. Det er et stort behov, jeg har. At have ro til at lade tankerne løbe og fundere over alt muligt er en slags befrielse for mig,« siger han og bøjer nakken tilbage. Hans øjne fæstner sig til et ubestemmeligt sted blandt de hvide lammeskyer oven over os. Måske spejder han efter den barndom, der stoppede så brat. Dér oppe i himlen et sted.

»Men far...han sidder nok inde i Hviids Vinstue,« ler han og bringer os ned på jorden igen.

Nikolaj Lie Kaas er søn af en af Danmarks mest folkekære skuespillere, Preben Kaas, og skuespilleren og forfatteren Anne Mari Lie, hvis bog "Fløde 2" er tolket som en nøgleroman om ægteskabet. Forældrene blev skilt, da han var blot to år. Seks år senere begik Preben Kaas selvmord, og Anne Marie Lie valgte samme udvej, da han var blevet 16 år.

Et elsket barn

Smerten og savnet har Nikolaj Lie Kaas måtte bære med sig i livet. Alene. Men det har ikke knækket ham, for hans mor nåede at give ham noget helt essentielt med i livet. Han ved, at han har været et elsket barn. Betingelsesløst elsket. Og hans mor formåede at skabe en så lys og tryg ramme om hans første, grundlæggende leveår, at han uden tøven kan sige, at han har haft en lykkelig barndom.

»Jeg var jo enebarn, og min mor havde kun mig, for hun havde ikke nogen mand. Så vi snakkede om store tanker, hvilket gjorde, at jeg ræsonnerede over mange filosofiske spørgsmål i en ganske tidlig alder. Det gav naturligvis anledning til stor mobning fra mine kammerater, som nok anså mig for at være en smule gammelklog. Jeg var et tænksomt barn med en masse holdninger, som man slet ikke burde have i den alder, også holdninger som nok mere var min mors end mine egne.«

»Det kan selvfølgelig godt være én stor fornægtelse, men jeg husker kun min barndom som meget lykkelig. Grundlæggende har jeg fået en stor portion kærlighed og glæde med i livet fra min mor. Alt det, der skete med mine forældre, var selvfølgelig en stor omvæltning, men i min erindring fulgte det efter barndommen. Man kan også sige, at jeg blev hurtig voksen.«

Om faderen siger han, at han ikke rigtig nåede at få et forhold til ham. Han så ham faktisk aldrig, efter forældrene blev skilt.

»Jeg har ingen erindringer om ham. Jeg kan kun huske, at jeg så ham et par gange på TV, mens han stadig levede, og at jeg dengang tænkte...nå, det er så min far, han lever åbenbart et eller andet sted derude. Da han døde, spurgte min mor, om jeg ville med til begravelsen, men "jeg legede lige så godt", så jeg kom aldrig til begravelsen.«

Så aldrig sin far

Nikolaj Lie Kaas har efterfølgende tænkt over, hvorfor han aldrig så sin far, mens han levede.

»Far var måske det menneske, som mor har holdt allermest af, men samtidig tror jeg, hun var meget bitter over en masse ting, som gjorde, at hun valgte at holde tingene adskilte efter skilsmissen. Derfor var jeg aldrig sammen med min far.«

»Det har jeg det fint med,« forsikrer han. »Selvfølgelig er der en masse ting, som jeg i dag gerne ville have lært om min far, men dengang savnede jeg det ikke. Det er først kommet efter, jeg er blevet ældre og er blevet nysgerrig efter at vide, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra. I kraft af mine fire halvsøskende kan jeg se nogle fælles træk, som går igen, og som må stamme fra ham. Og jeg kan sagtens mærke i min krop næsten per instinkt, at dét her må være typisk min far, eller dét her er helt sikkert noget, jeg har arvet fra ham. Ligesom der er ting, jeg ved, jeg har arvet fra min mor, eller som er helt mit eget.«

Også fra TV-klip, film og artikler har Nikolaj Lie Kaas kunnet stykke et billede sammen af sin far som komikeren, entertaineren og tekstforfatteren. Men når det kommer til det fælles fag, skuespillet, så har han svært ved at se nogen ligheder.

»Når jeg ser far spille, så kan jeg slet ikke relatere mig til ham. Jeg har svært ved at se mig i ham. Der er mange, der har sagt, at jeg ligner min far, og jeg kan da godt se, at vi har smilet til fælles, men vi er altså meget ulig hinanden i den måde, vi spiller på.«

»Han er fra en anden generation med en anden stil og mode. Han lavede jo mange komedier, men det var en helt anden måde at være sjov på end den, vi kender i dag. I dag benytter vi os af en meget tør og sort humor, hvor vi forsøger at pakke tingene ind så længe som muligt, mens hans generation brugte tydelige vittighedspointer. Det er umuligt at sætte tingene op over for hinanden,« mener Nikolaj Lie Kaas, der selv har leveret en af dansk filmhistories afsindigt morsomme scener. Det var i Lars von Triers dogmefilm "Idioterne", hvor han leger spasser og pludselig befinder sig på et herretoilet med en hjælpsom rocker. Af angst for at få tæsk, forbliver han i rollen som den ubehjælpsomme, hvilket resulterer i, at rockeren tager Nikolaj Lie Kaas' lem frem og holder det, mens han desperat forsøger at urinere. Det fjæs, Nikolaj Lie Kaas stiller op, er ganske enkelt uforglemmeligt.

Tilbage på sporet fortæller han, at det reddede meget for ham, at han efter forældrenes død blev "adopteret" af en god ven af familien, Hanne, der i forvejen var mor til fire børn.

»Det er egentlig ret vildt, at hun tog en gøgeunge som mig ind i sin børneflok. Jeg blev i den grad accepteret, og jeg opfatter dem som min familie i dag. Det er der, jeg holder jul og fejrer fødselsdag. Det er godt at have dem.«

Meget privat

Man skal ikke være så bange for, hvad der sker med én i livet, understreger han. Selvfølgelig ændrer man personlighed undervejs, og især når man udsættes for drastiske omvæltninger, men hvis man holder fast på sine venner og i øvrigt er forholdsvist sundt opdraget og stammer fra en familie af gode mennesker, så kan det ikke gå helt galt.

»Der er mange ting, jeg går og bøvler med, men der er også mange gode ting, som jeg har fået med i livet. At ens forældre er gået fra hinanden, eller at de døde i en tidlig alder, er ikke ensbetydende med, at man bliver stiknarkoman. Man kan sagtens holde fast i sig selv.«

Han tøver lidt, da han bliver spurgt, hvordan han ser på mennesker, der kan komme helt derud, hvor den eneste udvej er at tage sit eget liv, og det selvom de har ansvaret for et barn.

»Det er sgu svært at svare på uden at komme til at rode for meget rundt i noget, som jeg føler, er meget privat. Det er et stort land at finde ud af sig selv, men de må have haft deres grunde til det, og det må jeg lære at forstå. Jeg tror, de har villet holde skansen, så længe de kunne, for min skyld. Det er svært at blive afklaret med endnu, men jeg tror, at det vigtigste inden for alt, er tilgivelse, og det synes jeg, at jeg er godt på vej til. Men det er en livsopgave; det tager lang tid.«

Et troende menneske

Tilgivelse. Tro. Jo, han er troende. Det er han blevet opdraget til af sin mormor, som var medlem af Jehovas Vidner og meget ortodoks.

»Mormor lærte mig ret intest at læse i Bibelen. Hun lavede egentlige studietimer med mig, hvor hun sad og stillede spørgsmål til Bibelen. Man kan mene meget om Jehovas Vidner, men jeg har i hvert fald haft stor glæde af den lærdom, som jeg fik via min mormor.«

Som barn foldede han hver aften sine hænder og bad sammen med sin mor, inden de gik i seng. Bibelhistorierne var som eventyr for ham, og han brugte en del tid på at prøve at forstå, hvordan englene kunne flyve. I dag kan han blive helt religiøs af at tænke på den uforklarlige kraft, der f.eks. er i en familie.

»For min mormor, der havde haft et hårdt liv, var troen noget, hun klamrede sig til. For mig handler tro om noget meget enkelt og positivt. Det handler om, hvorvidt man tror på kærligheden og har nogle drømme.«

Det har han.

Kærligheden fik han med sig, og drømmene realiserer han selv. Allerede som 17-årig modtog han en Bodil-pris for sin præstation i debutfilmen "Drengene fra Sankt Petri". Og inden han tog sin afgang fra Statens Teaterskole, hvor han kom ind i første forsøg, havde han spillet hovedrollen som Carl Nielsen i "Min Fynske Barndom". Lige nu er han aktuel i Anders Thomas Jensens "De Grønne Slagtere", hvor han spiller tvillingerne Bjarne og Eigil, og i den debuterende danske filminstruktør Christoffer Boes film, "Reconstruction", der er udtaget til konkurrencen Semaine de la Critique på filmfestivalen i Cannes.

»At jeg blev skuespiller er vel en eller anden form for selvoptagethed. En form for narcissisme og et ønske om at blive forstået rigtigt og hørt. Spørg mig ikke, hvorfor man så ikke bare kan sætte sig ned og kommunikere med folk, men skal have lutret sit ego på den måde, for det kan jeg ikke forklare. Men det er i hvert fald en måde for mig til at få noget kommunikeret ud, kan jeg mærke. Mere og mere.«

Forfængelighed

For at snobbe nedad, som han udtrykker det, så har han altid kaldt det forfængelighed, når han har skullet forklare, hvorfor han valgte skuespillet. Men efter at være blevet stillet spørgsmålet endnu engang, er han tilbøjelig til at sige, at det er det ikke. Det er mere et brændende ønske om at fortælle historier, der driver ham - og behovet for at blive forstået.

Med en fortid i Tivoligarden og et stort talent for at spille musik, kunne han reelt også være blevet musiker, men da han på et tidspunkt blev klar over, at han var nødt til at fokusere for at opnå det sublime - som også er hans drivkraft - så var han ikke i tvivl. Han valgte skuespillet ud fra en forventning om, at festen ville blive større!

»Det fantastiske ved skuespil såvel som musik, det er, at man sender ting afsted som et skib, man ikke har den fulde kontrol over. Pludselig opstår der noget magisk, en form for kontakt med ens medspillere, hvor alle forstår hinanden og taler samme sprog. Det er som om, man følelsesmæssigt befinder sig på samme bølgelængde. Det er den kontakt, jeg hele tiden leder efter.

Patetisk måde

Han tilføjer, at publikum i den forbindelse spiller en stor rolle for ham. Han kunne ikke spille en forestilling uden publikum, ligesom han ikke kunne spille en god filmrolle uden, at der var nogen, der kiggede på under optagelserne. Men hvad ser han som sin vigtigste opgave i forhold til publikum?

»Folk, der siger, at hvis de bare bliver forstået af ét menneske blandt publikum, så er deres opgave løst, er fulde af pis. Det er en patetisk måde at sige, at du bare er selvoptaget og gerne vil ses. Opgaven må være at få publikum til at forstå historien og karaktererne og derigennem forstå andres liv.«

Det er næsten umuligt at undgå ordet succes, når man taler med Nikolaj Lie Kaas, men han vil hellere omformulere det til at spørgsmål om at søge det allerbedste.

»Det, som gør én lykkelig, er, at man søger efter at gøre det så godt som muligt. Jeg kan ikke være i min egen krop, hvis ikke det er supergodt, det jeg laver.«

Lovord og håndgribelige priser fra filmens og scenekunstens årlige uddelinger har for længst hævet ham op over niveauet som ungt, lovende talent. Han anses for at være en af tidens største skuespillere. Alligevel er det den slags tilkendegivelser, han fik forleden, som synes at betyde mest for ham.

»Der kom en ældre mand cyklende, og idet han passerede mig, sagde han: tusind tak for mange gode oplevelser. Og så var han væk igen. Den slags holder i længden, for det var helt uselvisk sagt. Jeg kender ham ikke, og han havde intet behov for, at jeg skulle vide, hvem han var; han ønskede blot, at jeg skulle vide, at jeg havde gjort noget for ham. Og så er det, at man bliver meget lykkelig.«

En masse held

Nikolaj Lie Kaas siger, han føler sig meget privilegeret. Han er nået længere, end han havde turdet håbe på. Selvom han taler om en masse held, så er han samtidig bevidst om sit eget talent.

»Man siger, at 10 procent af de danske skuespillere sidder på 80 procent af arbejdet. Jeg ville da ønske, vi var flere om det, selvom jeg også hører til dem, der føler mig mest tryg ved at spille sammen med nogen, jeg kender. Og navne betyder meget i den her branche, det kender jeg også fra mig selv, men nogen gange er der altså en grund til, at vi er så få om det.«

Egen dramatik

Nikolaj Lie Kaas holder en kunstpause og vejer sine ord, inden han fortsætter:

»Der har været en periode, hvor alle folk sagde, at vi var en lille kreds, der lavede alle film, men det passer ikke. Mads Mikkelsen, som jeg netop har spillet sammen med i "De Grønne Slagtere", og jeg laver højest én film om året, og i år har jeg ingen lavet endnu og kommer sikkert ikke til det. Men som Mads siger, så er der jo en grund til, at Ebbe Sand er på landsholdet. Når det drejer sig om fodbold, er der ingen, der kan finde på at sige, at nu har ham Ebbe Sand vist scoret tilstrækkeligt mange mål, så nu må han træde til side og lade andre komme til. Sådan virker tingene jo ikke.«

Når det er sagt, så er Nikolaj Lie Kaas da ikke så sikker på, at han selv vælger at forblive skuespiller til evig tid. Med alle de hvis'er og såfremt og forbehold, han kan mønstre, afslører han, at han sådan helt privat skriver dramatik og har en idé om, at han en dag skal prøve den side af sig selv af i offentligheden.

»Det vil være interessant og vel også meget oplagt. Man skal vel også videre i teksten på en eller anden facon,« siger han og beder os love, at vi ikke holder ham op på det i fremtiden, hvis det nu ikke bliver til noget.«

Fremtidsplanerne indeholder også en familie med mor, far og børn. Det kunne han godt tænke sig.

»Jeg håber på at få det hele. At blive far og alle de andre ting, som de fleste mænd går og overvejer i min alder. Men jeg vil samtidig sige, at jeg har det fint med at have levet, som jeg har indtil nu. Jeg har haft et stort behov for at have det sjovt med mine venner, og faktisk har jeg ikke tænkt så meget over, at der sker noget nyt nu, hvor jeg runder de 30 år. Det er mere mine omgivelser, der har haft travlt med at gøre mig opmærksom på det, men det kan da godt være, at jeg bør tage det lidt mere alvorligt. Lad os nu se, hvad der sker,« smiler han og oplyser, at han foreløbig bor alene i sin lejlighed på Frederiksberg.

I fællesskab ræsonnerer vi os frem til, at det er helt i orden, sålænge landets kronprins heller ikke har været oppe ad kirkegulvet endnu.

»Og han er jo meget ældre end mig,« fastslår Nikolaj Lie Kaas og rejser sig for at lade sig fotografere.

»Skal jeg ikke hellere løbe ned ad bakken derovre. Den er meget flottere,« foreslår han.

Resten af dén historie kender vi!

lisette.greve@jp.dk