Junckers flade verden
Christian Juncker og bandet Juncker ligger allerede på hitlisterne, inden debutalbummet udkommer på mandag.
Christian Juncker tror ikke på, at jorden er rund. Næh, den er faktisk flad, og det er der ingen, der kan overbevise ham om, at den ikke er. I hvert fald ikke lige nu, hvor klokken er ved at nærme sig 03, og han sammen med bandet fejrer Junckers første koncert.
Gin og tonic, elefantøl og grønne Tuborg flyder sammen med journalister, pr-folk og et par lokale samsinger i koncertlokalet på Brundby Hotel på Samsø, hvor Juncker har præsenteret sangene fra bandets debutalbum, der udkommer på mandag.
Landsbyen sover/
og gravhunden snorker
her ved højlys dag/
Vognmanden holder/
holder på hjørnet/
hvor han holder på sit/
Solsorten fløjter/
fløjter og fløjter en syg melodi/
Selv regnormen bobler/
bobler på bunden af sin værste forbi/
Snork snork city/
en tankstation med fut i/
Goddamn City/
en ny kiosk med grill i/
up to date med bøf bearnaise/
Sådan lyder hittet "Snork City Blues", der var "Ugens Uundgåelige" på P3 for nylig. .
Det er hverdagsrealisme, der går ind bag ruderne og langs fliserne mellem husene på villavejene. Det handler om fjernvarme, der smelter sneen, klasseforskelle og småborgerlighed.
Det er dansk, og vi er alle sammen med. Både i teksterne, men også til at synge med på den første single "Mogens og Karen", med det fængende omkvæd:
Vi hedder Mogens,/
og vi hedder Karen/
vi bor lidt længere nede af vejen/
Dig har vi aldrig fået hilst på/
Du kunne nemt/
du kunne let komme for tæt på/
der ligeledes blev "Ugens Uundgåelige"på P3 og har ligget på P3's Tjeklisten i syv uger. I denne uge som nr. 2.
»Der er mange, der synes, at mine sange handler om Danmark og danskerne. Det gør de på sin vis også, men det er i virkeligheden sekundært. Jeg skriver sange om mig selv, og jeg er jo dansker og åbenbart ikke så meget anderledes end ret mange andre, så når jeg skriver om mig selv, rammer jeg noget, som ikke kun handler om mig,« fortæller Christian Juncker og samler benene, så hullerne viser sig i de tilpas slidte cowboybukser. De sorte Converse All Star sko gemmer sig under bordet, men afslører, at den 29-årige musiker ikke rammer helt ved siden af tidens mode.
Christian Juncker er født i Holstebro, men vokset op i Odense, hvor han har boet både i byen og i forstæderne. Guitaren greb han, da han blev omkring 12 år og mente, at han også havde en historie at fortælle.
»Jeg håber, at jeg får erklæret min kærlighed til det paradoks, at jeg er ved at brække mig over flæskesteg, men at der nogle gange bare ikke er noget, der er bedre end flæskesteg.
Det er vigtigt for mig at påpege, at når jeg synger "Vi hedder Mogens, og vi hedder Karen", så synger jeg ikke "I hedder Mogens og Karen". Jeg har ingen intentioner om at løfte min pegefinger og sige, at I er nogle fjolser alle sammen. Jeg er en del af det her selv,« siger Christian Juncker velovervejet.
Det tredje orkester
Teksterne, der beskriver nationens tilstand på en humoristisk måde og musikken, der er til at synge med på uden at være Lars Lilholt, er gået rent ind hos danskerne og radiostationerne.
Men verden er stadig flad for Christian Juncker, der ikke lader sig rulle med. Han har prøvet det meste før.
Først kæmpede han sig midt i 90'erne med bandet Bloom til en 3. plads ved DM i rock, og en af bandets sange blev efterfølgende Ugens Uundgåelige på P3.
Albummet nåede aldrig at blive udgivet, for de blev fyret af pladeselskabet, dagen inden de skulle i studiet. Senere blev Bloom til Junior, der udgav en plade, der solgte for lidttil at blive regnet for en succes. Der skal derfor mere end høje forventninger, et stort selskab i ryggen og god rotation i radioen, før Christian Juncker lader sig rive rundt af den modtagelse, bandet har fået.
»Jeg kan ikke sige mig fri for, at skuffelserne lagrer sig på rygraden, men det gør de positive oplevelser også. Det er en kamp mellem djævlen, der siger, at det går ad helvede til og englen, der siger, at det går skidegodt. Lige nu er det klart englen, der er den stærkeste,« siger den 29-årige Christian Juncker.
Junckers debutalbum "Snork City" lander midt i en bølge af dansksyngende navne som Nephew, Tue West og Peter Sommer. Samme boom i dansksproget musik var der også, da Christian Junckers tidligere band Junior udgav pladen "Fri for at tænke" i 2000, hvor danske kunstnere som Tobias Trier og Under Byen også var populære.
Hemmeligt foretagende
»Jeg kan ikke lide at blive sat i en bås, der hedder, "han synger på dansk, fordi det er der mange, der gør, og det er populært lige nu". Det er irriterende, fordi jeg er så meget med i min musik og begyndte at synge på dansk allerede i 96, hvor det ikke var interessant,« siger Christian Juncker og ærgrer sig lidt.
»I begyndelsen var det at skrive på dansk et hemmeligt foretagende, fordi det var meget nøgent og meget... mig. Dengang røg det meste ned i min hemmelige skuffe,« siger Christian Juncker, der stadig skriver sange på engelsk, når det forekommer ham at være lettest.
»I princippet kunne jeg lige så godt have malet billeder, lavet film eller skrevet bøger. Det ville jeg sådan set lige så gerne have gjort, men det kunne jeg bare ikke finde ud af. Det er det med at fortælle historier, som påvirker andre og en selv, der fascinerer mig,« siger Christian Juncker, som glæder sig til fremtiden.
»Mere vil have mere. Har man en Ugens Uundgåelige, så vil man have to, og så vil man have tre, og så vil man have ti. Jeg tror man bliver lidt fartblind af at køre hurtigt på motorvejen, men det alt overskyggende succeskriterium for mig er at være mig selv hele vejen igennem. Hvis succesen samtidig fører til, at jeg kan leve af min musik og brødføde min familie, vil jeg være hamrende taknemmelig. Jeg behøver ikke engang kunne leve af det, bare jeg kan overleve, fordi jeg dybest set hader at arbejde,« siger Christian Juncker, der er uddannet folkeskolelærer.