Marlon Brando død

Engang blev Marlon Brando spurgt, om han var bange for at dø. Som svar citerede han en replik fra Shakespeares "Julius Caesar", som i sin essens var, at det forekom ham besynderligt, at mænd frygtede døden, når de dog vidste, at den kom, når den selv ville! Og i går kom den så. Døden!

80 år gammel blev Marlon Brando. Og mange vil mene, at manden med leen dermed har høstet filmverdenens største skuespiller nogen sinde. Ikke mindst hans mange efterfølgere i Hollywood. Jack Nicholson, der om nogen har demonstreret både talent og udstråling til at måle sig med Brando, har sagt, at når Brando dør, rykker alle et nummer op i hierakiet.

»For min generation var det altid Brando, og sådan vil det altid være,« sagde Nicholson.

Og Paul Newman har engang udtalt, at han var sur på Brando, »fordi han får alt til at se så nemt ud - jeg må knokle min røv i laser for at præstere, hvad han kan gøre med lukkede øjne.«

Og den noget yngre Al Pacino - der i "The Godfather" spillede Brandos søn, har for nylig sagt, at det var ubegribeligt, hvor god Brando var, han var et fænomen, da han spillede sammen med ham i "The Godfather". Og Pacino, udklækket på Actors Studio, som i sin tid Brando blev det, tilføjede, at selv om han havde fået sin uddannelse uden at kende Brando, så ville han imitere ham til sine dages ende!

Marlon Brando blev født 3. april 1924 i Omaha, Nebraska. I begyndelsen af fyrrerne kom han til New York med trangen til at agere. Det tog ham et par år, før muligheden bød sig, men derefter var han ikke til at stoppe. Hans præstation som Stanley Kowalski i Tennessee Williams' "Omstigning til paradis" væltede alle omkuld, og tre år senere, i 1950, var det blevet Hollywoods tur til at bøje sig for Brandos utrolige udstråling og format. Først i "Stækkede vinger", en udstyrsmæssigt beskeden, men i indhold væsentlig film om skadede krigsveteraner, siden også i Elia Kazans filmatisering af "Omstigning til paradis". Derefter fulgte i hast "Viva Zapata!" om en mexicansk frihedshelt, "Vild ungdom" om motorcykelbander, "Julius Caesar" efter Shakespeare, og "I storbyens havn", om fagforeningskorruption i havnearbejdermiljø, den film, der i dag står som Marlon Brandos måske største bedrift.

Brando ville ikke mere

Men halvtredserne var også en tumultarisk periode i Hollywood. Fjernsynet åd sig næsten dagligt ind på filmselskabernes indtjening, og de gamle studiobosser var nervøse, ja desperate, og slet ikke i stand til at indse, at der måtte nye kulisser og især nye udfordringer til, for at en skuespiller som Brando ville finde det spændende. I stedet søgte man med bredformat, farver og stadigt eskalerende budgetter at overtrumfe fjernsynet. Og Brando ville ikke lege med på de betingelser. Gradvis blev rollerne og udfordringerne mindre. Der var stadig plads til det overrumplende, som Brandos tolkning af en tysk officer i "De unge løver" efter Irwin Shaws roman, og et Tennessee Williams-skuespil kunne, selv i en delvis mislykket filmatisering som "Manden i slangeskind", stadig byde på en Brando, der momentvis sprudlede.

The Godfather

Francis Ford Coppola insisterede på at få Brando med i sin filmatisering af "The Godfather", og efter en prøvefilm (som alle bestræbte sig på at kalde alt muligt andet, for ikke at støde Brando), var der ingen tvivl, hverken om Brandos usvækkede format som skuespiller eller som stjerne, og rollen som mafiabossen Don Corleone blev et comeback af et format, som det kun er blevet få stjerne til del.

Så kom nedturen

Og siden nedturen efter Godfather-filmen. Det blev til en masse højt betalte roller, men kun en enkelt film viste, at Brando stadig ejede formatet til at trylle med sit talent og sin personlighed i uadskillelig forening, nemlig "Don Juan De Marco", hvor han var psykiater og Johnny Depp hans patient. Dette møde mellem den gamle og den nye stjerne slog stedvis gnister i, hvad der var en særdeles vellykket charmefilm.

Blandt Brandos sidste film var den kun delvis vellykkede "The Score", hvor Brandos udstråling klart overstrålede det talent, som rollen gav ham lejlighed til at udfolde. Men intet overstråler hans bedste ham i hans roller.