Skagen Festival op af sumpen
Den varierede Skagen Festival har atter fast grund under musikken efter flere års vaklende økonomi.
Hvor ser dette område syd for Skagen fredeligt og idyllisk ud en halvskyet eftermiddag i juni. Helt i naturens hånd bortset fra et par fiskere, der bruger området til at ordne deres garn, og græsset, der er blevet beskåret for nogle uger siden.
Bevoksningens karakter fortæller dog, at arealet, som i dag virker tørt og solidt at gå på, er eng og i perioder har svært ved at slippe af med regnvandet. Siv og lignende arter trives godt
Dette område var bogstaveligt talt ved at suge den traditionsrige musikbegivenhed, Skagen Festival, nedenom og hjem, fordi det i flere år brugt som festivalplads.
I 2001 måtte publikum i perioder gå i knæhøjt mudder og vand, og året efter stormede det så meget, at arrangørerne til det sidste var usikre på, om det store musiktelt i det hele taget kunne rejses.
Tilbage til rødderne
En afgørende kovending måtte tages, ellers ville festivalen, der allerede i 1998 havde været igennem en betalingsstandsning, kun figurere i den danske festivalhistorie. Tilbage til rødderne blev beslutningen, så festivalen atter havde Skagen by og havn som centrum. Den løsning gav et sekscifret overskud for et år siden, og en tyngende gæld på 800.000 kr. blev forhandlet ud af verden.
I år siger budgettet et overskud på en kvart mio. kr. ud af omsætning på over fire mio. kr., og de første par dage af festivalen lover godt. Tilfredsstillende billetsalg, men især en overraskende omsætningsfremgang af mad og drikkevarer på bl.a. Torvescenen med gratis entre lover godt.
Publikum er også tidligt ude. Fredag formiddag ved 10-tiden lød omsætningen allerede på 8.000 kr. i baren. En halv time før første indslag - Flekkefjord Sangforening bestående 40 norske mænd!
Det signalerer fint den bredde, som findes i Skagen Festival.
Folkemusik i alle afskygninger
Udgangspunktet er folkemusik i alle afskygninger, men hele den rytmiske musiks spændvidde stilles til skue. Private udskænknings- og spillesteder kobler sig på festivalen, så en tur på havnen og gågaden resulterer i en omgang evergreens fra især pop-, rock- og folkemusikken.
På de store scener i Badmintonhallen og Skagen Kultur og Fritidscenter bydes især på internationale navne, mens den danske folkemusik først og fremmest har sin gang på Torve- og Havnescenen, hvor der for det meste er gratis adgang.
Det behøver ikke at sige noget om kvaliteten. Eksempelvis stiller den talentfulde danske banjospiller Sine Bach Rüttel op med så navnkundige folk som trommeslageren Frank Marstokk og guitaristen Søren Jacobsen, kendt fra bl.a. samarbejdet med Ester Brohus og Ivan Pedersen.
Deres koncert fredag aften blev udsat på grund af strømafbrydelse, men efter en famlende begyndelse og i kamp med et højrøstet publikum fik musikerne spillet sig varme til et lovende punktum.
Skagen Festival fylder 35 år til næste år, men endnu længere tilbage ligger gennembruddet for fredagens hovednavn i Badmintonhallen, Donovan. For 40 år siden fik han sit første hit med "Universal Soldier". Stemmen virker stadig 100 procent intakt, og han er en lille troldmand både med sin guitar og sine fantasifulde fortællinger. Kontakten til publikum blev tit til fællessang, når han gengav nogle af sine mange hits fra 1960'erne.
Afslappet 60'er-stemning med en mand og hans guitar.
Svedigt med Lilholt
Anderledes svedigt blev det i Skagen Kultur og Fritidscenter med Lars Lilholt Band på scenen. Et moderne show med mange scenografiske finesser og indslag med bl.a. trommespillerne fra Brovst Pigegarde. Der var tryk på i hele hallen, og endnu en gang blev det bevist, at Lilholt har en af sine hjemmebaser i Skagen, hvor han tit har spillet. "Kald det kærlighed", som bandet fremførte akustisk og med hele hallen på kor.
De inkarnerede folkemusiktilhængere vil huske fredagens optræden af den irske gruppe, North Cregg. Rundt om den erfarne harmonikaspiller Christy Leaby hvirvlede det med talentfuld ungdom. Så meget, at gruppen kunne fylde en hel aften med normalt tre navne på plakaten.
North Cregg kan præstere en afdeling med traditionel instrumentalmusik, en god times tid med Fiona Kellehers smukke stemme i front og en omgang med solistoptrædener af de enkelte musikere.
I stedet fik publikum kun godter fra hvert område i gruppens optræden, men hvor var det flot!
På det tidspunkt var minderne om den noget bundløse eng og den vaklende festivaløkonomi langt væk.