Den gamle revser DR-studieværter

Det er otte år siden, at veteranbilentusiasten Ole Emil Riisager forlod Radioavisen, hvor han var en kapacitet, og hvor hans stemme borgede for kvalitet.

Modersmålets velbefindende og den mundtlige formidlings kunsthåndværk ligger ham fortsat på sinde i en tid, da eufemismerne hærger, dobbeltkonfekt er udbredt, og elendig udtale slipper ud i æteren.

»Jeg kan ikke nære mig for at sende en kollega i DR eller på en avis en velment formaning. De fleste tager det pænt,« siger Riisager, der fylder 75 år den 5. november.

Jævnlige eftersyn

Både det danske sprog og hans veteranbiler, der rækker fra årgang 1919 til 1970, kræver jævnlige eftersyn.

»Dagligt undres man over, at nyhedsjournalister og andre talende medarbejdere slipper af sted med grove forsyndelser mod god sprogbrug. En meget omtalt nyhedsvært i DR hørte næppe et belærende, endsige bebrejdende ord, fordi han stort set altid sprang hjælpeverberne over, eller da han spurgte en dopet cykelrytter om, hvordan han havde følt det, når han stod med armene strukket i vejret. Forklaringen er selvfølgelig, at man på chefplan ikke ved bedre. På Radioavisen holdes fanen heldigvis høj, og dens medarbejdere er endnu i stand til at formidle kollegial vejledning. I øvrigt er sproget bedre på Radioavisen end i tv's nyhedsudsendelser,« mener Ole Emil Riisager, der med egne ord bliver syg af den vanartede omgang med modersmålet.

»Alligevel: At dømme efter resultatet gøres der ikke tilstrækkeligt for at styrke sproget og formidlingen i Danmarks Radio. I øvrigt er det dybt forfærdeligt at beskæftige sig med det emne på et tidspunkt, da menneskeskæbner knuses under en ny runde afskedigelser, der uforståeligt foregår, mens man dagligt hører nyansattes unge stemmer. Det er ødelæggende, at tv- og radioværter i et stigende omfang anvender engelske gloser.«

Korrektur på sprogbreve
Ole Emil Riisager fremhæver tiden, da Danmarks Radio havde et internt sprogudvalg med generaldirektør Hans Sølvhøj som formand af navn og Henning Skaarup af gavn. I det sad repræsentanter for de talende afdelinger, Riisager repræsenterede Radioavisen.

»Skaarup og vi andre gik i kødet på de enkelte kolleger, men metoden blev afskaffet. Det overgik også sprogbrevene fra de to eksterne konsulenter, professorerne Erik Hansen og Jørn Lund. På Radioavisen fortsatte jeg med mine sprogbreve, som efter min afgang er videreført af Ole Meisner, betydeligt morsommere og mere kyndigt, men med mig som korrekturlæser,« fortsætter Ole Emil Riisager.

»I august 2005 opstod en temmelig kraftig polemik i den elektroniske udgave af personalebladet DRåben. Der herskede en udbredt utilfredshed med, at nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen havde forbudt medarbejdere i andre afdelinger at få lod i Meisners sprogbreve. Det endte med, at hun lovede at ”tage det op til overvejelse” efter nytår 2006. Det gjorde den i det hele taget usynlige dame ikke. Netop nu erfarer jeg, at det omsider er besluttet, at alle Meisners sprogbreve skal ud til alle medarbejdere.«

Interesse for cirkus
Ole Emil Riisagers forældre var omhyggelige med at tale korrekt dansk i et hjem uden klaver, men med flygel, et Steinway, og drengen forsøgte sig med violin, havde øret, siger han, men manglede ildhuen.

Den unge Riisagers ambition var i drengeårene at blive cirkusklovn eller dyredressør. Den interesse for livet i manegen leves ud som aktivt medlem af Danske Cirkusvenner.

Som han konstaterer:

»Det er værre, hvis man utilsigtet ender som klovn.«

Fødselaren kom som følge af et akut tegnetalent på Erik Clemmesens Malerskole, hvor han traf sin senere hustru, Hanne Otting. Derefter frekventerede han Kunstakademiets Malerskole hos professorerne Kræsten Iversen og Olaf Rude, men Riisager brød af, da parret skulle giftes og havde brug for indtægter. Uden egentlig læretid begyndte han på det amerikanske nyhedsbureau United Press' kontor i København, hvor hans dansk- og engelskfærdigheder kom ham til gode.

40 år på Radioavisen
Bladvirksomhed og nyhedsformidling ligger til familien, oplyser slægtsforskeren Ole Emil Riisager, der i sine historiske undersøgelser er stødt på et familiemedlem, som i folketællingen blev registreret som ”almisselem”. Farbroderen var den berømte komponist Knudåge Riisager.

»Da jeg begyndte på UP, var jeg ca. nummer 25 i de sammenbragte familier Bærentzen og Riisager, som - mener jeg - tilhører landets ældste dynasti af bladfolk. Det begyndte for 120 år siden med min morfar, C.W. Bærentzen, der som 16-årig indledte en karriere som freelance-leverandør af politistof til københavnske dagblade. Han overtog senere dødssejleren Aftenbladet og arbejdede det inden sin død som kun 47-årig op til at have det største oplagstal. Morfar kunne med rette betegnes som bladverdenens største mand, for han målte 1,99 meter og vejede 150 kg. Overvægten blev hans død.

Sideløbende med min ansættelse på UP og Radioavisen skrev jeg motorstof til Aftenbladet og filmhistorier til samme bladhus' ene ugeblad, Dansk Familie Blad, og virker i dag som ulønnet redaktør for Dansk Veteranbil Klubs internationalt beundrede månedsskrift foruden som skribent og fotograf.«

I 40 år var Ole Emil Riisager Radioavisens mest benyttede oplæser og blev af chefen, Niels Grunnet, tildelt opgaven som afdelingens sprogrøgter. Læremesteren var kollegaen Werner Hessenschmidt.

»Jeg troede, jeg kunne det hele, men blev belært af Werner. Han var min sprogguru.«

»Ved min afgang modtog jeg ridderkorset, men jeg ville hellere have haft en fortjenstmedalje.«

Garanti for sproglige bommerter
I hjemmet i Trørød i Nordsjælland følger Ole Emil Riisager opmærksomt sprogets udvikling - og deroute?

»Skønt det kun er otte år siden, jeg forlod Danmarks Radio, kender jeg stort set ingen af de talrige chefer og andre, som prøver at forsvare deres sproglige ugerninger. Det vil sige, at de ingen erfaring har i Danmarks Radio, før de ryger op ad rangstigen og skal bestemme over andre, hvoraf trods alt en del har været der i adskillige år og besidder stor erfaring med arbejdet,« understreger Ole Emil Riisager.

»De, der f.eks. udvælger studieværter, har ikke selv prøvet rollen. Det svarer til, at blinde skal fungere som farverådgivere. Der kan være en enkelt undtagelse: Mette W. Vestergaard kunne blive endnu bedre med lidt rådgivning. Ingen - og jeg mener ingen - kan gennemføre en udsendelse uden flere sproglige bommerter.

Det gælder også et par af TV 2's kendteste nyhedsværter, som begge er meget selvbevidste og tydeligt intet aner om de bøhmænd, de begår. I DR er Eva Jørgensen nok den nyhedsvært, der kommer tættest på korrekt sprog, og hendes jyske specialiteter, f.eks. ”amerikaner” uden stød, forstyrrer ikke - som den gennemført jammerjyske dialekt hos en anden nyhedsvært. Hans nordøstjyske diktion er så forstyrrende, at man taber indholdet i historierne. Og hans vejrtrækning så fortvivlende - med hiv midt i ordet - og med en epidemi af ”ja” hele tiden.

Nu forsøger man at lave den såkaldte kriminalredaktør til nyhedsvært. Han har en vældig god fremtoning og udmærket frasering, men er helt uden sproglig ballast. Han formår at udtale ordet ”tager” i to stavelser, men det hedder ”tar” på rigsdansk. Til gengæld kan han sige fem stavelser i for- og efternavn, så det ender kun med to, den ene endda helt uden vokal, men med tre konsonanter. Det er ikke meningen, at seerne og lytterne skal gætte sig til, hvad studieværten siger.

Den manglende artikulation forekommer desværre også i den ellers så fremragende generation af unge skuespillere. Når ord eller hele sætninger forsvinder i ”Forbrydelsen”, er man fortabt. Det er både teaterskolens og i høj grad instruktørens skyld. Forståelighed er afgørende. For skuespillernes vedkommende er det kunsten at artikulere forståeligt, uden at det går ud over naturligheden. Lær af briterne, som oven i købet kan veksle mellem en masse dialekter, et ukendt fænomen herhjemme. Poul Reumerts sprog var logisk og slet ikke så opstyltet, som folk tror,« påpeger Riisager, hvis omfangsrige bogsamling rummer mange bøger om besættelsestiden.

I øjeblikket læser han Thomas Overskous to bind med den berømte skildring af Københavns bombardement i 1807.

Dømt af en 14-årig!
Ole Emil Riisager har en blok inden for rækkevidde, klar til at nedfælde unoderne i det danske sprog:

»Hvad ligner det at sige ”seminarie”, ”gymnasie” og ”terrarie”, mens det derimod er tilladt at sige ”kranie” i stedet for ”kranium”. Jeg bliver syg af at høre det, men kan heller ikke lade være med at registrere fejlene.

En studievært sagde om indholdet af en nyhed: ”Jeg synes, at …” Jamen, en studievært skal ikke lufte sin personlige mening. Han skal tilstræbe objektivitet og formidle den.

En dag hørte jeg i serien ”Forbrydelsen”, at en ”mand fremstilles i grundlovsforhør, tiltalt for …” Han er sigtet i en sådan situation. Selv i fiktionen skal det være rigtigt. Jeg læste forleden om ”et ægtepar røvet på åben gade”. Man røver penge og værdier, ikke ægtefæller. Ved en anden lejlighed hed det: ”Dømt for voldtægt af en 14-årig”. Det hedder voldtægt mod. I den foreliggende version er det pigen, der afsiger dommen!«

Sprogrøgteren hader de såkaldte dovneord.

»”Innovation”. Hvad skal vi bruge det til? ”Kompetence”, ”kompetenceudvikling” og ”omstillingsparat”. ”Implementere”. Uha. Hvorfor siger vi ”her til foråret”? og ”omkring noget”? Hvorfor ”annoncerer” folk noget? Jeg har ikke set noget i avisen! ”At starte op” kan bruges første gang, man starter en motor, der virker efter 50 år. Hvorfor ”går vi ud og siger”? Jeg kan blive fuldstændig tosset over at høre alle de forkerte ord, betydninger og betoninger.«

Hvad er din holdning til Dansk Sprognævn?

»Nævnet tillader alt for meget. Sommetider er det sådan, at så snart mange har sagt det forkerte tilstrækkeligt mange gange, ophøjes udtrykket eller ordet til norm. Jeg kalder nævnets medarbejdere sprogstatistikere. De opererer ligesom kunsthistorikerne, der er ude efter årstal og familierelationer, men ude af stand til at se,« slutter Ole Emil Riisager.

-----

Dette interview er blot et af de mange artikler-tilbud, der er at finde i Morgenavisen Jyllands-Postens kulturtillæg KulturWeekend den 1. november 2007