Den blinde pop-tenor

Venezia

Om Gud vil, og posen holder, kommer den fjerde tenor, Andrea Bocelli, til Danmark med en udendørs koncert til sommer. Et dansk bookingfirma er i forhandlinger med manden med Ferrari-stemmen.

Ved en storslået pop-højtid ved Canale Grande hoppede Andrea Bocelli definitivt over i poppens verden, da hans nye album blev fyret af efter alle kunstens regler i en duft af penge og hit-lister. Stedet var den underskønne San Rocco kirke, der rummer maleren Tintorettos nyrestaurerede mesterværker, tæt på Palazzo Pisano Moretta.

Sjældent har så mange mennesker kigget så lidt på så mange opsigtsvækkende malerier, som da pressefolk fra hele verden mødte op for at møde Andre Bocelli. Den 42-årige blinde forsvarsadvokat, der med Luciano Pavarotti som lokomotiv har gjort lynkarriere med et salg på 40 mio CD'er. Først med opera i et møde mellem kunst og massekultur, siden med monster-genren "popera" og nu med pop som "Jeg hader dig, når jeg elsker dig".

I Danmark har Bocelli solgt 300.000 albums, hvoraf de fleste sælges i supermarkeder. Hans karriere handler mere om CD end om det høje C, derfor stod pladeselskabet Universal for lanceringen af albummet "Cieli di Toscana" ved en begivenhed, som dog på italiensk vis løb løbsk a la Fellini.

San Roccos vægge med træudskæringer, der forestiller fyldte bogreoler, var belyst med røde og lilla spots, da en sortklædt Bocelli kom ind på en scene med røde draperinger og hele svineriet. Efter hilsener på storskærm fra pop-koryfæer og skuespilleren Gerard Depardieu gav Bocelli smægtende prøver på sin sangkunst. Han bed sig fast i sin egen takt i skarp konkurrence med kirkens malmklokker, der pludselig rungede, og blev fulgt op af bedeklokkers tindrende dobbeltslag. Flot klaret!

Trussestemmen smeltede flere bodyguards med alt for stramme jakkesæt omkring de svulmende bøffer. Og efter bragende bifald fra tilrejsende Universal-folk, ankom en italiensk soap-skuespiller med et ego på størrelse med Dogepaladset. Signor Luca Barbareschi sagde: »Bocelli må ikke synge så højt herinde, malerierne kan falde ned fra loftet.«

Blind som 12-årig

Det kunne være interessant at vide, om en blind sanger får en mere sofistikeret hørelse, men det var forbudt at spørge til Bocellis blindhed. Han voksede op på en gård i Toscana, hvor han spillede klaver, fløjte og saxofon. Som 12-årig blev den svagtseende dreng helt blind, da han fik en bold i ansigtet under en fodboldkamp.

Han er jurist fra universitetet i Pisa. Men trods en spirende karriere som advokat kaldte musikken så stærkt, at han tog undervisning hos tenoren Franco Corelli.

»Som barn var jeg en passioneret outsider, der lyttede til store tenorer som Caruso, Benjamino Gigli og Mario del Monaco. Jeg kunne tale i 100 år om Corelli, som er min helt, fordi jeg er forelsket i hans stemme. Han var en sky, sød mand, og min sang er en hyldest til ham, for jeg forsøger at få de operafølelser frem, som han lærte mig. I læretiden ernærede jeg mig som barpianist og sanger, men mit hjerte var hele tiden hos den klassiske musik, selv om jeg nød at give Frank Sinatra og Charles Aznavours sange,« fortalte Bocelli med en honningblød barytonstemme.

Hans gennembrud kom i 1992, da han blev opdaget af Zucchero, der havde skrevet "Miserere" sammen med rock-sangeren Bono. Dette nummer er stadig et slaghit med Bocelli og Pavarotti. Siden har Bocelli sat foden i jorden med kæmpekoncerter i f.eks. Madison Square Garden. Deltagelsen i Zuccheros verdensturné i 1993 bragte ham for alvor i søgelyset, og siden har han haft haft succes med pop-ballader fra de varme lande sammen med Bono, Celine Dion, Sarah Brightman og Eros Ramazzotti.

Terror

Da jazzmanden Al Jarreau sang med Bocelli ved en promenadekoncert i London, sagde han: »Det er mig en ære at synge med verdens smukkeste stemme.« Men Celine Dion trumfede: »Hvis Gud har en stemme, lyder den som Bocellis.«

Det fik tenoren til at smile genert i San Rocco: »Celine ville bare være sød, jeg tager ikke den slags alvorligt.«

Men pludselig kom soap-skuespilleren stormende og hviskede til Bocelli, at terrorister havde nedskudt et israelsk fly. Hele salen stivnede, idet begge de herrer på scenen havde mikrofoner på. Mødet blev aflyst under en vild forvirring med gang i diskussioner og mobiltelefoner.

Da det viste sig at være et russisk fly, der angiveligt var blevet ramt af vildfarne missiler, valgte Deres udsendte at blive i kirken, hvor den lidende Kristus på korset så ned på os fra Tintorettis malerier. Og efter en halv times palaver inde bag et forhæng kom selskabet tilbage med Andrea Bocelli, som sagde:

»Vi har ringet til Tel Aviv. Vi tog fejl, men der er stadig 100 døde, og det er ulykkeligt. Hvis jeg kunne gøre verden bedre ved at synge, ville jeg optræde konstant. Terrorister må ikke forhindre os i at leve, vi må finde den indre fred efter det, der skere den 11. september. Vi må tænke med hjertet, så får vi det bedre.«

Helst i selskab

Imens kastede en bodyguard sig over en fotograf, for tenoren må kun fotograferes af italienernes egne folk. Andrea Bocelli er mest aktiv på TV, da sceneskræk har fået ham til at aflyse den ene koncert efter den anden. Også i Skandinavien:

»Jeg kan ikke lide at stå alene foran mange mennesker, som jeg kun kan fornemme, derfor foretrækker jeg at synge sammen med andre. Pavarotti er en god sanger, der også er en praktisk natur. Bono har ingen operastemme, for opera kan ikke læres, men han ejer operaens lidenskab. Og da jeg elsker selve stemmen højere end musikken, nyder jeg at lytte, når vi synger. En stemme har sin egen verden, fuld af mystik og personlighed, fordi den er en gave fra Gud.«

Bocelli har ofte optrådt på Pavarottis festival i Modena og har sunget duetter med Bryan Adams og Andreas Vollenweider. I 1995 var han på Europa-turne med Bryan Ferry og Roger Hodgson fra Supertramp, og juleaften i 1994 sang han for Paven i Vatikanet. I de første år fokuserede han mest på poplærer arier af Verdi, Puccini og Rossini:

»Pop og klassisk handler om kommunikation af følelser, men opera er baseret på strikte regler, mens man selv er skabende i popmusik.«

Poppens vej

De først albums, "Andrea Bocelli" og "Bocelli", viste ham som operasanger, og på "Viaggio Italiano" sang han arier og sange fra Napoli. Først i 1997 adopterede han poppen med albummet "Romanza" og hittet "Time To Say Goodbye". Der var endnu flere pop-ballader på "Sogno", som i 1999 indkasserede ham en Guldplade og en Grammy-nominering som bedste ny kunstner.

Man skal være large for at rubricere ham som operasanger. Han har absolut gehør, men stemmen er uskolet. Det var et anmelderflop, da han indspillede Puccinis "La Boheme" med operasangere, der kviede sig ved at stå frem og indrømme, hvad de havde gjort. Og allerede i 1998, da han sang uden forstækning i Toronto med sopranen Cecilia Gasdia, måtte hun passe på ikke at øverdøve ham i duetter fra "La Boheme." Til gengæld bragede han gennem lydmuren med ekstranumre som "Ave Maria".

I kølvandet på De Tre Tenorers blegnende succes som udendørssangere har også folkene bag Bocelli indset, at opera ikke længere går hånd i hånd med popcorn, øl og publikum i vindjakker. Som cross-over sanger har Bocelli ganske vist været en perfekt billetsælger, men med det nye pop-album skæres kagen i helt andre skiver.

Det er oven i købet nyskabende, idet Bocelli ikke kan bruge de gamle pop-snedkeres sange, der ikke passer til hans stemme. For at få nyt blod ind i branchen lanceredes sidste år en international komponistkonkurrence i Italien. Den skal i fremtiden afholdes hvert andet år, og Bocelli er tilfreds med resultatet:

»Det er svært at finde smukke sange for en stor stemme. De unge komponister på konservatorierne har fjernet sig fra folkets hjerter, så nu får naturtalenterne en chance. Vi fik tilsendt 2000 sange, det var Gudskelov ikke mig, der skulle vælge.«

Italiensk image

Når Bocelli synger "Il Mare calmo della Sera", ved kun få af hans internationale fans, at teksten handler om et et hav, der er roligt i aften. Men hans marketing-folk mener, at det italiensk sprog er en vigtig del af Bocellis image. Derfor er der kun et enkelt engelsk nummer på det nye album, men ifølge Bocelli kan succes slet ikke udregnes rationelt:

»I årtier har popmusikken været præget af engelsk, også i lande hvor man ikke forstår teksterne. Måske vil jeg i fremtiden synge mere på engelsk, men succes kan ikke defineres. Den kommer og går, som den selv vil. Den eneste undtagelse er min reklamefilm for en japansk øl. Den lavede jeg, fordi jeg elsker øl - nej, jeg driller bare.«

Mere info om sangeren på www.andrea.bocelli.it, www.andreabocelli.sonicnet.com, www.angelfire.com eller www.divadome.com

elisabeth.saugmann@jp.dk