Cinemaxx-biograf i Odense lukker
Den tyske biografkæde Cinemaxx tabte første slag i biografkrigen og måtte i går lukke en af sine nye biografer i Odense. Godt 50 ansatte står til fyring.
Biografernes intense kamp om publikum fik i går endnu et offer.
Blot ti måneder efter den storstilede åbning i september sidste år er den tyske biografkæde Cinemaxx blevet tvunget til at lukke sin biograf i Vesterport Butikscenter i Odense.
Biografen Cinemaxx Centrum har i månedsvis haft næsten tomme sale og har aldrig slået sig fast i byen. Og det skyldes ifølge direktør Kim Brochdorf i høj grad, at Vesterport Butikscenter ikke har levet op til forventningerne og blandt andet ikke har kunne leje alle forretningerne ud:
»Aktivitetsniveauet er simpelthen blevet for lavt til, at der er grundlag for en biograf som vores. Der er slet ikke den tiltrækningskraft, som der blev lagt op til,« siger han.
Cinemaxx vil nu koncentrere sig om sin biograf i Rosengården - samt biografcentret på Fisketorvet i København og det nye center, der vil åbne i Århus om to år.
Men trods tabet på en fjerdel af det samlede udbud afviser Cinemaxx-direktøren, at der tale om en svækkelse:
»Vi ville selvfølgelig helst have fortsat. Men vi bliver jo nødt til at tage højde for det manglende salg - og glæder os nu over, at vi måske kan få flere premierefilm til vores anden biograf i Odense,« siger Kim Brochdorf.
Hos konkurrenterne fra Nordisk Film Biografer kan direktør Morten Anker Nielsen dog kun glæde sig over, at en af konkurrenterne er faldet fra - og at det dermed blev Cinemaxx, der indtil videre har tabt den »mest blodige del af biografkrigen i Danmark«, som han beskriver den:
»Vores biograf, Bio City, har markeret sig godt og vi er helt klart styrket efter det her,« konstaterer han.
Krigen fortsætter
Beslutningen om at lukke Cinemaxx Centrum i Odense kommer samtidig med, at Scala Biograferne i København på lørdag viser film for sidste gang nogensinde.
Den øverste del af butikscentret skal bygges om til hotel - og derfor har ejerne fra Sandrew Metronome besluttet at lukke biografcentret og i stedet koncentrere sig om det nye center, selskabet åbner i Lyngby midt i august.
Og de to lukninger bør blive de eneste foreløbigt, vurderer Morten Anker Nielsen.
»Der var ikke plads til alle de biografer i Odense. Men i København behøver der ikke lukke flere biografer. Men krigen om publikum fortsætter da,« siger han.
Umiddelbart efter beslutningen havde Cinemaxx i går møder med repræsentanter for Cinemaxx Centrums godt 50 ansatte, der enten skal overflyttes til biografen i Rosengården eller afskediges. Cinemaxx overvejer i øjeblikket muligheden for at lægge sag an mod Skanska, der som udlejer ikke har leveret det attraktive butikscenter, som det var aftalt.