En rigtig Dario
Blokvognssmilet er væk, og lige nu lanceres Dario Campeotto rent i stil med sin italienske baggrund. Angéliques trolovede er tilbage i pladeverdenen med fortolkninger af moderne hits.
Angélique...Så er der ikke grund til at sige ret meget mere.
Angélique...1961 og en 22-årig italiensk smørtenor med dansk accent sang sig ind i de danske stuer, ind i de danske kvindehjerter og ind på en førsteplads i det danske Melodi Grand Prix.
Angélique...og levevejen som medlem af Det Kgl. Operakor blev skippet til fordel for en tilværelse som solist, som siden kun har været afbrudt en enkelt periode.
For ganske vist flyder ord som relancering og come back forholdsvis frit i disse dage, men Dario Carlo Giacomo Campeotto har næsten uafbrudt været at finde på den danske scene i mere end 40 år, og i sidste uge tog han en ny musikalsk genre i øjesyn med CD'en Love Is In The Air.
Angélique er naturligvis på CD'en, men det er også Lou Reeds Perfect Day, Barry Whites The First, The Last, My Everything og Stevie Wonders Lately.
»Tidligere ville jeg nok have skruet på radioen for at finde en anden kanal, hvis de spillede sådan noget musik, og først tænkte jeg »Kors, hvad er det her for noget musik. Men da forslaget om at lave CD'en dukkede op, gav jeg det en chance. Det er jo ikke fordi, jeg hører Giro 413, men jeg lytter måske mere til Sinatra og Martin Dean end til Lou Reed,« siger han om den - for ham - lidt fremmede stil.
Tidlig debut
Dario Campeotto var bare 10 år, da han stod øverst på plakaten til en optræden i KB Hallen i selskab med Osvald Helmuth, Poul Mourier og Wandy Tworek, og på lidt forunderlig vis havde han musikken med hjemme fra de italienske forældre.
»Hjemme i køkkenet på Frederiksberg var der italiensk stemning - undtagen om lørdagen. For så kom der tre slags sild og brændevin på bordet, og så sang de, selv om far ikke havde en tone i livet. Man kan ikke sige, det var et musikalsk hjem, men det var meget musikelskende.«
Det var sådan, Dario Campeotto mødte musikken - om lørdagen over sildene og hos en far, som ganske vist elskede at synge, men som ikke kunne.
Og det var sådan, han blev opildnet til endelig at stemme i, når de voksne fik en snert af brændevinskådhed.
Som han sidder der i haven på Frederiksberg, kunne han såmænd lige så godt hedde Mogens. Eller Jens...
Så er der ikke meget italiener over ham.
Men han hedder Dario, og i hans blod er der ublandet italiensk blod, som løber lidt hurtigere, når han skifter det formfuldendte danske ud med det lige så formfuldendte italienske.
Han er født i Danmark, men har aldrig sluppet sin sproglige og kulturelle arv, og den fornægtede sig heller ikke, da han blev folkeeje med Angélique.
»Der var en bølge af den slags, og i en periode sagde man, at det ikke var til at finde en skomager i Italien, for de var alle sammen i Danmark for at synge,« siger han.
For Dario blev den bølge ved, og i dag er han tro mod stilen. Dengang - i begyndelsen af 1960'erne - indtog han scenerne i musicals, men i 1967 fik han nok af bevågenheden og flyttede med sin daværende hustru Ghita Nørby til Italien, hvor han åbnede en butik med dansk brugskunst.
»Trends flytter sig jo, og jeg følte ikke, der var bud efter mig. Og hvis man på den måde selv melder sig ud, kan man lige så godt smide telefonen ud,« fortæller han.
Det italienske eventyr tog fem år, og så red han på bølgen igen. En opringning fra Eugen Taimer fik ham tilbage til det land, han kalder hjem, og hjemme igen kunne han i en periode boltre sig med store orkestre og croonerstemmen.
Det var Palmehavetid, og de store haller trak folk til spisning med kniv og gaffel med efterfølgende dansant.
»Dengang var der tale om et come back, for der havde jeg været helt væk fra scenen i flere år. Og er man først i det, er det svært at slippe, for man bliver afhængig af sit publikum - afhængig af at stå på scenen. At netop den slags musik flere gange i løbet af min tid som sanger er blevet moderne er jo en slags Guds gave,« lyder det fra sangeren.
Det var netop hans virkelig store tid i 1960'erne, der var udgangspunktet for ideen til den nye CD.
Kitschmesteren Master Fatman tog sammen med Claes Antonsen initiativet til en 60'er event på Base Camp, og mødet med Dario har i dag udmøntet sig i en indspilning.
»Vi svingede jo sammen - selv om de lever og spiller i en helt anden ånd, end den jeg er vokset op i. Dengang var det et øl-miljø - i dag er det et cola-miljø, og de er professionelle. jeg kan være så glædeligt overrasket over, hvor fint et lille liv, den generation render rundt og har, for i min tid var vi nok lidt strammere opdraget. Man kan vel sige, at vi var på efternavn med vores forældre, mens de i dag er på fornavn...Sådan billedligt,« siger Dario Campeotto.
Lanceringen af den nye Dario er blevet sammenlignet med Tom Jones re-entré på hitlisterne.
Blokvognssmilet er væk, og på coveret af CD'en fremstår han som alvorsfuld italiensk italiener i lyst jakkesæt. Hjemme i haven på Frederiksberg er det anderledes afslappet stil, men han føler sig i bund og grund italiensk, som han siger.
Italieneren og danskeren i Dario Campeotto har levet side om side i 62 år, men det er ikke den samme person.
»Når man taler et andet sprog, er det ikke kun ordene, der skiftes ud. Men er også nødt til at kende den nationalitets mentalitet - og leve den. Min indre dansker er lidt drilsk, lidt udspekuleret, men hvor jeg følger mig som et 70-pct. menneske, når jeg er danskeren, så er jeg 100 pct. i den italienske udgave,« forklarer han.
»Men jeg kunne ikke tænke mig at flytte derned igen, for det kostede et ægteskab - og det er der jo ingen grund til at gentage,« tilføjer han med et smil.
Speciel genre
Dario Campeotto har altid vidst, han ville synge, men han har også altid sværmet for en musikalsk genre, som kun i nogle perioder har været rigtig moderne, og det har gjort det svært, når det gælder pladeudgivelser.
»Nogle gange kan man blive slået ud af kurs, netop fordi man forsøger at holde en kurs. Og fordi jeg har stået fast på det musik, jeg ville lave, så har det da været op og ned, men jeg har altid haft rimeligt med jobs - og et fast publikum,« siger han.
Ind imellem musikken har der været musical- og revyarbejde en masse, og i 12 år fungerede han som kunstnerisk leder på sans Souci i Kolding.
Men med ''Love Is In The Air'' er han tilbage i den rene musikalske genre, og denne sommer har han takket nej til medvirken i Rottefældens sommerrevy.
»Det her er selvfølgelig noget nyt for mit publikum, men når jeg står der på Plænen i Tivoli og ser ned på samlingen af grå eminencer og platinblonde abonniner, så er jeg overbevist om, at de kan tage det til sig,« lyder det.
Katja Keen
Med sig på den nye plade har han blandt andet endnu en Grand Prix Stjerne Signe Svendsen og den tidligere pornostjerne Katja Kean.
Og selv om Dario Campeotto ikke på noget tidspunkt i processen han været bange for at blive brugt til et kitsch-projekt, så vedkender han sig, at netop valget af Katja Kean til sangen Save Your Love har et anstrøg af kitsch.
»Det er måske lidt ligesom når man går ned i nogle af butikkerne i Istedgade og finder noget, som er så kitschet, at det netop bliver sjovt. Men hun har den rigtige stemme til det nummer,« siger den altid belevne herre.
Selv om sangene på pladen er hentet fra helt andre genrer, så er lyden forsøgt tilpasset den lydverden, man kender Dario fra, og som han understreger smilende:
»Jeg er jo ikke gået over til fjenden.«