Johnny fra Thyborøn

Musikeren Johnny Madsen er hverken romantisk, huslig eller nogen handyman. Alligevel har han nået sølvbryllupsalderen i sit samliv med billedkunstneren Margit Enggaard Poulsen. Her giver han opskriften og fortæller samtidig om sit forhold til sønnen Rasmus, om sit usnobbede bagland og om den pinsel, det er at fylde 50 år.

Tågen lægger sig drillende og cigaretgrå over det sydlige Jylland, men det lykkes os at finde ham inde i sofahjørnet i nummer 18 lige over Brugsens parkeringsplads.

Rygende for åbent vindue.

Han er på nedtrapning og siger, at han indånder ren norsk fjeldluft. Ryger nu kun 60 Savoy om dagen mod tidligere 20 Cecil. Han drikker vand og siger videre, at han kun går tur på stranden, når et eller andet TV-selskab slæber ham derned.

Hverken tåge eller tvivl vil lette, så vi spoler lige båndet tilbage og ruller over Vejlefjordbroen mod Kolding. Herfra stik vest mod Esbjerg og færgen "Menja". Færgemanden udstikker flinkt kursen videre ad hovedgaden til det korrekt malede røde Fanøhus. Der står Johnny Madsen på postkassen. Den er altså god nok.

Med sine 1,77 meter, 79 kg og størrelse 43 under de grå tennissokker i bløde Reebok-såler holder han sig inden for standardmålet for en dansk mand på et halvt hundrede år. Alligevel er der noget, der ikke passer. Og her tænker vi ikke på tøjet, der synes for småt for oven og for stort forneden. Eller for den sags skyld det vævede halstørklæde med Pondus-knude, som han har knyttet under sit behårede hoved. Det er nok mere vandglasset i hans hånd, den blanke BMW 325i foran huset og den fikse kvinde, der pludselig træder hjemmevant ind i stuen. Det er der altså ikke meget værtshus og gammel rock'n'roller over.

FDF-uniform

Vi skal snart erfare, at det ikke er en helt almindelig rockmusiker, der har åbnet døren til sit privatliv, hvis man da kan bruge ordet almindelig i den sammenhæng. Han var da heller ikke mere end lige fyldt 10 år, da han hjemme i Thyborøn veg skrækslagen tilbage ved synet af den FDF-uniform, der åbenbarede sig i en brun pakke fra hans mor, som mente, han ville have godt af at blive en anelse afrettet. Tanken om at marchere i takt i grå uniformsskjorte kan stadig bringe desperationen frem i hans øjne.

»Jeg har aldrig brudt mig om at være en del af et påstået fællesskab. Jeg er altid gået mine egne veje i systemet og er stærkt mistroisk over for folk, der vil gøre en masse godt for nogen, de ikke kender. Jeg kan forholde mig til min næste og er antiglobal. Jeg tror ikke på store sammenslutninger. Jeg tror ikke på store taler. Og hvis jeg skal i biografen, så vil jeg helst sidde på den yderste stol. Til gengæld bestræber jeg mig meget på at opføre mig ordentlig over for dem, jeg kender,« siger Johnny Madsen.

Han er aktuel som musiker med sin 10. studieplade "Den blinde lotterisælger sidder ganske stille på et flerfarvet lysstofrør og kigger opmærksomt ud mod havet".

Ud af kolonnerne

Den kunne vi sikkert snakke en del om, akkurat som alle de andre har gjort og plejer at gøre, når hr. Madsen på Fanø rør på sig, så det gør vi ikke. Der er jo ingen grund til at marchere i samme lige rækker, når man kan se sit snit til at snuppe et lille chassétrin ud af kolonnerne. Og vi har alibiet i orden, for den 31. marts fylder Johnny Madsen 50 år.

»Det er forfærdeligt. Det er ganske usagligt,« udbryder han og forklarer:

»Jeg glemmer, jeg er så gammel, fordi jeg føler mig som en på 18 år. Kunne man for fanden bare mærke det. Måske er min dåbs- og fødselsattest blevet forbyttet, men jeg tør ikke søge i pastor Vestergaards annaler af skræk for at opdage, at jeg reelt bliver 60 år! Én ting er i hvert fald stensikkert, jeg er ikke nogen forbyttet prins,« smiler Johnny Madsen og afbrydes af et hæst host fra entréen.

»Det er Ibsen,« konstaterer han.

Ibsen arriverer til hjørnearrangementet, hvor han kigger de fremmede an og beder om en hurtig afslutning på seancen, så Madsen kan komme med ham over til Torben, der venter med en 20 kroners movsel, tvungen.

En velsignelse

Men Madsen lader sig ikke sådan friste på en dag med vand i glasset. Han sender Ibsen i forvejen og tager selv turen tilbage til barndommens Thyborøn, hvor vinden aldrig blæser under 10 sekundmeter, hvor alle kvinder er hjemmegående, og hvor der spises varm mad mellem klokken 12.00 og 13.00.

»Det var en velsignelse at vokse op i sådan et hjem,« fastslår Johnny Madsen. Måske lige bortset fra, når familien skulle rejse de 20 km til Lemvig, og lille Johnny, der blev søsyg bare af at vaske hænder, måtte lide den tort at skulle i bad og blive vasket og gjort ved. Fru Madsen havde oven i købet den ambition, at hendes børn skulle være velklædte, så Johnny blev proppet i terylene-bukser, der ifølge datidens øjenvidneskildringer er sammenlignelige med fornemmelsen af Rockwool mod inderlårshud.

Af sin revisor-far lærte Johnny, at hvis han virkelig skulle vide noget om livet omkring sig, så skulle han læse Det Bedste. Det var sandhed, mere end det der stod at læse i Bibelen. Af sin bedstefar, der var fisker, lærte han, at man aldrig skal gøre noget kompliceret ud af noget enkelt og omvendt. Og at man aldrig bør fornærme syv mand, hvis man kun har en seksløber. Af sin mor fik han at vide, at han altid skulle være ren og passe sit arbejde.

»Mor sender stadig to stillingsannoncer med i sine breve til mig. Det var for så vidt ligegyldigt for mine forældre, om min lillebror og jeg blev advokater eller fiskepakkere, men det er aldrig gået op for mor, at jeg kan leve af musikken,« smiler Johnny Madsen overbærende. Hans lillebror er kustode på Lemvig Museum.

Handicap 7

Og hvad angår renhed, så vil fru Madsen nok mene, at en klat shampoo vil gøre underværker. Til gengæld har hun en søn, der uden at forstille sig bragede igennem pladebranchens firmament midt i de tjekkede 1980'ere i en af de mest tjekkede brancher. En søn, der kan udtrykke sig i både musik, ord og på lærreder. Som helst ser finske, polske, ungarske, islandske og italienske film, fordi de har en fordybelse og et timingspunkt, der ligger et andet sted end i Hollywood. En søn, som elsker den færøske forfatter og digter William Heinesen, spiller golf med handicap 7 og som i en alder af 45 år endelig fik taget sig sammen til at erhverve sig et kørekort.

»Det kostede mig efterhånden 100.000 kr. om året i taxa,« siger han om kortet, der rangerer på listen over de ting, han er mest stolt over at have opnået. Øverst står sønnen Rasmus og lige efter kørekortet nævner han den totale lykke, han følte, da han for tre år siden for første gang lavede en birdie i golf.

Johnny Madsen har altid formået at bevare sin autenticitet, men det synes han egentlig ikke, er så bemærkelsesværdigt.

»Jeg er opdraget med, at man ikke giver sig ud for at være mere, end man er. Thyborøn er et usnobbet sted, hvor man ikke kommer langt med det andet,« forklarer han. Derfor kan han da godt hygge sig lidt ved tanken om, at det er lykkedes så godt for ham med udgangspunkt i en beskeden og forblæst hytte i et rabarberkvarter på den yderste kant af Danmark. Og han glæder sig meget over, at naboens søn Jan, som han lokkede en mandolin fra ved at tilbyde Dyrenes Verden i bytte, senere gik hen og blev Danmarksmester i golf.

"Æ tændrør"

For at forstå Johnny Madsens gang i livet er det vel også på sin plads at nævne "æ tændrør", som den lokale politimand i Thyborøn blev kaldt. Han udøvede en særlig form for lov og orden, der byggede på svidende lussinger og en vis form for selvjustits. Hver tirsdag skulle byens unge knallertkørende knægte, herunder Johnny, der kørte på en kraftigt udboret Everton, stille i kø foran stationen til den ugentlige ørenfigen for kørsel på ulovlig knallert. Og da en tilflytter kom for at melde sin cykel stjålen trak "æ tændrør" blot på skulderen og sagde: Så stjæl en anden!

»Det var den form for anarkisme, der herskede i min barndomsby,« siger Johnny Madsen og læner sig tilbage i sofaen. Godt tilpas ved tanken.

Synes nogen, de fornemmer en knarvorn anarkist prikke til dette og hint, når han i sine sange stiller skarpt på hverdagen, så kan vi her røbe, at tendensen til at bryde med konformiteten altid har ligget i ham.

Eftersidninger

»I skolen havde jeg ét år 60 eftersidningstimer på bare tre måneder. Jeg var ellers ganske godt begavet, men det var altså for kedeligt at gå i skole. Når vi hvert år fik udleveret bøger, så smed jeg som det første min skoletaske op på tobakshandler Jens Røns tag. Der lå tasken så i al slags vejr, indtil skoleafslutningen. Når jeg endelig hentede den ned, så myldrede det ud med ørentvister, men det værste var stanken. Der har altid været en slem stank over min skoletaske,« indrømmer Johnny Madsen.

Pudsigt nok blev han senere uddannet lærer, men det var først, efter at han en aften spiste kogt torsk og annoncerede ved middagsbordet, at nu rejste han altså til København for at blive folkesanger og forenet med feriepigen Lone. Han var 16 år og vendte først tilbage små fire år efter.

»Der gik ikke så lang tid, inden det gik over med Lone og mig,« smiler han. Til gengæld tog han en realeksamen, en HF-eksamen og flirtede lidt med tanken om at læse til præst, inden han valgte en uddannelse som folkeskolelærer. Der var de, der mente, at han med sit talent for at sparke bold som offensiv midtbanespiller i blandt andet Jyllandsserien burde have satset på en professionel fodboldkarriere, men fingrenes strengespil trumfede både boldspil og seminarium ud.

»Det lykkedes mig at dumpe tre gange i musik, men censor spurgte da om min autograf,« griner Johnny Madsen, der i de samme år begyndte at få gang i musikkarrieren og ikke mindst i Margit.

»Hun så brølende godt ud,« siger han om kæresten og samleveren gennem snart 25 år, billedkunstneren Margit Enggaard Poulsen.

Som med så meget andet, har han en meget enkel forklaring på, hvordan de har kunnet bevare deres forhold så længe.

»Os, der er født på Tværvej i Thyborøn, vi lader os ikke sådan lige skille,« brummer han, »Margit og jeg boede sammen i et slags kollektiv på en gård, mens vi læste. Mere mystisk er der heller ikke i vores forhold, end at årene gik, og så fik vi Rasmus, som i dag er 21 år.«

»Romantiker?...hvis det gælder ens kone, så er jeg ikke. Det må Margit finde sig i, jeg tror også, hun ville blive dybt forbavset, hvis jeg kom hjem med blomster.«

»Huslig?...nej, det er jeg ikke.«

»Handyman?....jamen, hvis jeg tænder for Margits computer og går på internettet, så ryger alt lys i Europa. Og hvis jeg selv skal sætte en ny rem på min guitar, så falder den stensikkert på gulvet og smadrer et eller andet. Jeg er kendt i branchen for at ødelægge ting, og jeg glider tit.«

Madsen forbigår smilende, men i tavshed, spørgsmålet om, hvad Margit så kan bruge ham til.

»Styrken i Margits og mit forhold er, at der aldrig bliver sagt vi i det her hus. Der er ikke noget med, at vi kan lide "Pelle Erobreren". Jeg har mit liv og er meget hjemmefra. Margit har sit og er optaget af sine billeder. Derfor bliver vi også inviteret ud hver for sig,« siger Johnny Madsen og fortsætter:

»Vi kan godt grine lidt af, når alle vores nyskilte venner kommer forbi og fortæller os, hvordan et ægteskab skal være. Vi har nok et noget utraditionelt ægteskab med et holdning om, at man skal ikke give bare to promille af sig selv. Et fællesskab er ikke et kompromis. Et fællesskab er at støtte den anden i at udvikle sig.«

Deres verdener mødes i hjemmet i Nordby på Fanø, hvor de også udstiller sammen i galleriet, der ligger i husets gavl. Og ikke mindst mødes de omkring sønnen Rasmus, der nu er flyttet til Aalborg, hvor han - til stor glæde for sin far - gør sig som guitarist. Til trods for, at Rasmus i en meget ung alder fik berømmelsens pris at mærke på egen krop, da kammeraterne henne i skolen drillede ham med, at hans far var røget ned fra første- til andenpladsen på hitlisten.

»Han skal med mig ud at spille til sommer. Det er nok mere mig end Rasmus, der synes, det er en god idé. "Det skal jeg vel ikke," sagde han, da jeg spurgte ham, men jeg synes, han har godt af at opleve, hvordan det foregår. Og der bliver ikke lagt fingre imellem. Han må tage, hvad der kommer,« forsikrer Johnny Madsen.

Han citerer Leonard Cohen, når han fortæller om sin faderrolle: "Når man har sat et barn i verden, så er man angst resten af livet."

»Rasmus er opdraget til selv at træffe sine valg. Det lyder måske mærkeligt, når jeg lige har fortalt, at jeg har besluttet, at han skal med mig ud at spille musik, men han kunne jo bare have sagt nej. Noget andet, jeg har lagt vægt på, er, at han ved, at der altid er plads her hos os. Hans hjem er en helle. Et sted, hvor han kan komme, når han rammer ind i alle hotellerne på Rådhuspladsen og Vimmelskaftet i livets Matadorspil,« siger Johnny Madsen.

Nummer 18 over for Brugsens parkeringsplads er også hans egen helle. Selvom han indimellem har følt det, som om han og Margit boede i et akvarium med indkig til alle sider og tider.

»Berømmelsen kom heldigvis først til mig, da jeg var blevet 37 år. Dagen efter, at jeg havde været på TV-skærmen for 2,5 mio. seere, kiggede alle så intenst på mig, at jeg uvilkårligt kiggede ned for at se, om lynlåsen var gået op. Siden har det været ret så voldsomt med opmærksomhed,« siger Madsen og ryster på hovedet.

Han har præsteret at kravle i gåsegang efter Margit hen over køkkengulvet på vej ud ad bagdøren for at undgå de nysgerrige blikke.

»Så var det også, jeg sagde, at det kan sgu ikke blive ved med at gå på den her måde.«

Efterhånden har han lært sig nogle små fif, såsom at sætte sig bagerst i et lokale og stå på lur ved pølsevognen og først smutte ind, når den sidste har forladt vognen.

Da han fik sit store gennembrud med pladen "Udenfor Sæsonen" i 1988 advarede PladeCompagniets direktør Jan Degner ham om, at der nu ville komme en masse ting, der ville forandre hans liv, og at hans købmand nu ville begynde at tale anderledes til ham.

»Deri havde Jan ret. Jeg synes ikke selv, jeg har forandret mig, men det har omverdenen,« siger Madsen, der selvklart er glad for, at han siden sit gennembrud har kunnet fastholde et publikum.

Ærlighed

»Det eneste, man har og kan aflevere, er en ærlighed og en troværdighed. En sang er et tilbud. For mig er der tale om en livstidsstilling, en måde at beskue verden på drevet af nysgerrighed og fordybelse. Berømmelse og salgstal er sidegevinster,« siger Johnny Madsen, der ikke lægger skjul på, at den økonomiske sidegevinst er af en rimelig størrelse.

Så alt i alt er han vældig tilpas ved tilværelsen. Der er ikke meget at fortryde, når man kan stå inde for de ting, man gør. Derfor kan han da godt undre sig lidt over, at han aldrig er blevet inviteret op til dronningen, og at askebægrene i en BMW er skabt alt for små.

lisette.greve@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.