Forfatter Ole Wivel dyrkede fascismen

»Hvad er for resten nazisme?« spørger forfatter og tidligere direktør for Gyldendal, Ole Wivel, i sit 24 sider lange skrift "En ondskabsfuld Klodsmajor", som udkom i sidste uge. Skriftet er et svar på artiklen "Fuldkommenhedslængslen. Om Ole Wivels tidlige digtsamlinger set i relation til hans selvbiografiske værk" skrevet af mag.art. Jørgen Hunosøe i tidsskriftet "Nordica".

I disse fem tidlige digtsamlinger fra 1940 og 44, som Ole Wivel i dag ikke længere regner for en del af sit forfatterskab, finder Jørgen Hunosøe temaer og metaforik, som efter hans mening viser "kryptofascistiske elementer", samt tegn på "en førerkult der minder om fascismen". Og Hunosøe spørger, hvordan Ole Wivel kunne lade sig forføre af en tankegang, der i sit udspring mere eller mindre "har bund og grund fælles med nazisme".

Ole Wivel afviser Hunosøes analyser som "sygelige forestillinger" og henviser til sine "udførlige biografiske oplysninger" i sin erindringsbog "Romance for Valdhorn" fra 1972. Hunosøe manipulerer med erindringsbogen, mener Wivel.

I "Romance for Valdhorn" fortæller Ole Wivel om en kreds af venner, som mødtes i efteråret 1939. Ole Wivel, der er født i september 1921, var lige blevet student, var 18 år og i gang med litteraturstudier på Københavns Universitet. Til kredsen hørte Knud W. Jensen, den senere stifter af Louisiana Museet, to unge malere Erik Johansen og Sven Havsteen-Mikkelsen, en herboende 38-årig østriger og boheme Fritz Waschnitius, hans ven Holger Nielsen og endnu en ung tysker, Peter Tramsen. Kredsen læste bl.a. de tyske digtere Stefan George, Hölderlin, Nietzsche og Rilke.

Kult med mysteriet

I "Romance for Valdhorn" skriver Ole Wivel om Fritz Waschnitius: »Han blev min lærer og vejleder på godt og ondt denne vinter 1939-40.« Kredsen udviklede »et dybt, sygeligt hadforhold til vor egen tid« og opsøgte »den heroiske livsanskuelse.« Ole Wivel oplevede en »dyb følelse af fællesskab. Kun alt for villigt drev også jeg kult med mysteriet, den romantiske idealisme og suspenderede gradvis den realitetssans, som tiden snart skulle sætte ubønhørligt på prøve.«

Efter tyskernes besættelse af Danmark den 9. april 1940 trådte Sven Havsteen-Mikkelsen straks ud af kredsen. Fritz Waschnitius begynder at hælde til »troen på en kulturel regeneration og samling af de splittede europæiske folk under tysk førerskab.« Men Ole Wivel »fandt det urimeligt at jeg skulle bryde med Peter og Fritz på grund af besættelsen.«

Det kom dog til brud mellem dem i løbet af 1942, skriver Ole Wivel. Årsagen var bl.a., at Fritz d. 12. januar1942 holdt sit første tyskvenlige "Forståelsesforedrag" i den tysk-kontrollerede Danmarks Radio. Som det hedder i bogen "Hvad skete med Radioen under Krigen?" var Fritz W.s udsendelser »virkelig et led i den tyske nazistiske Propaganda.«

I efteråret 1943 beslutter Ole Wivel sig til at skrive en guldmedaljeafhandling om "Stefan George og tysk Tradition". »Det skulle være min afsked med universitetet, med Stefan George, Fritz og hele vor romantisk-heroiske vildfarelse,« skriver han i sin erindringsbog. »Den havde kostet dyrt, skønt jeg selv var sluppet billigt fra den. Andre havde betalt deres pris.«

Det germanske legeme

Hvad Ole Wivel ikke nævner i sine erindringer er, hvem der betalte en dyr pris. Det var bl.a. to af kredsens medlemmer: de unge malere Erik Johansen og Ole Høst - søn af Bornholmsmaleren Oluf Høst. Ole Høst er overhovedet ikke nævnt i Wivels bog.

Under indflydelse af kredsens "romantisk-heroiske vildfarelser" meldte de to unge malere sig til Frikorps Danmark og kom i første omgang i arbejdslejr i Tyskland. Ole Høst kom senere videre til Østfronten og blev dræbt. Erik Johansen, Ole Wivels gode ven, fortrød og vendte tilbage til Danmark, hvor han blev gift. Maler blev han aldrig. Han overtog senere sin fars værtshus "Café Kronborg".

Den 28. juni 1941 skriver Ole Wivel et brev til vennen Erik Johansen. I brevets slutning står følgende:

»Det som virkelig giver mig styrke er bevidstheden om den store linje, om at jeg nu har begyndt den kamp som skal ledes ind i det højeste statslige plan. I fulde drag inddrikker jeg sommerens frodighed i det skønne sydsjælland. Mange nye toner klinger frem, og jeg har tro til fremtiden. Maaske har de sidste dages vidunderlige og ufattelige krigshændelser faaet nyt blod til at strømme i det store germanske legeme (kursiveret af red.), og ogsaa vi har ret til at knytte haab ved drømmene om et nyt Europa.«

De vidunderlige krigshændelser, Ole Wivel omtaler, må være Tysklands invasion af Sovjetunionen den 22. juni 1941. Brevet fortsætter:

»Erik: mange opgaver venter os, som har alvor og mod til at bekræfte skæbnens og livets love. Lad ingen time gaa unyttet hen, ingen dag hvor vi ikke søger en større renhed. Og lad de maal, som sættes da vor lille ring blev sluttet, ved de nye Guders gunst og ved vor brændende vilje endelig naas. - Din ven Ole.«

Skuffet over vennen

I et brev fra 1. februar 1942 skriver Ole Wivel igen til sin ven Erik Johansen. Men denne gang er tonen en ganske anden. Ole Wivel har erfaret, at Erik Johansen er vendt tilbage til Danmark efter sit ophold i den tyske træningslejr, og han udtrykker stor skuffelse over vennen:

»Da du tog beslutningen om at gaa i krig, rystede du med fuld ret enhver forpligtelse af dig. Den som vil døden vinder livet. Jeg nærede ærbødighed for dig og min tro paa dig fornyedes.(...) At du vilde staa fast til trods for denne sidste prøvelse var saa dybt befæstet i mit hjerte, at jeg frydede mig over at kunne triumfere, fordi du - min ven - bekræftede den heroiske holdning, der har baaret alt det vi var og er.(kursiveret af red.)

Dit nederlag er uigenkaldeligt. I dette fald, du veed det, river du alt det med dig, som hidtil har været imellem os. Min foragt for dig er stor, og jeg er utrøstelig. (...) Det bliver mig tungt at skulle se dig i øjnene igen, men jeg vil gøre det fordi min kærlighed til dig ikke er blevet mindre.«

Oluf Høsts anklage

I en artikel i EkstraBladet, den 30. december sidste år, fortæller billedkunstneren Jørgen Nash om et besøg, han i midten af 1950'erne aflagde hos Oluf Høst i Gudhjem. Nash skulle skrive om en kommende Høst-udstilling i Rønne. På et tidspunkt trak Oluf Høst og hans hustru Hedvig Jørgen Nash til side og sagde, der var noget, de ville vise ham. Det var en mindestue, de havde indrettet over deres eneste søn, Ole Høst, der som frivillig i Frikorps Danmark var faldet i 1943 på Østfronten. Nash skriver: »Skylden for hans skæbne, vildfarelse og pludselige død lagde mor Hedvig og fatter Oluf helt over på Ole Wivel. Han havde lokket sønnen med i en lille vennekreds i Hellerup, som kaldte sig Den Gotiske Klub.«

Om Oluf og Hedvig Høst har ret i deres anklage mod Ole Wivel, får stå hen. Men vi gengiver her på siden et digt, som Ole Wivel sendte til sin ven Erik Johansen i august 1941, omkring den tid, da også Erik Johansen besluttede sig for at melde sig til Frikorps Danmark.

Digtet rejser det spørgsmål, som Ole Wivel stiller i sit svarskrift til Jørgen Hunosøe: »Hvad er for resten nazisme?«

marianne.juhl@jp.dk