Casper knaldfis

»I virkeligheden er forskellen på den offentlige Casper og den private mindre, end man umiddelbart regner med. Det er en meget ægte Casper, man ser på skærmen. Casper er Casper.«

Citat: Komikeren og kollegaen Jan Gintberg.

»Casper har i mange år gemt sig bag sit eget varemærke, sine firkantede briller og han har gemt den virkelige Casper bag sin humor - især den grove.«

Citat Jarl Friis-Mikkelsen.

Ja, det er ikke nemt, når selv folk, der har været tæt på, er uenige.

Et sted mellem ovenstående yderpunkter befinder sig 90'ernes og - får vi at se - måske også det nye årtusindes mest markante humør-profil i dansk fjernsyn.

Casper Christensen, 32 år, har været blandt de mest omtalte TV-genererede kändisser i medierne i de seneste fem-seks år.

Nogle gange til stor irritation for alle dem, der hader hans grovkornede humor - og ligeså ofte til stor tilfredshed for hans primære målgruppe - de unge på 25-40.

Og snart kan diskussionen begynde igen.

20. februar har TV2 Zulu premiere på Casper Christensens seneste påfund.

"Langt fra Las Vegas" er en sitcom - en situationskomedie i 13 afsnit, som handler om en selvglad og selvpromoverende TV-vært ved navn Casper Christensen, som har et program, nogle programmedarbejdere og nogle hverdagsproblemer.

Jarl Friis-Mikkelsen instruerer.

De medvirkende er en cocktail af kongelige skuespillere, komikere fra hr. Christensens eget miljø - samt en enkelt tidligere pornoskuespiller, Katja Kean, som gennemfører sin rolle med, beklager husarer, højhalset sweater.

Alle disse sidefigurer kredser om hovedpersonen.

Casper Christensen.

En personlighed, som synes født ud af fjernsynet.

Starten på værtshusene

Det var der ikke nogen, der drømte om, en diset septemberdag i starten af 90'erne, da Casper Christensen dukkede op på en indeklemt førstesal på et stramtsiddende århusiansk in-værtshus.

Omkring 50 mennesker stod og sad i lokalet, da han var på en af sine første ekskursioner i en spæd ny trend - stand up komik.

I 35 minutter harcelerede han, kun bevæbnet med mikrofon og snakketøj, over de rynkede gamle tyverikker, der tog hans plads i bussen, stjal hans luft og som oven i købet gjorde det på pensionistbillet.

»De burde betale dobbelt!« udbrød han, hvorefter han undrede sig over, hvorfor drankere altid så ens ud.

»Det må være en socialpakke, de får udleveret: Smøger, en pose guldbajere og en schæferhund,« sagde han.

Stjal showet

Godt et år senere dukkede han op og stjal billedet som opvarmning for komikerparret John & Aage.

Iført lidt for store sko og alt for firkantede briller fremtvang han de største grin, når han ironiserede over stewardesserne på indenrigsflyene, der kom rendende og bad ham smække klapbordet op.

»Hvad Fanden mand? Sidder piloten derude og tænker: Hvad Helvede er der los. Jeg kan sgu ikke få dyret på vingerne? Der må sgu være nogen, der har klapbordet nede«.

John & Aages show blev en fuser.

Men Casper Christensens karriere fik en kickstart.

På forsiden

Casper Christensen var dermed en dårligt bevaret hemmelighed i en inderkreds af humor-afhængige i byen-gæster, allerede inden "Husk lige tandbørsten" slog alle seerrekorder for Danmarks Radio.

Og siden har Casper Christensen været på.

På TV.

På forsiden af Ekstra Bladet.

På.

På godt og ondt.

Først var der det folkelige gennembrud.

"Husk lige tandbørsten" ramte familieaftenen rent på kæben med en kontrolleret vanvid af overraskelser, konkurrencer og pjank.

Siden hærgede Christensen og et gadedrengeslæng af stand up-komikere sendefladen på P3 helt til hysteriestadiet med det uforskammede "Tæskeholdet".

Stripperpiger og telefonlir blev fast inventar.

Intet var helligt. Når Bjarne Riis forpustet kom forbi som nykåret Tour De France-vinder, ville Casper vide: »Hvilken farve har dine kugler efter sådan en tur?«

Vil helst svare

Ekstra Bladet red med på bølgen på hele bagsiden og fulgte jagten på Caspers næste projekt. Lønkrav og nye udfordringer - tilbud fra andre TV-kanaler.

Det kunne næsten kun gå .... galt.

Derpå kom den såkaldte nedtur med programmet "Darios Joint", hvor Casper Christensen forsøgte

sig som studievært og udspør-

ger.

»Det fungerede ikke. Casper er den type, der helst selv vil svare. Ikke spørge,« siger kollegaen og vennen Lars Hjortshøj, der har taget det meste af op- og nedturen med.

Nedturen fortsatte med "Safari" på DR, hvor Hjortshøj og Christensen måtte erkende, at stand up-komikkens småperfide og aparte univers ikke rammer ind i hele familien Danmark på én gang i den bedste sendetid.

Og bedst som TV-anmelderne var klar til at korsfæste Casper Christensen som endnu en nedlagt TV-døgnguru, skabte han en ny succes i det skjulte - "Mandril-aftalen". Klokken kvart over partytime på den hemmelige DR2-kanal, for ingen penge.

»Jeg har jo ingen respekt for mediet: Dem, der ser TV i dag, ved jo godt, at der ligger kabler på gulvet og vi har bærbare mikrofoner på. Så hvorfor skulle vi ikke vise det? Gøre en dyd ud af det,« siger Casper Christensen om forsøget.

Kreativ chefstol

»Rendyrket dadaisme,« skrev en af Christensens heftigste kritikere Hans Flemming Kragh pludselig i Ekstra Bladet:

»Programmet dyrker som dadaisterne det groteske, det meningsløse og det tilfældige i protest mod alle bestående sociale og æstetiske normer.«

Ganske normale mennesker blev ramt af et dilemma:

»Det er ikke nemt at være Mandrilfan i en alder af 51 år. I begyndelsen troede jeg, jeg kunne dele begejstringen med mine jævnaldrende. "Nu skal du bare se godt fjernsyn!" Men så var der en af mandrillerne, der råbte: "Luk fissen, røvsnaps!" og straks sad jeg alene ved skærmen. Og det var folk, jeg havde delt humor med i et kvart århundrede,« skrev Inger Holst i Information.

I dag sidder Casper Christensen i en kreativ chefstol med ret til at virke i marken på Metronome Productions.

Hans valg har virket.

»Successen med "Husk Lige Tandbørsten" blev en spændetrøje, der ødelagde mit liv som komiker. Jeg kunne pludselig ikke komme ud og optræde. For folk forventede en svigermors drøm med høje tequilasko, og så stod jeg der og sagde grovheder, mens der stod børn, der bare ville have en autograf. Så på et tidspunkt tog jeg og Anette sydpå en måned. Jeg måtte finde ud af, hvad jeg ville. Ville jeg fortsætte som quizvært og score kassen - eller skulle jeg holde fast i at lave ting, jeg brændte for,« siger Christensen.

Street credibility

»Og jeg fandt ud af, hvad der betyder mest for mig, at dem, jeg omgås mest, kan lide, hvad jeg laver. At en million pensionister, jeg aldrig har set, kan lide mig, er ligegyldigt. Jeg vil hellere have et kryds i the cool book fra 1000 mennesker i min egen alder og fra mit eget miljø. Som når vi får Katja Kean til at spille med i vores TV-serie. I første omgang er det da for at få PR - men i længden er det vovestykket i det, der giver mig den troværdighed, den street credibility, der betyder mest for mig,« siger Casper Christensen.

Han har det fint med, at den store del af befolkningen ikke synes, det er sjovt, når man i "Casper og Mandrilaftalen" kunne møde en mand, der ville folde et portræt af Nelson Mandela i et gulvtæppe.

»Jeg vil så gerne have folk til at forstå, at man selv er herre over, hvad man synes er godt eller dårligt. Man behøver ikke kunne lide mig overhovedet. Man behøver heller ikke kunne lide Linie 3, bare fordi naboen gør. Tag selv stilling. Humor er så mange ting - du skal ikke nå alle på én gang,« siger Casper Christensen - den ægte - som sidder der i en hvid T-shirt, han selv synes er ret fed, fordi der står København på brystet på en rigtig fed måde.

Forfængelig

»Casper er lidt af en bøsserøv med tøj,« afslører Jan Gintberg, komikerkollegaen. »Han er nærmest grænseforfængelig. Han kan kulle helt ud over sådan en T-shirt og ikke nok med det: Den skal hænge ud af bukserne på den helt specielle moderigtige måde.«

Casper Christensen: »Jeg kan ikke forklare, hvad det er, men jeg kan gå fuldstændigt i panik over, hvad jeg skal have på. Men det har nok at gøre med, at være på. Når man skal være i centrum, så har man brug for den positive energi, der kommer af at føle sig klædt på til lejligheden. Som kendt er man jo til middagsselskab 24 timer i døgnet.«

At være kendt var engang noget, Casper Christensen stræbte efter.

»I starten var det et mål. Og det var skide sjovt. Du bruger det jo som en anerkendelse. Når der er større billeder af dig end af Preben Harris i aviserne, så må man jo være en succes. Og frynsegoderne er jo fede. Du kommer gratis ind alle steder.«

At blive kendt

Henne om hjørnet, i en anden afdeling af Metronome Productions, produceres TV-programmet "Big Brother", der har indespærret en flok unge mennesker i et gennemfilmet hus.

Casper Christensens kone, Anette Toftgård, er en af værterne. De mødte hinanden på "Husk lige tandbørsten".

Nu har en af deltagerne i "Big Brother" sagt, at hun er med for at blive kendt, så hun kan få chancen som studievært.

»Det er lidt naivt. Jeg kan da godt forstå, at man gerne vil være med i en leg og prøve at vinde penge. Men det der Robinson-trip med at gøre det for at blive TV-vært, det sker ofte af uvidenhed. For hvad vil man være TV-vært for? Et filmmagasin? Børne-TV? Nyheder? At blive kendt må ikke blive et mål i sig selv. Man skal vide, hvad man vil,« siger Casper Christensen.

»Selv har jeg konkluderet, at det, at være kendt, ikke siger mig en skid. Jeg elsker processen i mit arbejde, at skabe noget nyt, at finde de rette folk. Men jeg er holdt op med at gå til premierer. Det er ikke noget i sig selv.«

Badet i blitzlys

Og det kan han jo sagtens sige.

Han har badet sig i blitzlys og sendetid i årevis. Han har lignet en, der fik offentligheden i vuggegave, og som siden gjorde TV-mediet til sin kæreste legekammerat.

Enebarnet fra Birkerød var så aktiv, at hans mor begyndte at passe DAMP-børn, da han var rejst hjemmefra. Nu har han siddet som komisk kransekagefigur i den offentlige bevidsthed i mere end en TV-menneskealder.

Og nu står han foran den ultimative selviscenesættelse: At spille sig selv i en TV-serie, han selv har fostret idéen til.

»Jeg tror, Casper føler sig formet af medierne. Samtidig har han gemt sig lidt bag de firkantede briller. Og han har iført sig et humoristisk kondom, når han ikke har ønsket at parre sig med for mange mennesker,« siger Jarl Friis-Mikkelsen, der ansatte Christensen som TV-vært i "Husk Lige Tandbørsten".

Nu har han instrueret ham i "Langt fra Las Vegas".

»Det tog nogen tid at presse Casper til at få kontakt med sit egentlige jeg. Man skal kende sig selv, for at kunne spille sig selv,« siger Jarl Friis-Mikkelsen.

Christensen, den ægte, virker ikke ret enig med sin instruktør.

»Jeg er mere drevet af det, der inspirerer mig. Noget, jeg skal have prøvet af. Og så former jeg mig lidt i den retning. Hvis jeg laver "Tæskeholdet", så hiver jeg den hårde drengerøv frem. Det er måske lidt kamæleonagtigt. Men jeg føler ikke, jeg har noget, jeg skal beskytte eller gemme mig bag,« siger Christensen.

»Mange prøver at lede efter den rigtige Casper, som om der skulle være en helt anden, man aldrig har mødt. Men alt det, I har set, har jo været dele af mig selv, som jeg har ønsket at udstille. Så forskellen på mit private jeg, og det offentlige, er ikke så stor - blandingen er måske bare en anden,« siger Casper Christensen.

Overskudsoptimisme

De komiske kolleger giver ham ret i denne selvopfattelse.

Lars Hjortshøj kalder ham »et ekstremt selskabeligt menneske«, der nok kan lide at være i centrum, men som »er meget opmærksom, grænsende til det irriterende.«

»Der indfinder sig et automatisk hierarki i forsamlingen, når Casper ankommer. Har er vanvittig hurtig og utrolig festlig. Jeg har aldrig mødt den stille Casper, hvis der er nogen,« siger Jan Gintberg.

Frank Hvam, medforfatter og deltager i "Mandril"-programmerne, taler om et menneske med »overskudsoptimisme«.

»Casper kan akkumulere en gejst, der kan få folk til at gå frådende af tilfredshed fra et idémøde, selvom programmet inderst inde er noget lort. Han vil hellere køre ud ad en lidt forkert tangent i en positiv strøm end at ødelægge hele processen med pessimisme. På den måde skaber han en selvopfyldende profeti. Det første Mandril-program var jo elendigt. Men Casper skabte en begejstring over programmet alligevel, så de efterfølgende begyndte at fungere,« siger Hvam.

Kan græde på kommando

Han betegner Casper Christensen som »et legebarn, der har fået frie hænder. En rastløs mand, der ikke er rastløs af frustration, men af virkelyst.«

Legekammeraterne har også mødt en Casper, der er så engageret i det nye program "Langt fra Las Vegas", at han har været parat til at similere gråd for at redde en tilspidset situation.

»Hvis et problem kan løses ved, at jeg tager skylden og øeeh.... græder, så gør jeg det,« indrømmer han tøvende.

Men når arbejdsdagen er færdig, tager Casper Christensen ikke mere på bytur med gutterne, som i gamle dage.

Han tager hjem til strandvejshuset i Ålsgårde og Anette og de to børn, Cajsa og Marvin på tre og et.

Og det er også en udfordring.

Hustruen Anette Toftgård droppede i flere år TV-arbejdet, fordi manden ganske enkelt dominerede for meget, har hun fortalt Ekstra Bladet.

»Jeg henter jo min energi igennem latteren og glæden. Jeg vil gerne have, at vi har det sjovt. Og når jeg kommer hjem fra sådan en dagligdag, hvor jeg sidder sammen med lutter komikere, så er det en fordel, at jeg har 45 minutter hjem. Men hvis Anette er glad, og bare står ude i haven, så kan jeg godt finde på at spørge "Er du sur?". Det er en erhvervssygdom,« erkender Casper Christensen.

Han vil gerne slå sig til ro.

»Lige nu drømmer jeg da om, at TV-serien vil blive så populær, at vi kan lave den de næste 10 år. Den tanke ville jeg gerne kunne forlige mig med. Og at jeg for en gangs skyld ikke pludselig lader mig vælte omkuld af en ny dille fra USA,« slutter han.

Men det er tydeligt, at han ikke selv tror på det.

anders.lange@jp.dk