Mellem malere og mumlere

Charlottenborg, Nyhavn 2, København:
Kunstnersammenslutningen CORNER 2001
Til 18. februar

Det er et af de gode argumenter for kunstnersammenslutningernes berettigelse, at de ikke bare nøjes med kritikløs præsentation af medlemmernes frembringelser, men også bruger deres rammer og organisation til præsentation af interessante udenlandske kunstnere.

Sådan gør man f.eks. på Corner, hvor man nu er godt i gang med noget, der ligner en præsentation af malerne inden for "The London School". I år er turen kommet til den engelsk-amerikanske maler R. B. Kitaj, som vi kender fra Louisiana, hvor han både er repræsenteret og har udstillet. Skønt ikke udpræget repræsentant for genren hører Kitaj til blandt de kunstnere, der førte popkunsten frem i England. Kitaj er en traditionsfunderet kunstner, som med usædvanlige og hårdtslående kompositionselementer og stærke referencer til den moderne verden har givet overbevisende bidrag til en fornyelse af det figurative maleri.

På årets Corner-udstilling er det dog ikke mindst tegneren R. B. Kitaj, vi kan glæde os over. Med stor sans for en fin stoflig behandling af det tegneriske og en sans for motivets særegenhed slægter han en kunstner som Edgar Degas på.

Slagkraft og energi

Med langt fra den samme udtryksmæssige finesse, men med noget af den samme styrke boltrer maleren Lars Ravn sig i udstillingens anden ende. Han har opfindsomt og effektfuldt udfyldt indgangsrummet, hvor han især brillerer med en kaninversion af et af Henri Matisses mesterstykker.

Disse kunstneres evne til med udtryksfuld slagkraft og energi at berige udstillingen som arrangement bakkes op af gode malere som Uffe Christoffersen (bedre end længe), Poul Anker Bech og Merete Hansen. Her synes den lundstrømske devise om, at "er billede skal kunne ses" at være fuldt forstået.

Det er den tilsyneladende ikke hos de mange malende "mumlere", som udstillingen i år er særlig rig på.

Malende "mumlere"

Til "mumlere" på udstillingen regner jeg gæsten Ulrik Møller, Mogens Nørgård, Mogens Gissel, Regnar Jensen, Egon Bjerg Nielsen og Morten Skovmand.

De fire sidstnævnte er ganske gode malere, men fælles er de alle om at gøre maleriet til en særlig introvert syssel, hvor beskueren får rollen som indtrængende fredsforstyrrer, en afbryder af den forelskede inderlighed mellem maler og maleri. Inderlighed er ikke nogen kunstkritisk udyd, men udadvendthedens gode vilje er nu en rar egenskab hos udstillere på en udstilling med et stort publikum.

Trods lavmæltheden skal dog det sindslige vibrato og den særegne farveholdning hos Mogens Gissel noteres med samt den smukke grånede, nuancerede kolorit hos Regnar Jensen. Den form for stilfærdig fordybelse, disse kunstnere indbyder til, kan også med fordel udnyttes i beskuelsen af den gamle billedhugger Karl Otto Johansens fine, rytmiske sammenfattede stenskulpturer af menneske og dyr.