Gensyn med et storværk

Kurosawas "De syv samuraier" er en af filmhistoriens mægtigste bedrifter, et stortslået værk, der i sig forener virtuositet og action med menneskelig bredde, en film som taler sammenholdets sag over for egoisme uden på noget tidspunkt at virke som en bedrevidende prædiken.

Det er i enestående grad en film skabt af en instruktør, der i sig rummer både generalens strategiske evner, ildsjælens engagement og humanistens menneskelige egenskaber.

Og så rummer filmen i øvrigt også humor, somme tider subtil, somme tider bredt folkelig.

Det er også en film, der har optrådt på så godt som alle de utallige lister, hvor filmbegejstrede gennem årene har valgt deres absolutte favoritter blandt kandidater til positionen som Verdens bedste film.

Og skønt filmen er fra 1954, så vælges den stadig ind på den liste, som f. eks. det estimerede engelske filmtidsskrift Sight & Sound med mellemrum publicerer. "De syv samuraier" er med andre ord en film, som ikke i synderlig grad påvirkes af alderen.

I fuld længde

Det indtryk bekræftes nu med denne nye kopi af filmen. For første gang vises den nu i sin fulde længde herhjemme.

Da den oprindelig havde premiere herhjemme, var spilletiden 160 minutter, og det hævdedes stædigt, at denne nedklippede version var den eneste version, der eksisterede, og at det originale negativ var blevet destrueret.

Siden er den dog rundt om i verden blevet vist i andre og længere udgaver, men det er mig bekendt første gang, den komplette version vises.

Hvor skønt, at den alligevel ikke var gået til grunde.

Værn mod banditter

Historien udspilles i det 16. århundredes Japan. Der hersker borgerkrig i landet, mange krigsherrer er blevet dræbt, og deres samuraier er blevet arbejdsløse.

Moralen er i bund, og talløse røverbander huserer. For at beskytte sig mod banditterne, beslutter bønderne i en landsby at forsøge at ansætte nogle arbejdsløse samuraier, som skal beskytte dem mod røverne.

Dette er nemmere sagt end gjort, for det eneste, samuraierne får som betaling, er kost og logi. Penge har bønderne ikke, forstår man.

Efter lang tids forgæves søgen finder man Kambei, en ældre og klog samurai, der indvilliger i at tage med til landsbyen. Men først må han ansætte nogle andre samuraier.

I alt skal der være syv til at forsvare landsbyen. Efter flere forsøg lykkes det at finde de manglende seks, og så går det mod landsbyen, hvor der planlægges, trænes i våbenbrug, bygges barrikader og tænkes på den snarlige høst. For når den er vel i hus, vil røverne dukke op.

Menneskeskæbner

Undervejs mod filmens lange og medrivende slutning, da angrebet sætter ind, giver Kurosawa sig god til at berette om de forskellige mennesker, der befolker denne betagende film.

Nogle er præcist beskrevne typer, som vi selv kan digte videre på, andre er fuldgyldigt portrætterede menneskeskæbner, som kalder på vores engagement, og det er især i dette aspekt, at denne komplette version hæver sig over tidligere viste udgaver, for der er nu langt flere detaljer med til at belyse persongalleriet.

Angrebet sættes ind

Selve angrebet skildres mesterligt med flittig brug af telefoto, der bringer os helt ind på livet af de kæmpende.

Der er hurtige, flydende køreture med kameraet, og der klippes abrupt og dynamisk, så hver enkelt scene spændes op mod den næste og til sidst skaber en utroligt dynamisk helhed.

Kurosawa var i begyndelsen af fyrrerne, da han skabte "De syv samuraier", og det er blevet en film, hvori han synes at have nedlagt al sin viden om menneskesindet, om dets svagheder og dets storhed og dets fald.

Og det er blevet til en film, hvor han har fundet plads til al sin klarhjernede idealisme i håbet om en bedre verden, og alt sit kolossale formelle mesterskab, der levner rum for både eftertænksomhed, tragedie og jublende fryd vekslende med voldsom og rendyrkede actionscener.

I billederne og på lydsiden anes påvirkning fra den sovjetiske filmkunst, ikke den eisensteinske formalisme, snarere er det Pudovkin montageteori og Donskojs poetiske humaniske, Kurosawa har lært af.

Fornemmelsen af Ford

Men først og fremmest er det amerikansks films måske største geni, John Ford, der er Kurosawas inspirationskilde, ikke mindst mesterværker som Fords western "Diligencen" og revolutionsfilmen "Flammer over Mohawk", ligesom den aldrende samurais afsluttende slutord leder tanken hen på Ma Joads afsluttende tale i Fords version af Steinbecks "Vredens druer".

Men der er aldrig tale om, at Kurosawa har kopieret, alle påvirkninger er filtreret gennem hans eget ædle samuraisind (Kurosawa nedstammede faktisk fra en samuraislægt).

Og "De syv samuraier" er i alle henseender et episk storværk skabt af en filmkunstens aller største instruktører.