Thomas Warberg prøver at bryde et særligt mønster med sin søn

Thomas Warberg har oplevet rigeligt med bizar opførsel fra publikum.

Men en aften i januar, da han stod på scenen og fremførte sit comedyshow på det lille Blaagaard Teater i København, skete der noget, som selv han fandt usædvanligt.

En mand rejste sig fra sit sæde, listede hen over scenen, bag om ryggen på Warberg og ud til toilettet. Da han var færdig, trissede han duknakket tilbage til sin plads. Lidt efter gjorde en anden mand det samme, men var modig – eller ligeglad – nok til at gøre det med rank ryg og øjenkontakt.

»Jeg forstod ikke, hvad der foregik. Teaterfolkene havde heller ikke oplevet det før. Det var en form for disrespekt på et helt sært niveau. Det var bindegalt,« siger Thomas Warberg, som stadig ærgrer sig over, at der også var anmeldere til stede den aften. For det blev et dårligere show, mener han, der dog generelt har fået gode anmeldelser.

Han har fået tilsendt spørgsmålene til interviewet, så han kunne nå at tænke over, hvad han skal nå, før han dør. Dem har han dog glemt, »men jeg er jo komiker, så jeg tænker, at jeg svarer fra hoften«.

Hvilket rejsemål skal du have besøgt, inden du dør?

»Kender du det, at man nogle gange har nogle blind spots i sin egen geografi? Når jeg taler om steder, jeg kunne tænke mig at tage til, glemmer jeg et helt kontinent. For et stykke tid siden var der en, som sagde: ”Hvad med Sydamerika?” Og jeg tænkte: Gud, hvorfor ikke? Så et eller andet sted i Sydamerika, hvor man ikke bliver kidnappet.«

Er det derfor, du har overset Sydamerika? Fordi du tænker, at det er farligt?

»Jeg tror i hvert fald, at jeg er vokset op med historier om, at folk altid bliver kidnappet i Sydamerika, og det er jo en fuldstændig bindegal ting at sige om et kontinent. Det er jeg virkelig ikke blind for. Så måske en tur til Brasilien eller Argentina eller sådan noget kunne da være fantastisk på et tidspunkt. Men jeg har fået krydset nogle ret gode steder af. Jeg har altid syntes, at USA var spændende. Jeg er vokset op i Sønderjylland og kan huske første gang, jeg var i Tyskland og pludselig så den Punica-juice, jeg kendte fra fjernsynet. Det var lidt samme oplevelse, da jeg kom til USA for første gang og så morgenmadsprodukthylden i supermarkedet. Jeg kunne genkende referencer fra serier som ”Friends” og ”Sopranos” – det synes jeg er ret fedt.«

Er »færdig« kl. 22.10

Hvilken musiker skal du have oplevet til koncert?

»Jeg er ikke den store koncertgænger. Jeg tror, at det hænger sammen med, at jeg er holdt op med at drikke. Der er noget ved at stå der ædru i halvanden time. Jeg har stor respekt for alle musikere, men jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor de ikke går på til tiden, og jeg forstår ikke, hvorfor de skal have opvarmning med. Jeg er fint klar til at høre musik kl. 20. Hver gang jeg er ude, er jeg klar 19.45, og de går på 22.10. På det tidspunkt er jeg færdig. Jeg så dog engang Nick Cave i Barcelona. Det er noget af det vildeste performancemæssige, jeg nogensinde har set i mit liv. Det kunne jeg godt tænke mig at opleve igen.«

Hvilket måltid vil du gerne spise og hvor?

»Jeg vil gerne have et af de der Anthony Bourdain-måltider (afdød, omrejsende amerikansk tv-kok, red.). Ude på en eller anden lidt snusket restaurant i en eller anden sær by, hvor de bare liner maden op, og så er det det bedste, du nogensinde har smagt i dit liv. Men jeg ved ikke, hvor jeg skal finde det henne. De siger altid noget i retning af, at man skal dreje til højre på denne landvej, og dér er en gut, som har bygget sin egen barbecue, hvor han har stået og grillet i 40 år. Og det er det bedste kød, du nogensinde har smagt. Der vil jeg gerne hen en dag og få den oplevelse. Det handler ikke så meget om måltidet, men om menneskene omkring det.«

Hvad har du allerede fået streget over på din træskoliste?

»Hele mit liv. Må man sige det? Er det lidt kedeligt?«

Jeg har faktisk lige talt med Søren Malling, som sagde fuldstændig det samme.

»Jeg kan godt sætte mig ind i det. Da jeg sad på mit drengeværelse, var idéen om at leve af at optræde så forbudt. Når man sagde det til studievejlederen, fik man at vide, at man kunne søge ind på skuespillerskolen, men at der var 8 ud af 1.000, som kom ind. Så var det nok bedre at blive folkeskolelærer. At jeg nu kan se tilbage på 19 år med at lave det her, er jo fuldstændig vanvittigt, og det er jeg meget stolt af. Hvis jeg ser tilbage på 12-13-årige Thomas’ vildeste drøm, er det ret vildt, at jeg faktisk lever den.«

Har du en personlig grænse, som du gerne vil udfordre dig selv på?

»Jeg er 38 år, og jeg kan mærke, at der er en magelighed, som begynder at sætte sig hos mig. Den kunne jeg egentlig godt tænke mig at bryde ud af. Hvis min kæreste siger: ”Skulle vi ikke tage to måneder ud af kalenderen og rejse rundt med en rygsæk”, så tænker jeg, at det lyder skrækkeligt. Jeg vil hellere se fjernsyn, og jeg kunne godt tænke mig, at den grænse blev rykket, så jeg blev ved med at sige: Lad os gøre det og være åbne for vanviddet.«

Thailand eller fransk

Hvilket karaktertræk vil du gerne nå at ændre eller styrke?

»Jeg kunne godt tænke mig at blive mere reflekteret. Jeg så et program, der hedder ”Døm mit forhold” (DR-program, hvor en række par tager i sommerhus sammen og dømmer hinandens parforhold, red.). Der var et lesbisk par, hvor den ene ikke ville lade den anden gå i byen. Og jeg sad derhjemme og tænkte: Hvad er hun for et toksisk menneske? Pludselig siger en af de andre i programmet: Det bliver spændende at høre, hvorfor hun agerer på den måde. Og jeg tænkte: Det var sådan, jeg skulle have spurgt. Han var et level længere henne i sin vilje til at forstå hele samfundet. Det var lidt fascinerende.

Man er lynhurtig til at dømme folk, men måske skal man lige tage en slurk kaffe mere og spørge: Hvad er alle aspekter af det her, hvad går disse mennesker igennem? Jeg tror, at vi bevæger os ind i en tid, hvor vi kommer til at kigge meget mere på, at alle faktisk er ofre. Derfor bliver det spændende at se, hvorfor de gør, som de gør.«

Men det kan jo også betyde, at ingen behøver at tage ansvar, fordi det aldrig er nogens skyld?

»Ja, det er spændende, ikke? Men måske bliver det nemmere at tage ansvar, hvis man forstår, hvorfor man har gjort det.«

Hvad vil du gerne lære?

»Et nyt sprog. Jeg talte med en fransklærer på et tidspunkt, som fortalte, at det ville tage en måned at lære et sprog flydende, hvis man hyrede en lærer fuld tid. Jeg tænker: Hvad koster en lærerløn sammenlignet med to uger til Thailand i januar? Det er vel samme pris? Forestil dig en gave, du kunne give dig selv, hvis du besluttede at bruge januar på at lære spansk. Jeg ville nok gerne lære fransk, for det kender jeg en smule, og jeg synes, at det er et cool sprog. Spansk ville dog nok være klogere i forhold til at begå sig i verden.«

Hvem mangler du at få sagt noget vigtigt til?

»Det, jeg har lært af at blive far, er, at man altid kan sige noget mere til sine forældre, at man holder af dem. Jeg synes jo egentlig, at jeg har sagt det, men man kan jo altid godt sige det en gang mere, kan man ikke det? Jeg er begyndt at få en forståelse for, hvor mange følelser de har investeret i det her projekt, der er mig.«

Nu siger du, at du holder af dem. Det er jo lidt tilbageholdt sammenlignet med at sige, at man elsker dem.

»Jamen, jeg er jyde, jo. Jeg siger det til min søn, så jeg prøver at bryde mønstret.«

Hvornår har du så sidst sagt til dem, at du holder af dem?

»Aldrig, tror jeg.«

Han holder en pause.

»Jeg er da ikke blind for, hvad det er for et øjeblik, der opstår lige nu. Men det må jeg få gjort. Kan du ikke skrive det her, så kan jeg sende dem avisen, så er det gjort.«

Hvad vil du gerne sige? At du elsker dem eller holder af dem?

»Ja, holder af. Der var engang en kollega, som sagde: Jeg ved, at du gemmer det til et solidt håndtryk på deres dødsleje. Men ja, jeg skal nok få det sagt på en eller anden måde.«