Fortsæt til indhold
Kultur

Droner erstatter fyrværkeri for første gang i Danmark

Snart lægger det enorme sejlsportsevent The Ocean Race vejen forbi Danmark. Der er lagt op til en stor åbningsfest, men det bliver helt uden fyrværkeri. Aftenhimlen bliver dog indtaget af noget andet.

Thorsen

Når sejlsportseventet The Ocean Race for første gang kommer til Danmark bliver det markeret, men det bliver uden brag og krudtlugt fra fyrværkeri.

I stedet kommer aftenhimlen til at summe.

Det enorme event, der afholdes i Aarhus, bliver markeret med 200 droner, der vil være i luften på samme tid. Hver og en er udstyret med lys, og til sammen vil de danne vilde mønstre på himlen.

Ifølge Trafikstyrelsen, der står for kontrol af droneflyvning, bliver showet det første af sin slags i Danmark.

Og det er ikke kun for sjov, at arrangørerne bag eventet har valgt at skifte fyrværkeriet ud med en teknologisk løsning. Arrangørerne af The Ocean Race har nemlig en målsætning om at skabe en af verdens første klimapositive sportsevents – altså at fjerne mere CO2 end man udleder.

Idéen bag droneshowet er derfor ikke bare at underholde publikum, men samtidig at skåne miljøet med de batteridrevne droner.

Se hvordan et droneshow ser ud:

Politikere begejstrede

Aarhus’ borgmester, Jakob Bundsgaard (S), glæder sig over den alternative markering.

»The Ocean Race bliver et megaevent – den største i Aarhus i 2023. Vi tror på, at vi med store events i Aarhus kan bidrage til at inspirere til forandring og formidle bud på fremtidens grønne, teknologiske løsninger. Det bliver droneshowet et fremragende eksempel på,« siger Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.

Rådmanden for Kultur og Borgerservice i Aarhus, Rabih Azad-Ahmad (R), er også begejstret over droneshowet.

»Der er tradition for fyrværkeri ved store markeringer, men vi har valgt at bruge lysende droner. Det sender et signal om, at Aarhus er en by, der tænker på miljøet uden at gå på kompromis med fællesskab og oplevelser,« siger Rabih Azad-Ahmad.

Droneshowet kan ses kl. 22:45 på åbningsdagen for The Ocean Race mandag den 29. maj og igen søndag den 4. juni. på Havnepladsen i Aarhus.