»I de første år krøb mange langs panelerne og holdt det lidt skjult, at de var medlem«
Det koster at være lidenskabelig. Det ved Alex Ahrendtsen fra sin kamp mod den såkaldte kulturelite.
Alex Ahrendtsen synes ikke, at vi skal mødes hjemme hos ham i parcelhuset i Odense.
Det ligger på kanten til Vollsmoses højhuse.
Som en udkigspost til den indvandring, der har været brændstoffet i hans politiske karriere.
Det er der ellers noget næsten smukt over, synes jeg..
DF-politikeren, der bor omringet af det, han bekæmper.
Vi taler sammen over mobiltelefon.
Han er på vej fra et møde til et andet i Bruxelles, men ringer trods travlheden tilbage på min mail, hvor jeg beskriver mit ønske om at interviewe ham om hans anmelderroste bog om Peter Rindal.
En mand, for hvem det lykkedes at sætte statens uddeling af kulturkroner til debat i landets stuer, og som ophidsede kultureliten voldsomt, hvilket er
en politisk arv, som Alex Ahrendtsen selv har forsøgt at løfte.
Bortset fra, at mens lagerforvalteren Peter Rindal brugte alt sit kulturkrigerkrudt på at kræve Statens Kunstfond nedlagt, har Alex Ahrendtsen skudt mere med spredehagl.
Som DF’s kulturordfører krævede han flere folkeafstemninger for at hindre »rædsler i beton« betalt på det offentliges regning såsom Dansk Arkitektur Centers hovedsæde Blox i København.
Han talte også for en udflytning af Den Danske Filmskole og Det Danske Filminstitut (DFI) til provinsen og anklagede sidstnævnte for at klatte skattekroner væk på smalle nichefilm i stedet for at støtte film, som med større sandsynlighed ville få hr. og fru Danmark til at købe biografbilletter.
Det har hver gang trukket overskrifter i aviserne, men den store folkelige opstand imod kulturelitens beslutninger skal man helt tilbage til 1965 for at finde.