»Jeg skriver for at gøre verden til et bedre sted«

Vi er på vej ud af skoven. Det er midt i december, og de sidste rester af dagslys er for længst opslugt af vinteraftenens bundløse mørke. Under firehjulstrækkerens brede dæk knaser sneen. Vi kører ad grusveje, der snor sig gennem et pulverklædt landskab. I udkanten af synsfeltet flimrer brændeskure og røde træhuse med hvidmalede verandaer forbi som kornede tv-billeder.

Det ligner et afsnit i en Astrid Lindgren-fortælling om livet på landet i de smålandske skove i begyndelsen af forrige århundrede, hvor bondemanden stadig pløjer sin mark med en hest, og malkepigerne bruger deres hænder til at trykke mælk ud af yveret.

Så forlader vi grusvejenes stille idyl og drejer ud på en bredsporet landevej, som lige er blevet ryddet for sne. Nye huse dukker op, der er lys i vinduerne, men ingen mennesker at se. Kun gamle grantræer, der står som tavse, mørke skikkelser langs begge sider af vejen.

Bag rattet i den røde Lexus sidder en gråhåret mand i et opvarmet lædersæde. Med et par tunge stålbriller hængende faretruende tæt på næsetippen.

Jan Guillou er træt.

»Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er helt ung længere. Engang skrev jeg 10 sider om dagen, nu når jeg sjældent over fem, men det er stadig mere, end mange af mine kolleger præsterer, og min pen er stadig skarp,« lyder det fra manden i førersædet.

De seneste seks timer har den 78-årige forfatter brugt på at føre os ind i verdens sande tilstand, som den tager sig ud set fra kontorstolen ved den gamle Adler-skrivemaskine i skrivehytten i skoven. Og det ser ikke for godt ud. Verden er på vej ud over afgrunden, lyder den kedelige konklusion.

»Mine børnebørn kommer til at vokse op i en dårligere verden, end jeg gjorde. Frem for alt i en mørkere verden,« siger Jan Guillou.

Vi har allerede været forbi det voksende fremmedhad i Europa og dæmoniseringen af muslimerne. Vi har hørt om USA’s brutalitet og vendt israelernes behandling af palæstinenserne. Nu er vi nået til kapitalismen. Jan Guillou har berørt emnet tidligere på dagen og fnyst forarget over direktørernes monstrøse millionlønninger og de bizarre bonussystemer, der undergraver selv de mest sunde virksomheder. Nu er det politikerne, der skal have én over nakken:

»De har ladet markedskræfterne overtage det hele. Engang var statens rolle at afbøde markedets slagsider. I dag er statens rolle at støtte og hjælpe markedet med at tjene så mange penge som muligt. Det smadrer vores samfund.«

Har brokket sig i over 50 år

Det hele begyndte ellers muntert. Med kulørte beretninger om jagtture i Afrika og dyre franske årgangsvine. Jan Guillou havde inviteret os på frokost på sit stamsted i Östhammar. En lille svensk badeby halvanden times bilkørsel nord for Stockholm, der hver sommer bliver oversvømmet af turister, men som i vintermånederne er nogenlunde lige så besøgt som et udendørs dansk badeland i efterårsferien.

Den berømte forfatter bor fast i hovedstaden med sin hustru, men når vinteren sætter ind, tager han væk fra storbyen og forsvinder ind i de svenske skove nord for Uppsala, hvor hans skrivehytte ligger for enden af en blind grusvej.

Jan Guillou er kendt for sin enorme produktion af bøger, og hans rytme er enkel. Fra nytår og frem til sommerferien skriver han. Otte timer om dagen. Altid efter den samme skabelon. Fire timer om eftermiddagen, fire timer om aftenen. Og så i seng med en god bog.

Når det bliver sommer, holder han fri i et par måneder, og efteråret bruger han på research og på at rejse rundt til bogmesser og litteraturfestivaler eller stille op til foredrag og interviews.

Den første tid på landevejene nyder han. Jan Guillou elsker at optræde og fortælle, men i løbet af oktober svinder begejstringen ind. Han orker ikke længere at være i centrum, og når han når frem til slutningen af november, er han tæt på at kaste op ved lyden af sin egen stemme.

»Og nu er vi altså midt i december,« smiler han og fastholder øjenkontakten, mens han hugger et stykke svensk laksegratin i sig og skyller efter med postevand på den lille restaurant Glenn Miller på torvet i Östhammar, hvor Jan Guillou de fleste dage indtager sin frokost, så han slipper for at bruge værdifuld skrivetid på at gå i køkkenet derhjemme.

De stuerene svenske fascister

Vi er taget til Sverige for at lukke ned for et år, der på mange måder har været usædvanligt. Ikke mindst for den svenske forfatter. Det er også derfor, at han har sagt ja til at lade sig interviewe uden for sæsonen.

I mere end 50 år har Jan Guillou løbet storm mod tidens idioti og råbt højt om strømmen af uretfærdigheder. Det er ikke kun gået ud over hans landsmænd. Han er ude efter alle, der gør verden til et dårligere og dummere sted, og undervejs har Danmark og danskerne også fået tørt på, når den berømte forfatter har rullet sig ud som kras kolumnist i den svenske avis Aftonbladet.

Tidligere i år kom bogen ”At skrive i svære tider”, der er en samling af Jan Guillous bedste klummer gennem årene, og når man læser sig vej gennem de 291 sider, står det klart, at det meste af det, den svenske forfatter har kæmpet for at ændre til det bedre, kun er blevet værre.

Uligheden vokser. Både globalt og i vores del af verden. Den udbredte rage-til-sig-kultur i toppen af erhvervslivet eksploderer i disse år, de nye superrige vinder frem, techindustrien får stadig mere magt, kapitalismen trives, Sverigedemokraterne er større end nogensinde og er tilmed blevet inviteret indenfor i den politiske varme. Vi har krig i Ukraine, og Sverige er på vej ind i Nato. Der er ingen udsigt til fred mellem israelerne og palæstinenserne. Og vi dæmoniserer stadig muslimerne og bekæmper terror efter amerikansk forbillede.

»Jeg skriver for at gøre verden til et bedre sted. Men ærlig talt har jeg svært ved at se tydelige tegn på, at det er lykkedes,« siger forfatteren og smiler undskyldende.

»Verden er ikke blevet et bedre sted. Indimellem virker det næsten, som om den er blevet værre. Men det er ikke min fejl. Jeg har gjort det så godt, jeg kunne.«

Det eneste, Jan Guillou reelt kan glæde sig over, er Dansk Folkepartis kollaps og massive vælgerflugt ved efterårets folketingsvalg. Men det er kun, fordi de andre partier har overtaget deres politik, siger forfatteren.

»Nu, hvor Mette Frederiksen og hendes kolleger i Socialdemokratiet har overtaget Dansk Folkepartis udlændingepolitik, har partiet ikke længere nogen identitet. Men vores Sverigedemokraterne er ideologisk set meget mere gennemtænkte, end Pia Kjærsgaard og hendes folk nogensinde har været. De er et moderne nationalistisk, fascistisk parti, som er meget mere interesserede i nordisk kultur og nordisk genetik. På samme måde som nazisterne var det.«

Og ligesom nazisterne har Sverigedemokraterne ifølge Jan Guillou deres eget regiment af bøller, der rydder vejen for modstandere.

»Nazisterne havde deres stormtrop-afdelinger, der gik ud på gaderne uniformeret i brune skjorter og bankede alle, der lignede intellektuelle, kommunister og homoseksuelle. De mishandlede journalister, der skrev ting, de ikke brød sig om. Sverigedemokraterne har en hær af digitale provokatører, der angriber med en langt større præcision, end nazisternes ”brunskjorter” kunne. De truer ikke nogen fysisk, men de kan genere og chikanere folk, så de opgiver at skrive om bestemte ting,« siger Jan Guillou.

Hver gang han selv skriver en kommentar i Aftonbladet, får han hundredvis af hadefulde mails fra disse mennesker, fortæller forfatteren:

»Det er mails, der negativt beskriver mit udseende, min intelligens, min evne til at skrive. For nylig lavede det svenske journalistforbund en undersøgelse, der viste, at 40 pct. af deres medlemmer afholder sig fra at skrive om bestemte emner, fordi de frygter for konsekvenserne. Og omkring hver femte journalist forlader sit fag på grund af disse mennesker. Det er muligt, at de ikke længere forfølger journalister med fysisk vold, men de udøver psykisk vold for at lukke munden på dem. Det er sådan, Sverige fungerer i dag.«

Vietnamkrigen ændrede alt

Som ung drømte Jan Guillou om at blive stor forfatter. Og ikke bare en hvilken som helst stor forfatter. Det skulle være en fin forfatter.

»Hvad gør man for at blive en fin forfatter?« spørger han retorisk og giver selv svaret:

»Man skriver ubegribeligt. Hvornår gør man det? Når man er et geni. Så jeg indtog som ung rollen at være et ungt litterært geni af fransk type. Og jeg skrev ubegribeligt.«

Vi er for længst færdige med frokosten i Östhammar, og nu sidder vi i bunden af forfatterens skrivehytte. Rundt om på de lyse trævægge hænger hundredvis af døde hoveder og gevirer fra små og store dyr. Der står en løve i fuld størrelse og spejder beslutsomt ud i det store lokale. På det opvarmede flisegulv ligger et par zebraskind og pelsen fra en brun bjørn.

Midt i det hele er et udstoppet isbjørnehoved fastfrosset i et evigt brøl, og oppe i loftet hænger en flået alligator. Over et større vinduesparti krydser to enorme elefantstødtænder hinanden i noget, der ligner indgangen til en loge for pensionerede eventyrere. Alt sammen nedlagt og hjembragt af manden i lænestolen foran os.

»Jeg har kun mine egne trofæer på væggene. Jeg samler ikke på andres succeser,« som han selv siger, inden han fortsætter fortællingen om, hvordan han for mere end et halvt århundrede siden endte som succesforfatteren og den socialistiske samfundsdebattør Jan Guillou.

»Jeg voksede op i et overklassehjem i Stockholm, så jeg er naturligt højreorienteret, kan man sige. Der var ingen politiske diskussioner i mit barndomshjem, alt var selvklart, men Vietnamkrigen ændrede alting. Min generation så en stormagt, som bekrigede et fattigt asiatisk bondesamfund med napalm. Det behøver man ikke at være socialist for at være imod.«

I 1960’erne var verden let at forstå, siger Jan Guillou. Den var enten sort eller hvid, ond eller god, og den unge overklassesøn vidste godt, hvem han holdt med.

»Den amerikanske imperialisme var ond, og vi stod på det vietnamesiske folks side, vi holdt med palæstinenserne i deres kamp mod Israel, og vi heppede på afrikanerne i deres koloniale frigørelse.«

Og herfra begyndte de litterære ambitioner at ændre sig. Den unge Guillou var med til at skrive tekster i de flyveblade, som aktivisterne delte ud, og her var målet det absolut modsatte af, hvad den fine litteratur kunne præstere, fortæller forfatteren:

»Indholdet skulle være absolut begribeligt, det skulle handle om vigtige ting, og ordene skulle nå ud til så mange som muligt. Det var det modsatte af at være et ungt litterært geni af fransk type, som skrev ubegribeligt om uvigtige ting til så få mennesker som muligt. Derfor blev jeg journalist og koncentrerede mig om at lave kritisk journalistik. Det gjorde jeg med sådan et talent, at jeg endte i fængsel.«

Jan Guillou taler om sin afdækning af efterretningstjenestens ulovlige aflytninger af den svenske venstrefløj, som i 1973 endte med at koste ham en fængselsdom på 10 måneder for at sætte landets sikkerhed i fare. Men han fortryder ikke sine afsløringer. Det var en vigtig sag, og det efterfølgende fængselsophold gav ham fred og ro til at læse nogle af alle de bøger, han ellers ikke havde tid til at læse.

»Jeg var ikke den typiske krimilæser. Tværtimod. Men det var vigtigt for mig at læse Maj Sjöwall og Per Wahlöös krimier, fordi det var bøger, som alle talte om i Sverige dengang. De to forfattere skrev politiromaner i hårdkogt amerikansk stil, som de fyldte med god gammeldags kommunistpropaganda. De fik med andre ord masserne til at købe deres bøger i pallevis og samtidig interessere sig for verdens uretfærdigheder. Jeg indså, at jeg kunne gøre det samme.«

Jan Guillou havde ingen indsigt i politiarbejde, men han vidste noget om spionage, så han begyndte at skrive spionromaner, og ligesom sine kolleger Sjöwall og Wahlöö fyldte han dem op med alle sine politiske idiosynkrasier.

»Jeg skrev om kapitalismens vrangsider, amerikansk imperialisme og alle de andre vigtige spørgsmål i tiden. Og jeg gjorde det i et let og ligetil sprog, der nåede ud til masserne. Voila! Pludselig havde jeg en læserskare, der skulle tælles i millioner.«

Solidaritet og fransk årgangsvin

Men det er ikke alle, der er lige imponerede over den 78-årige forfatters litterære samfundsengagement. Som en svensk journalist engang skrev, så er det ikke Jan Guillou, der går på gaden for at bekæmpe social uretfærdighed eller møder op i frostvejret for at demonstrere for klimaet: »Han sidder i sin herskabslejlighed og skriver sine oprørte klummer. Hvor meget rykker det egentlig? Og er det ikke dybest set et egoistisk projekt,« spurgte journalisten retorisk.

Jan Guillou smiler af ordene.

»Nogle går på gaden og demonstrerer fysisk. Det gjorde jeg selv som ung, når jeg protesterede mod Vietnamkrigen eller Israels behandling af palæstinenserne, og da jeg blev journalist, kostede mit arbejde mig en tur i fængsel. I dag skriver jeg bøger fyldt med samfundskritik, og jeg skriver mine klummer i Aftonbladet. I dag er det skrevne ord mit våben. Og det våben er stadig intakt.«

En del af den tilbagevendende kritik af Jan Guillou handler om, at den succesfulde forfatter ikke kender til de problemer, der tager pusten fra almindelige mennesker i den virkelige verden. At han sidder i sin sortmalede luksushytte nord for Stockholm omringet af sine storvildtstrofæer og råber på solidaritet med arbejderklassen.

Men den kritik køber Jan Guillou ikke.

»Man kan godt råbe op om de sociale uligheder i samfundet, selv om man har sit på det tørre. Man kan godt være indigneret over, at antallet af milliardærer stiger, selv om man er rig. Man kan godt være fortvivlet over, at underklassen kæmper med at få råd til mad på bordet, selv om man drikker fransk årgangsvin.«

Men hvad så med al balladen med mord og bandekriminalitet i de indvandrertunge ghettoer i de svenske storbyer, som for mange er den egentlige forklaring på vælgernes begejstring for et parti som Sverigedemokraterne? Hvad tænker Jan Guillou om det?

»Folk som mig bliver ofte beskyldt for ikke at forstå almindelige svenskeres problemer, fordi vi ikke bor i de belastede områder. Men mange af de mennesker, der stemmer på Sverigedemokraterne, bor heller ikke i de områder. De bor på landet, langt væk fra problemerne i byerne. I det her område stemte knap hver fjerde vælger på Jimmie Åkessons parti, og her er ingen muslimer. Underklassen har fundet en underklasse under dem, som de kan sparke på. De hader indvandrere, som de aldrig ser, og de stemmer beslutsomt for, at jeg skal betale mindre i skat. Det er en virkelighed, vi kender fra USA med Donald Trump.«

Svært at bevare håbet

Det kan indimellem virke, som om Jan Guillou lever i en fastfrossen forestilling om, at han altid har ret. At han aldrig tager fejl eller fortryder noget, han har sagt eller skrevet. Men det er ikke rigtigt.

»Jeg har skam taget fejl en enkelt gang,« siger forfatteren og undertrykker et smil.

»I begyndelsen af året deltog jeg i et talkshow på svensk tv. Det var den 23. februar, og værten spurgte mig, om jeg troede, at der ville blive krig i Ukraine. Jeg svarede logisk og intelligent, at Ukraine er Europas næststørste land kun overgået af Rusland, at det er et land med 44 mio. indbyggere, som desuden rummer et par hundrede større byer, så selvfølgelig bliver der ikke krig. Jeg synes stadig, at det var et godt svar.«

Nogle mennesker flytter sig politisk med alderen. De bliver ældre og lægger ungdommens afklarede skråsikkerhed fra sig. De begynder at tvivle og får trang til at skrue på fortidens holdninger. Andre skifter helt fløj eller begynder at stemme med pengepungen.

Den slags ideologiske forskydninger har ikke ramt Jan Guillou.

»Siden jeg antog min identitet som socialist i 1968, har jeg været socialist, og det ændrer sig næppe. Men verden har ændret sig. I 1968 lå de svenske socialdemokrater til venstre for de partier, der i dag udgør den yderste venstrefløj i Sverige. Det var en tid, hvor man for alvor diskuterede overgangen til et mere socialistisk system i Sverige. Man ville en bedre verden. Men da Vietnamkrigen stoppede, faldt socialismen fra hinanden. Krigen var en politisk motor, der holdt sammen på venstrefløjen,« siger Jan Guillou og fortæller, hvordan den europæiske venstrefløj med de store socialdemokratiske partier i spidsen med tiden accepterede højrefløjens tankegods:

»I dag bliver partierne styret af nationaløkonomer og beskæftigelsesøkonomer, som bekender sig til new public management, der driver staten efter virksomhedsprincipper med katastrofale konsekvenser til følge. Det er svært at bevare håbet.«

»Jeg hader disse mennesker«

Alligevel fortsætter Jan Guillou med at skrive. Hvad skulle han ellers gøre, siger han.

»Men der kommer formentlig et tidspunkt, hvor jeg må stoppe. Jeg var ven med forfatteren Jan Myrdal, der i mange år var en af de mest indflydelsesrige venstreorienterede intellektuelle i debatten, men på et tidspunkt mistede han format uden selv at opdage det.«

Det sidste er ikke sagt som en kritik af vennen, der døde for et par år siden. Jan Guillou kan godt forstå, hvordan man kan overse sit eget forfald:

»Kroppens forandringer kommer så langsomt, at man ikke nødvendigvis lægger mærke til dem. Man lever på en måde altid i en normal tilstand. Det gælder også for ens intellekt.«

Så hvad gør man for ikke at ende som en skygge af sig selv? Eller det, der er værre? Jan Guillou vendte for nylig spørgsmålet med en kollega, og de to forfattere nåede frem til et svar:

»Man må have nogen tæt på, der fortæller én, at det er tid til at stoppe. Myrdal havde en kone, der kunne have været den person, men hun døde, og han giftede sig med en noget yngre kvinde, som sikkert var interessant på mange måder, men som ikke havde det intellektuelle format til at prikke sin mand på skulderen og bede ham stoppe med at skrive. Min kone er forlægger. Hun skal nok hive fat i mig.«

Du er kendt som en skarp stemme i debatten, men i skarpheden ligger også risikoen for at blive hård, og i hårdheden lurer risikoen for at gøre brug af den samme nedladende tone, som man beskylder andre for at excellere i?

»Det er svært at holde vreden nede. Når man læser, hvad folk fra Sverigedemokraterne skriver om muslimers dårlige mentalitet eller deres genetiske underlegenhed, bliver man jo jävla förbandet.«

I Danmark har vi forfatteren Carsten Jensen, der også er samfundsdebattør og ligesom dig indædt modstander af Dansk Folkeparti. I mange år omtalte han partiets politikere og deres vælgere som kældermennesker, når han kritiserede deres måde at tale grimt om muslimer på. Gør både du og han ikke brug af de samme tricks, som I kritiserer andre for at bruge?

»Jeg er stor beundrer af Carsten Jensens samfundsengagement. Jeg ved, at han også kan være hård i en debat. Personligt gør jeg mit bedste for at undvige den grimme tone. Men det er svært, for jeg hader mange af disse mennesker så dybt og inderligt. Jeg foragter deres meninger og holdninger, men jeg kunne aldrig finde på at kalde dem for dyr, selv om de uden at blinke kalder muslimer for aber og rotter.«

Jeg har læst mange af dine klummer fra Aftonbladet, og du nævner jævnligt folks ringe skolekundskaber. Er det ikke en arrogant måde at fortælle folk, at du er klogere end dem?

»Jeg er formentlig også klogere end dem, fordi jeg læser flere aviser og bøger, end de gør. Men det gør mig ikke til et bedre menneske. Jeg tilhører den intellektuelle overklasse, og jeg har haft det store privilegium at lære historie og forfine mit sprog. Det har de ikke. Derfor bør jeg selvfølgelig også holde mig for god til at ytre min intellektuelle overlegenhed, selv om den er der.«

Det personlige ansvar

Og så vender vi tilbage til kapitalismen. Jan Guillou fortæller, hvordan hans hjemland på kort tid er gået fra at være verdens mest lige land til at være et af de lande i Europa, hvor afstanden mellem rige og fattige i samfundet vokser hurtigst.

»Alene i år har vi fået flere hundrede nye milliardærer, og samtidig er fattigdommen i bunden af samfundet vokset. Det betyder, at klasseskellene er eksploderet. Vi har ramt et historisk lavpunkt. Det har aldrig været værre siden Anden Verdenskrig, og jeg tror desværre ikke længere på, at Sverige vender tilbage til socialdemokratisk normalitet, mens jeg lever.«

Jan Guillou ved godt, at det ude i den store verden går fremad. Hvert år bliver millioner af mennesker hevet ud af fattigdom og elendighed. Den udvikling glæder den svenske forfatter sig over, men samtidig gør han opmærksom på, at de fleste lande sideløbende oplever en voksende ulighed internt mellem de sociale klasser.

Og så er der klimaet. Her er optimismen også svær at mønstre.

»Det koster at redde klimaet, men dem, der tjener penge på at smadre kloden, er ligeglade med, at det hele går ad helvede til. Verden skal jo nok holde deres tid ud. Valget står mellem total undergang eller en socialistisk revolution, der sætter en stopper for de kapitalistiske strukturer, der pumper CO₂ ud i atmosfæren.«

Det kan virke besynderligt, at en mand, der går op i klimaet, vælger at have så stort et hus med fuld varme på anlægget. Jeg kommer til at tænke på den amerikanske ekspolitiker Al Gore, der rejste verden rundt med sit dommedagsforedrag om klodens sande tilstand, mens han selv brugte eksorbitante summer på el og varme i sin enorme villa i Tennessee. Medierne afslørede, at hans elforbrug var cirka 20 gange større end det amerikanske gennemsnit. Hvad med dig selv, vil nogen sikkert spørge?

»Det er det store spørgsmål: Skal man forsøge at give sig selv en privat moral for moralens skyld, når nu det ikke har nogen større effekt på verden? Det er ikke mig, men strukturerne i samfundet, der er problemet.«

Men har vi ikke alle et personligt ansvar for at yde vores bidrag til en sundere klode? Når du skriver om det had, der møder muslimer, appellerer du vel også til, at jeg som individ skal opføre mig ordentligt over for dem?

»Jeg appellerer til, at du ikke stemmer på et fascistisk parti. Jeg appellerer til, at du ikke gør muslimer til dine fjender. Jeg appellerer til, at du ansætter mennesker med arabiske efternavne, hvis du har en virksomhed. Det kan man kræve af folk. Men kan ikke kræve, at de flytter ind i en munkecelle.«

Men nu findes der vel også en bolig imellem munkecelle og et fuldt opvarmet landsted på 300-400 kvm med et par tusinde jagttrofæer på væggene, der for de flestes vedkommende er skudt i og bragt hjem fra Afrika?

»Det er en kristen tanke, at hvis man tror meget på Gud, så må man ikke have samleje med kvinder. Så skal man leve som en munk og holde sig væk fra verdens overflod. Men jeg er ikke kristen,« siger han og smiler.

Vi taler om hans forhold til religion. Jan Guillou er overbevist om, at der ikke sker noget på den anden side. Men det generer ham ikke. Og skulle han tage fejl, er håbet ikke ude.

»Jeg talte for nylig med Sveriges ærkebiskop. Undervejs i samtalen fortalte jeg ham, at jeg ikke var troende, og så spurgte jeg: Hvis nu jeg mod forventning tager fejl, hvad skal jeg så sige til mit forsvar, når jeg engang som død finder mig selv stående foran den allerhøjeste domstol? Ærkebiskoppen kiggede mildt på mig uden at sige noget, så jeg kom selv med et forslag til, hvordan jeg greb situationen an: ”O.k., jeg tog fejl. Undskyld. Jeg har bare en ting at sige til mit forsvar, og det er, at jeg altid har forsøgt at leve mit liv, som var jeg en god kristen.” Og så spurgte jeg, om han troede, at jeg havde en chance for at blive lukket ind. Han nikkede og sagde: ”Det skal nok gå.”«

Og indtil døden rammer, fortsætter Jan Guillou med at skrive. I hvert fald indtil hustruen prikker ham på skulderen og siger, at nu er det tid til at stoppe.

»Når det sker, skal jeg på pension og i gang med at læse alle de bøger, jeg ikke har fået læst, mens jeg har kæmpet for at gøre verden til et bedre sted. Og så vil jeg bade i Det Indiske Ocean. Det har jeg fortjent.«