»Jeg skriver for at gøre verden til et bedre sted«

Vi er på vej ud af skoven. Det er midt i december, og de sidste rester af dagslys er for længst opslugt af vinteraftenens bundløse mørke. Under firehjulstrækkerens brede dæk knaser sneen. Vi kører ad grusveje, der snor sig gennem et pulverklædt landskab. I udkanten af synsfeltet flimrer brændeskure og røde træhuse med hvidmalede verandaer forbi som kornede tv-billeder. 

Det ligner et afsnit i en Astrid Lindgren-fortælling om livet på landet i de smålandske skove i begyndelsen af forrige århundrede, hvor bondemanden stadig pløjer sin mark med en hest, og malkepigerne bruger deres hænder til at trykke mælk ud af yveret. 

Så forlader vi grusvejenes stille idyl og drejer ud på en bredsporet landevej, som lige er blevet ryddet for sne. Nye huse dukker op, der er lys i vinduerne, men ingen mennesker at se. Kun gamle grantræer, der står som tavse, mørke skikkelser langs begge sider af vejen. 

Bag rattet i den røde Lexus sidder en gråhåret mand i et opvarmet lædersæde. Med et par tunge stålbriller hængende faretruende tæt på næsetippen. 

Jan Guillou er træt. 

»Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er helt ung længere. Engang skrev jeg 10 sider om dagen, nu når jeg sjældent over fem, men det er stadig mere, end mange af mine kolleger præsterer, og min pen er stadig skarp,« lyder det fra manden i førersædet. 

De seneste seks timer har den 78-årige forfatter brugt på at føre os ind i verdens sande tilstand, som den tager sig ud set fra kontorstolen ved den gamle Adler-skrivemaskine i skrivehytten i skoven. Og det ser ikke for godt ud. Verden er på vej ud over afgrunden, lyder den kedelige konklusion.

»Mine børnebørn kommer til at vokse op i en dårligere verden, end jeg gjorde. Frem for alt i en mørkere verden,« siger Jan Guillou.